Kunst og klodser

Jeg kan huske dengang, hvor jeg legede med nogle træstumper, som var tilovers efter én af min fars mange byggeprojekter derhjemme. De forskellige former satte fantasien i sving, og der behøvede knapt nok at blive malet et hoved, før klodserne fungerede som mænd og koner, soldater og dyr.

Erik Olsens dukkeforestillinger leger med præcis det koncept. De klodsede figurer er dog blevet farverigt dekoreret af Enid Björklund, og de får – sammen med scenografien – et karakteristisk udtryk i hendes æstetik. Men dukkernes kantede trælighed fornægter sig ikke.

Det er et gennemgående formsprog i alle Olsens Teaters forestillinger, og de simple og rustikke materialer afspejler Olsens simple og rustikke fortællinger.

Hvad Fatter gjør …

’Bytte bytte købmand’ er en let justeret genfortælling af H.C. Andersens ’Hvad fatter gør, det er altid det rigtige’. Der bliver byttet hest for ko, ko for får og så fremdeles, indtil bonden kommer hjem fra markedet med et råddent æble.

Det er en skøn og optimistisk fortælling. Hans bytteri er et resultat af den ene flygtige idé efter den anden – gode idéer, men dårlige handler. Heldigvis har han en kone derhjemme, som ser verden på samme måde som han. Hun manglede netop et æble, og alt ender godt. Derfor er et råddent æble for en ko – hvis vi altså ser bort fra markedsværdien – en rigtig fin handel. 

Men ’Hvad fatter gør …’ er i sagens natur også en gammel historie. Og når man nu har klippet og klistret i historien, så kunne man måske også have opdateret den en anelse.

Sammen med trædukkernes retro-udtryk er det gamle sprogbrug med ’fatter’ og ’mutter’, samt den gamle mode at trække sin hest til markedspladsen for at sælge den, med til at gøre hele teateroplevelsen temmelig altmodisch.

En lidt for sikker præstation

Når først Erik Olsen sætter i gang, så tager det fart. Han bukker hovedet rutineret ned imod ’spillepladen’ – det vil sige den opsætning, der udgør scenografien – og så forbliver hans opmærksomhed dér.

Tricket er ikke nyt, og det virker stadig. Vi retter vores fokus der, hvor fortælleren har sit fokus, og derved lader vi os opsluge af dukkerne, dyrene og scenografien, der er kunstfærdigt og mekanisk konstrueret med låger, hejseværk og stof.

Olsens stemme kører derudad med forskellige stemmer og sproglige finurligheder – sidstnævnte er vist mest henvendt til de voksne publikummer. Han bevæger sine dukker minimalt og humoristisk. Det er i det hele taget meget professionelt.

Og som med så meget andet kunst, så bliver det perfekte ofte kedeligt. Olsens sikkerhed i formatet og formsproget gør oplevelsen for mekanisk og utilnærmelig. Han har simpelthen for godt styr på det. Det ville være interessant engang at se ham på dybt vand.

Men ’Bytte bytte købmand’ er ikke desto mindre en velfortalt version af H.C. Andersens fornøjelige historie, og den er velfungerende og fantasifordrende som dukketeater. Og ikke mindst har Olsens Teater et æstetisk udtryk, der er så godt som unikt iblandt de danske børneteatre.