4. september 2019

Kun for hankønsvæsener

Titlen siger det hele: 'Mand til mand'. 

Teatret ZeBU's ene kunstneriske leder, Jørgen Carlslund, står bag ide og instruktion til en forestilling, der har fokus på den nye generation af teenagedrenge, som er på vej ind i voksenlivet, men ikke har styr på de nye manderoller, de skal fylde ud.

Teatret gør selv opmærksom på, at 'Mand til mand' som udgangspunkt kun er for drenge (13+) og følgelig spilles for et publikum, der betragter sig som drenge.

I enkelte tilfælde åbner teatret dog op for, at der bliver spillet for et blandet publikum, ligesom kvindelige lærere, pædagoger og andet fagligt personale kan se forestillingen sammen med drengene. Både ved de kommende stationære forestillinger og senere turneforestillinger.

Det gælder også, når 'Mand til mand' får urpremiere i forbindelse med Horsens Teaterfestival (20.-22. september), hvor den spiller to gange fredag eftermiddag og aften. Og altså for et blandet publikum af lokale unge og voksne, formidlere m.fl.

Det betyder i øvrigt også, at forestillingen kan ses og anmeldes til Teateravisen på Horsens-festivalen af Kirsten Dahl.

I sit udgangspunkt er 'Mand til mand' således nok en provokation, men også et dramatisk forsøg på at skabe et rum, hvor der er 'plads til at debattere manden i et moderne perspektiv, kønsroller og #metoo – mand til mand', som det præsenteres af teatret. 

Efter urpremieren i Horsens spiller 'Mand til mand' på ZeBU på Amager 25. september – 6. oktober. Primært med adgang for drenge og mænd.

Emnets mere alvorllige udfordringer til trods lover forestillingen både sjov og alvor, tilsat nykomponeret musik og elementer af interaktivitet.

Se mere på www.zebu.nu

(Billedet: Jan Overgaard Mogensen & Carl Martin Norén er de to medvirkende i 'Mand til mand'. Foto: Jens Hemmel)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne