Kun med hjertet kan man se rigtigt!

På himmelen svæver en asteroide, som blev opdaget i 1975, derfor fik den navnet 1975 VW3. I dag har den et andet navn, nemlig Saint Exupery. Opkaldt efter piloten, postflyveren, forfatteren, Antoine de Saint-Exupery, født i 1900, der forsvandt over Middelhavet i 1944, antagelig skudt ned af tyske jagerfly.

At asteroiden fra 1975 fik sit navn er ikke tilfældigt: Saint-Exupery havde nemlig i 1941 opdigtet sin egen asteroide, Bésixdouze – B 612 – som hjemsted for Den Lille Prins. En ganske lille asteroide (eller planet) med to små virksomme vulkaner og en der var slukket.

En helt speciel blomst var der også – en blomst der havde sin stolthed – og en farlig masse skud af baobabtræer, som hele tiden måtte holdes nede. For ellers ville baobaberne gennemtrænge planeten med deres rødder og overtage det hele.

Kort sagt: En asteroide-planet ikke større end at man kan se ikke mindre end 44 solnedgange på en dag.

Efter bogen

Og her boede altså en ganske lille prins som en dag ville sige farvel til det hele og tage ud for at opleve 'mere': Verden, livet, andre. Og finde en ven.

Nedfløjet fra sin planet til vores Jord af de vilde trækfugle møder han piloten, der – på den mest dramatiske og sjove vis – er havareret i sit fly i Saharas ørken og fortvivlet forsøger at reparere sin maskine.

'Vil du ikke godt…tegne et får til mig!' er det første den lille prins siger. Og så er historien i gang, og et forhold opstår mellem de to, som begge er 'faldet ned fra himmelen'.

Saint-Exuperys bog er kendt og kær, læst af både voksne og børn, og diskussionen om, hvorvidt det egentlig er en børnebog eller en nostalgisk bog for de voksne, har pågået lige siden den udkom i 1941.

'Peu importe' - som Antoine S.-E. måske ville sige - det er ikke vigtigt. Det nystartede Teater Next tager heller ikke stilling til dét spørgsmål, de har villet formidle historien som den er, med åbenbar kærlighed til selve fortællingen og respekt for form og indhold. Så de følger bogen ganske så trofast.

Den lille prins er en dukke. Den svarer godt til mine forestillinger om figuren – forestillinger som selvfølgelig springer ud af bogens illustrationer. Den grønne dragt med svaj i bukserne og det lange gule halstørklæde - det er helt som det skal være. Men det bedste er ansigtet, det er en smuk udgave af Saint-Exuperys naivistiske tegninger. Og det viltre hår lavet i træ!

Spillet kan udvikles

Dukken føres af Christian Bergman med megen varme og følsomhed. Jeg ville bare ønske, at der havde været lidt mere plads til prinsens klingende latter, når de voksne ikke forstår de simpleste ting. Og man kan godt bryde 'naturalismen' og en gang i mellem (ikke for ofte!) give rum for samspil mellem dukke og dukkefører, de er jo på samme hold.

Der er også rum for større emotionel bevægelighed - sorg, jubel, skuffelse, undren. Det er altid en god ting at tage modsætningerne længere ud, at skærpe omstændighederne.

Jeg ved ikke om eller i hvilken grad, Bergman har erfaring med dukker, men alt i alt synes jeg han slipper godt fra det. Og det var en premiere jeg så, så jeg er tryg ved, at det vil udvikles videre med mere spillerutine.

Det samme kan siges om Morten Hembos mange figurer. Premierenerver kan godt forklare det højlydte overspil, som gjorde figurerne langt mere nuancefattige, end de kunne være. Det kan diskuteres om Kongen, som prinsen møder på sin rejse fra sin asteroide til Jorden, er en komisk eller tragisk figur, men fjollet er han ikke! Noget tilsvarende gælder for Den Forfængelige Mand, for Forretningsmanden og for Videnskabsmanden.

Der hvor Hembos evne til karakterisering kommer bedst til sin ret, er i prinsens møde med Ræven - som også er et højdepunkt i bogen. Netop fordi dette forløb er så alvorligt, så meningsbærende, bliver ræven sjov. Hele voksen-problematikken bliver tydelig gennem rævens ønske om, at prinsen skal gøre den tam. Situationen munder ud i en morsom sang, hvor Hembo/Ræven tager kegler overfor de yngste i publikum.

Hvem er den lille Prins?

Og apropos sange: Det hele kører temmelig trofast efter bogen, inklusive den foreskrevne dialog, men Teater Next har også valgt at skrive enkelte sange ind. Det giver nogle – og gode – afvigelser fra bogen. Drankerens vise tjener fint som et hvilepunkt, og musikken undervejs i hele forløbet er en stor gevinst for forestillingen - både den der kommer over højttaleren og den der spilles live af Mads Kronborg.

Spillerne er klædt i sort, og den nødtørftige scenografi er også mørk. Den tjener sit formål som spilleplads med muligheder for bevægelse. Men jeg kan ikke se hensigten med det ophøjede plateau og stigen derop, det bliver en idé, der aldrig rigtigt bliver brugt.

Antoine de Saint-Exuperys bog er ikke en Peter Pan-historie om aldrig at blive voksen. Det er tværtimod en historie om, langsomt, og lidt lattermildt, og lidt gammelklogt - og med lidt Gajol-agtige visdomsord -at forstå den voksne verden og alle dens mærkværdigheder, om at indse ens eget ansvar – for sin egen planet, for sin egen blomst, om at passe på noget mere end sig selv.

Teater Next er kommet godt fra start, ikke kun med at vove sig ind på en stor opgave som 'Den Lille Prins', men også at give den berømte historie et scenisk liv, som burde kunne fascinere både voksne og børn – og allerhelst voksne og børn sammen.