Af: Kirsten Dahl

19. februar 2014

Kuffertteater med legestuekrymmel

Styrken i 'Luk op' er kontakten, roen og fornemmelsen for, at det er genkendeligheden og enkelheden i de små kuffertfortællinger, som tæller.

Hvad skal man kalde en sammenkomst, som ikke hele vejen igennem er iscenesat teater? Hvad er et godt ord for 35 minutters samvær mellem Sif Jessen Mymøller (Sif) og det dusin børn i alderen et til tre år, som ledsaget af deres voksne er sammen inde i et lille hvidt, rundt rum med stjernebroderede vægge – når det, som sker, er, at Sif åbner de små børnekufferter, hun sidder midt imellem og inviterer børnene med på en oplevelse af små fortællinger og kuffertting, som rummer sang, rim, remser, dukkeanimationsspil og 'kom og leg med initiativer'?

'Kuffertteater med legestuekrymmel' har jeg skrevet som overskrift – for at gøre opmærksom på, at teaterdelen heldigvis fylder mere end legestuedelen, selvom den snildt og med fordel kunne fylde endnu mere.

Teater- og legeelementer er også – som en kvalitet – blandet meget organisk mellem hinanden i en helhed, hvor jeg dog savner  flere teateriscenesatte nuancer i de små enkeltdele. Lidt flere overraskelser hist og pist. Og lidt mere leg med stemningsskift.  

Bamse-ae

'Jeg gemmer på overraskelser', er noget af det første Sif siger. Overraskelser som er inde i alle de kufferter, hun samler på.

'Lilla, blå, rød, grøn', siger hun og kikker rundt på kufferterne, som er stablet i to tre etager i en halvcirkel omkring hende. En 25-30 stykker talte jeg dem til.

Selv tæller hun ikke så langt, mens hun peger rundt på kufferterne og siger: '1,2,3…8'. Det er nemlig ikke antallet af kufferter, som er vigtigt, men at de bliver åbnet og taget i brug.

Sif vælger en kuffert, åbner låget og tager tre små bamser op og sætter dem på låget en for en. Idet hun så lægger først den lille og så den mellemste ned på låget fortæller hun, at de ikke har svært ved at falde i søvn, men det har den store, som hun ikke lægger ned – 'Men så skal man bare ae den på maven' – og så rækker hun bamsen rundt, så de børn, der gerne vil ae bamsen, får lov til det.

Nogle børn har lyst, andre ikke, og Sif giver tid og plads til, at det kan blive alles tur og til at alles valg er lige gode. Og selvfølgelig er der ae nok til, at bamsen falder i søvn!

Lidt efter rækker Sif en lille kuffert til hver af børnene (som der viser sig at være en lille bamse og en lille dyne indeni) – og sikken en bamse-omsorg og (kuffert)raslen der breder sig.

Sjovt at se hvordan børnene vil deres bamse det forskelligt. Nogle børn putter deres bamse. Andre krammer deres. Mens andre børn igen er mere interesserede i hvad Sif eller sidemanden laver.

Gummistøvleartist og tårnbyggeri

Siden ser børnene Sif være til teselskab hos sin dukke. De følger en giraf kravle op på hårtoppen af Sif i en rimende remse. De inviteres til at bygge med de træklodser, som Sif hælder ud af en kuffert og undervejs bygger et tårn, en bil og et dyr af. Nogle børn sidder som fluer omkring en kage ved klodserne, andre bliver siddende på deres puder tæt på deres ledsagende voksne.

Til lyden af cirkusmusik fra en lille rød kassettebåndoptager byder en kuffert også på en lille gummistøvleartist som både kan balancere på en bold og gå på line i arbejdstiden, mens den i fritiden hopper i vandpytter.

Gummistøvleartistscenen, som er den mest iscenesatte sekvens, virker til at være højdepunktet for nogle af børnene. Andre synes mere optagede af selv at være i aktivitet, når Sif inviterer til det. Andre igen virker mest grebet af at lytte til og se på en snurrende smykkeskrinsdanserinde foran et spejl med kulørte lamper, eller at se ned i en kuffert, der er indrettet som en lille have med andedam og dyr.

Fælles for alle børnene er imidlertid, at de åbenlyst tilkendegiver over for deres voksne, at det her er en rigtig hyggelig stund.

En stund hvor der er ro på og tid til dvæle, samtidig med at der lige så stille sker nye ting, fordi Sif med den ro, hun selv udsender, både kan være deltagende tilstede og styre et forløb hen til den finale, hvor hvert barn får lov at vælge en lille fingerdyrsdukke, som de bruger til at nikke farvel med og bagefter får at vide at de gerne må beholde.

'Luk op' er en afprøvning af et reelt interaktivt teateroplevelsesforløb for blebørn og små der lige har smidt bleen.

I det lys er det et modigt eksperiment, som på 'minussiden' har, at de små kuffertoverraskelser godt kunne være mere teateriscenesat, og på 'plussiden' har, at Sif med sit væsen og sine gøremål formår at lukke børnene ind i et rum, hvor deres intuitive legelyst mødes med teatrets form- og fabuleringsglæde. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.