Krigslogik og kærlighedsstyrke

Som voksen kan man næsten ikke komme til at se Teatergrads forestilling 'Krig – i børnehøjde'. Denne forestilling er nemlig skabt til børn i deres eget miljø – til et klasselokale på skolen – og her bliver voksne, der ikke er lærere, jo normalt ikke inviteret indenfor.

Når det alligevel lykkedes så uproblematisk at overvære en forestilling, så skyldtes det, at skuespillerne Sandra Yi Sencindicer og Rolf Hansen fascinerede de 10-14 årige tilskuere så ubetinget, at børnene brugte al deres energi på at koncentrere sig om skuespillerne. Vi andre medvoksne på stolene op ad væggen blev næsten glemt…

'Krig – i børnehøjde' er en titel, der holder, hvad den lover. De to skuespillere sætter sig i hvert fald fysisk ned på gulvet mellem børnene og taler, og så udfører de ellers deres interaktive teaterfusion af en forestilling og en workshop.

At være elsket

Det begynder egentlig med en fortælling om en 10-årig pige og hendes far. ’Han elsker sin familie, han elsker sin kvinde, men allermest elsker han sin datter,’ lyder det om denne familie ved en sø. Men straks ændres stemningen, fordi fortællingen forandrer sig fra en forestilling til samtale.

’Hvordan ved man, at man er elsket?’ spørger en af skuespillerne. Og selv om en voksen vel knap kan besvare den slags store livsspørgssmål, lyder det straks fra et af børnene: ’Man kan mærke det.’

Så er det ligesom sat på plads.

Lyden af krig

Man kan også mærke krigen i forestillingen. Børnene bliver sat på gulvet med lukkede øjne, hvorefter skuespillerne spiller forskellige lyde for børnene - og bagefter fortæller børnene levende om lydene, de har oplevet. Den heftige lydcollage af Marie Louise von Bülow rummer både skud og meget voldsomme eksplosioner, men senere hen også jazzede toner med lyden af en blød kontrabas…. Alle følelser bliver berørt her, og lyden alene får kroppen til at rejse væk fra klasselokalet i fantasien – langt væk til pigen ved søen.

Ord om krigsfanger

Skuespillerne fortæller videre på historien om pigen og om, hvordan pigen en dag får øje på en fremmed båd, der kommer sejlende fra den anden side af søen - med dreng på hendes egen alder.

Fortællingen er stærk og god. Men det er samtidig svært, at børnene hele tiden bliver forstyrret af samtaler, hvor de selv skal foreslå, hvad der skal ske i fortællingen – og hvor de skal udveksle fakta om krig. De børn, som jeg oplevede forestillingen sammen med, var uhyre reflekterede omkring krigen – og de vidste alt muligt om internationale konventioner og krigsfanger. Men tekstmæssigt virkede forestillingen lovlig konstrueret.

Måske har Teatergrads samarbejde med Røde Kors alligevel stækket noget af den kunstneriske frihed i projektet? Det lød i hvert fald som noget af en falsk tryghed at fortælle børnene, at det er ’rart at tænke på, at der altid er mennesker, der er parate til at hjælpe’. Den politiske korrekthed rækker i hvert fald ikke langt, når de samme børn ser nyheder om, at hospitaler i Syrien bliver bombet…

Varme i stemmen

Forestillingen er åbenbart opstået som et ’devising’ projekt, hvor replikkerne er skabt af de medvirkende og instruktøren i fællesskab – og af dramaturgen Sosha Tererowska.

Forestillingens styrke er dog kernefortællingen om pigen. Når Rolf Hansen spiller drengen i båden, der rækker sin amulet frem mod pigen og med lykkelig varme i stemmen siger: ’Ved du godt, at du lige har reddet mit liv?’ - så smelter man som tilskuer. Og når Sandra Yi Sencindiver forklarer, at hun kan mærke en varme i hjertet, så tror man på hende – og så forstår man, at følelsen af kærlighed er stærkere end følelsen af had.

At historien om pigens far derefter udarter sig temmelig urvoldeligt, det er vel nødvendigt, hvis forestillingen skal favne hele det uoverskueligt store emne ’krig’.

Forhærdede voksne

Det imponerende sanselige ved forestillingen er dog, at et helt almindeligt klasselokale forvandler sig til en krigszone. Mie Riis’ diskrete og effektive gulvscenografi har blot nogle få, men yderst velvalgte rekvisitter – og den lille kærlighedsamulet er helt rigtig… Samtidig skaber denne enkle venskabsgave en god og ærlig kontrast til nogle af den forlorne voksenlogik, som også var en del af forestillingen.

’Sådan er krig!’ lød en forhærdet voksenreplik. Derfor var det skønt at høre, at forestillingen netop også rummede børnenes protest over at skulle videregive de voksnes urhad i den slags postulater.

’Han er et menneske lige som dig og mig,’ lød i hvert fald en af de børnesætninger, der gjorde godt. Også i maven.

'Krig – i børnehøjde' er en stærk forestilling, fordi den opbygger en stemning af næstekærlighed, som føles ren. Så når tilskueren mærker, at denne medmenneskelighed bliver trampet ned af had og våben, så føles det meget voldsomt og ubehageligt – og så får tilskueren lyst til at protestere.

Her bliver kærlighedsstyrken stærkere end krigslogikken. Og det føles godt.