27. oktober 2011

Kulturmøde som børneteater

Sidste år producerede Teater2Tusind forestillingen 'Fata Morgana', der fik fine ord med på vejen i Anne Middelboes anmeldelse her på portalen, men trods sin aktuelle problematik om kulturmødet mellem hvid og sort, kolonialist og indfødt, ikke blev nogen sællert til landets skoler.

Det rådes der nu bod på, når 'Fata Morgana' i november måned og igen til februar gæster seks danske skoler i multietniske områder som led i et projekt, der også omfatter workshops, læreprocesser og integrationskonferencer. Forestillingen spiller i alt 36 gange i november og igen 18 gange i februar – og det er et voldsomt stort antal forestillinger i en tid, hvor danske børneteatre generelt har svære afsætningsproblemer.

'Projekt Fata Morgana' er støttet af Bikubenfonden med det  overordnede formål at skabe nysgerrighed og forståelse for forskellige kulturers indvirkning på hinanden, og det henvender sig til elever i 3. til 9. klasse. De deltagende skoler er Provstegårdskolen i Odense, Skolen ved Rønnebær Allé i  Helsingør, Abildgårdskolen i Vollsmose, Ellekærskolen i  Århus, Dybbøl-Skolen i Dybbøl og Vejlebroskolen i Ishøj.

To klasser ad gangen ser og oplever forestillingen 'Fata Morgana', hvor danske Peter Seligmann og zambianske Douglas Mumbi på humoristisk vis udfolder kulturmøder i teatrets rammer. Efterfølgende afholder skuespiller Henriette Rosenbeck en workshop med eleverne – og skolerne arbejder siden videre med teamet i dansk, drama og billedkunst. Resultaterne af elevernes arbejde bliver uploaded på hjemmesiden projektfatamorgana.dk. som dokumentation – og til inspiration for andre skoler.

På hjemmesiden ligger oplæg til æstetiske læreprocesser og her kan man bl.a. finde et definitionsspil og læse et interview med Tahir om, hvordan muslimske piger bryder den sociale arv m.v.

I projektperioden indgår en række torsdag aftener, hvor forestillingen 'Fata Morgana' er en del af en konference, hvor forfatter og foredragsholder Hans Lassen fra firmaet Sisyfos leverer overraskende tal og statistikker omkring integrationsforhold som oplæg til dialog.

Mere om Teater2Tusind på www.teater2tusind.dk

Læs evt. også interview med teaterleder Peter Seligmann i anledning af teatrets tiårsjubilæum.

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne