’Skønheden & Udyret’ handler i et magifyldt set-up om ærlig hjertegodhed, om kærlighed og om at løsrive sig fra sine forældre (far). Eventyrets personer må gå grueligt meget igennem for at få det godt.
Hvor omkostningsfuldt det er, mærker vi desværre ikke rigtigt i Svalegangens Dukketeaters bearbejdning og opsætning. ’Beate & Bæstet’ er præget af for lidt brod og af personer med for ens og svage temperamenter. Vi mærker ikke rigtigt, hvad der er på spil.
Forestillingen – der vel at mærke foregår som papirteater inden for dukketeatrets lille kukkasseramme – har en udmærket inderlighed og ro over sig. Klogeligt har forestillingen fravalgt overflødig ydre sminke og undladt kunstigt opstyltet effektjageri. Forestillingen forløber stille og roligt. På den led kærligt og ærligt – som budskabet i eventyret.
Der er en god portion virkningsfuld zoom i visuelt at skulle fokusere på så lille et format. Det giver koncentration omkring historien, at den foregår inden for så lille et kvadrat som, Dukketeatrets ramme er. Det er som om man bliver suget ind i historien. En historie som er filigran-fin at se på med billedsidens mange detaljer og dybdeperspektiviske flader. Med store naturvidder og Bæstets illuminerede slot som dukker op bag den mørke skov i baggrunden. Med en herskabsstor slotsaula med symmetriske trapper og soveværelsesgemak på første sal. Med et gigantisk bibliotek med reolrækker, der bugner med bøger. Med Beates pauvre lavloftede hjem. Og med en slotsrosenhave, der i baghavemørket emmer af noget hemmelighedsfuldt, som både er trist, farligt og rigtigt godt.
Men historien, som fortælles i rammerne med små papfigurer, som glider ud og ind af de perspektiviske kulisser, virker – som nævnt – for glat.
Nutidsbarn og voksenklogskab
Katrine Troensegaard har opdateret det gamle eventyr (som kan føres helt tilbage til Frankrig omkring 1740 med ’La belle et la bête’). Hun har konstrueret en nutidsramme udenom ’Skønheden & Udyret’ ved at placere en fortælling om en dreng, Sigurd, der ikke gider følge med rundt på en museumsrundvisning, men i stedet lidt nødtvungent bliver interesseret i at høre eventyret om ’Beate & Bæstet’ fra en pludselig opdukken Mrs. Bea.
Hvad vinder stykket så ved det? En kort indledende snak om kunst og kærlighed, der knytter an til teater som fiktion og til essensen i eventyret.
Afslutningsvis nok et par ord om samme. Nu i form af nutidsbarnet Sigurds håndfaste oplevelse af eventyret. Sigurd nægter at tro på, at Bæstet kan vågne op og blive til en prins. Men Mrs. Beas voksenklogskabsfyldte genbetoning af at kærlighed kan flytte bjerge, når den bliver til magi, overbeviser drengen.
Og endelig, som stykkets lille raffinement, en visualisering af, at Mrs. Bea nok er eller kunne være Beate, og at museet, de befinder sig på, er eller kunne være selv samme slot, hvor eventyret fandt sted – med det virkningsfulde sammenfald af teater og virkelighed, det giver.
