Af: Kirsten Dahl

5. november 2015

Kringlet Taliban-teater

'Malala' bliver spillet med energi og nerve. Men forestillingen når ikke rigtigt ud over scenekanten som en vedkommende fortælling. Hovedsageligt fordi en meget ordfyldt og kompliceret tekst bliver iscenesat for umusikalsk og med upræcise greb undervejs.

Historien er sand, barsk og vigtig. Malala, en kun 14-årig pige, som bor i det nordvestlige Pakistan, sætter sig op imod Taliban. Hun nægter at bære tørklæde og trodser Talibans påbud om, at piger ikke må gå i skole.

Og hun gør mere end det. Hun begynder aktivt at kæmpe for kvinders rettigheder ved at skrive protestindlæg på blogs og andre medier. Hun bliver en reel trussel for Taliban.

Malala er i den fundamentalistisk islamistiske optik et symbol på vantro og utugt. Malala skal ryddes af vejen. En almindelig tirsdag fyrer en elefanthue-maskeret Talibankriger sit maskingevær af. Direkte ind i en skolebus. Han rammer uskyldige piger og skyder et stykke af Malalas kranie og knuser hendes ene øre.

Malala flyves til et hospital i England. Hun bliver opereret flere gange og overlever.

Kompleks og knudret tekst 

'Malala' ligner ikke Teatret Møllens mange forrige forestillinger. Fortællingen er meget mere direkte. Vi få de barske begivenheder smækket i hovedet ,som de er. Der er mange fortællelag, samtidig med at teksten undervejs er lidt knudret og gentager sig selv lige lovligt meget.

Connie Tronbjerg bevæger sig med både nerve og engagement som fortæller ud og ind af monologens mange fiktionsniveauer i et rum, hvor det eneste scenografi er en tavle i baggrunden og en stol.

Hun kommer publikumsimødekommende med mange konkrete eksempler fra Malalas liv i Pakistan. Som den midaldrende vestlige kvindelige forfatter, der sætter sig for at ville skrive Malalas historie, funderer og stiller hun direkte, etiske og samfundsrelevante spørgsmål til publikum i salen.

Alt imens visualiserer Hartvig Hansen historien med små kridttegninger på en tavle i baggrunden. Få gange træder han også ind med replikker, fx som Malalas lillebror.

Teksten fylder på den led meget og står meget alene på scenen. Musik og teaterlys er der ingenting af. 

Eksperiment-scene-forestilling

Det giver ikke mening at forvente af Nikolaj Mineka, at han som iscenesætter plagierer Gitte Kath – at han fortsætter Kaths teaterunivers-linje med cirkusstemning, live-musik og mange medvirkende.

Mineka er i sin gode ret til med 'Malala' – som i et kortvarigt produktionsforløber er blevet til i Det Åbne Rum på Teatret Møllens nye eksperimental-scene – at slå andre og mere stofligt-barberede toner an.

Den virkelige hændelse og den engelske dramatikers Nick Woods monolog 'A Girl With A Book' lægger ikke op til sjov og spas. Så meget i iscenesættelsen er forståeligt.

Problemet er bare, at 'Malala' ikke fungerer særligt godt som teater, hverken for den primære målgruppe eller for voksne. Det skyldes flere ting.

Vanskelige fiktionslag og velfungerende tavletegninger  

'Malala' tager fat i et politisk komplekst emne, som det ikke er sikkert, at målgruppen er særligt bekendt med på forhånd.

Teksten kan i sig selv med sine mange fortællelag og indimellem vanskelige ord være vanskelig at holde styr på for en 6. klasseelev. Og Hartvig Hansens norske er måske ikke lige let at oversætte for alle skolebørn.

Det er dog et stort plus, at Møllen har valgt at tilføje Hartvig Hansen som tegner. Det er med til at afklare fortællingen, at han tegner med på bagvæggen – en drone, en moske, et landskab, en skolebus, et filmkamera, en elefanthættemand m.v.

Og det giver liv til en iscenesættelse som har noget tungt over sig. Det er som om Tronbjergs spil ikke helt 'har fundet melodien'. Jeg savnede i al fald både pauser, større udsving og mere præcision. Fortællerytmen virker undervejs lidt anspændt presset og for fattig på udsving.

Springene fra figur til figur og fra fortællelag til fortællelag er heller ikke altid helt klare. Det vil fx være fint med større præcision og flere nuancer i den måde, hvorpå Tronbjerg ved at række sine briller frem markerer, at nu spiller hun Malalas far.

Forestillinger kan sagtens blive fantastisk teater med kun en skuespiller og nærmest intet andet på scenen. Men i tilfældet her får man en fornemmelse af at stemninger, indholdsessens og måske sågar den manglende teatermagi vil kunne vokse frem, hvis man strammer op på det nuværende eller hvis man indarbejder en lysætning, flere enkle rekvisitter og måske noget musik.

Emnet er aktuelt. Thonbjerg er en dygtig og erfaren skuespiller. Hansens tegninger gør meget godt for forestillingen. Og Mineka har i andre produktioner vist at han kan sætte meget velfungerende og musikfyldte forestillinger op.

Måske vil 'Malala' med tiden få mere liv. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.