17. september 2013

Kulturstøtte fra EU

Det kan ofte være en langsommelig og indviklet proces at hive kulturstøttekroner ud af EU, selvom man måske har glimrende internationale samarbejdsprojekter på blokken.

Men danske (børne)teatre kunne med fordel forsøge sig mere, for det kan godt lade sig gøre at få endog substantiel støtte til forestillinger og projekter.

Således fik ASSITEJ Danmark og Sverige et pænt tilskud til afvikling af verdenskongressen og den tilhørende internationale teaterfestival i maj 2011 i København og Malmø, og Odsherred Teaters kommende forestilling, 'The Story of Pim and Theo' – en interaktiv forestilling, der tager udgangspunkt i mordene på politikeren Pim Fortuyn og filmmanden Theo Van Gogh i Holland – er støttet af EU med over en million kroner.

Forestillingen, der kan opleves på Odsherred Teater 25. oktober – 1. november 2013, er et samarbejde mellem Odsherred Teater, New International Encounter England, Korjaamo Cultural Factory i Finland og Stiftelsen NIE i Norge. 


Også Kedja – der er en platform for nordisk/baltisk moderne dans i regi af Dansehallerne, har opnået støtte fra EU's kulturprogram et par gange.

Det fortæller projektleder Kamma Siegumsfeldt om på en kommende workshop om 'Kulturstøtte i EU', som arrangeres af Scenekunstnetværket Region Midtjylland 26.-27. september på Kedlen, Godsbanen i Aarhus for producenter, administratorer, kunstneriske ledere, fundraisere mv.  

Tilbage i juni 2013 afholdt Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles et uddannelsesseminar om EU's kulturstøttemuligheder, hvor forretningsfører Dirck Backer fra ASSITEJ Danmark deltog og siden i en omfangsrig rapport konkluderede, at 'mulighederne for EU-penge er der – og pengene, der er at hente, er ret store'.

Rapporten kan læses på ASSITEJ's hjemmeside, www.assitej.dk under linket: 'materiale-til-medlemmer'.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne