Kornmoderen må findes!

Dronning Margrethe kommer ikke kun i Det Kongelige Teater. Hun har nemlig også fast plads i kongelogen i Riddersalen. Selvfølgelig har hun dèt. For det første er det jo Jytte Abildstrøms teater, og det er noget alle ved, at dronning søger dronning. For det andet fejrer Riddersalen 100 år i år, hvilket afspejler sig i sæsonens repertoire.

'De underjordiske' er rigtignok ikke 100 år, men 20-års jubilæum kan forestillingen fejre nu i 2014. Den har været omtalt i Teateravisen tidligere (i Børneteateravisens papirudgave ved premieren i 1994, red.), den gang den var ung og frisk, men nu ville redaktøren tjekke om den stadig holdt fanen højt og sendte en af sine ovenud kyndige skriverkarle af sted til det gamle og hyggelige teater i Allégade for at gå dem økologiske beretning efter i sømmene.

Mikkelsmesse

Den 29. september er der Sankt Michaels og alle engles dag, og indhøstningen er slut for i år. Kornet er kommet i hus, og det sidste neg bindes som en kvindefigur - en kornmoder. Og så skal der danses. Laden fyldes med glade bønder, piger og ungersvende - og musik og sang og latter.

Men - o gru! - midt i hurlumhejet forsvinder kornmoderen. Og det ikke hvilket som helst neg, der er blevet væk Kornmoderen - eller 'kællingen' - har betydning for så mangt og meget. For næste års afgrøder, for menneskers og dyrs og nissers trivsel på gården og ikke mindst: Det bliver aldrig nogen ordentlig jul, uden at Mutter Korn kan stå på hæderspladsen oppe på væggen.

Skræmte, men også eventyrlystne, stædige, men også vaklende, lægger Flora og Ebbe, gårdens to yngste, ud på en farefuld færd for at finde kornmoderen.

Originalt

Utallige juleforestillinger handler om angsten for, at der ikke skal blive nogen jul, og om kampen - det vil sige børnenes kamp - for at den skal gennemføres, og med stil, og om nissernes aktive og tryllende hjælp.

'De underjordiske' handler jo i og for sig om det samme - om at redde julen - men perspektivet er langt større, udgangspunktet langt mere interessant end grosset af mere eller mindre letvægtige julefrembringelser. Én ting er, at ideen med kornmoderen er original og god, men i tillæg kan man godt mærke teatrets helhedsopfattelse af natur og bæredygtighed og økologi, både i accepten af Jorden som et fælles hjem for os alle, og en insisteren på at der skal være balance mellem mennesket og dets omgivelser. Og - NB! - nisserne  er ikke en afgørende faktor.

Flora og Ebbe (Ragnhild Kaasgaard og Ole Håndsbæk) tager af sted på en rejse, der fører dem til lands og til vands og til og med op til vejrs - og dybt ind i naturen. De møder de underligste væsener, der befolker de forskellige områder - vindblæste hvidhårede oldinge, drillende jordbundne underjordiske, en geskæftig edderkop, tre luftige gratier, mosekoner, vandmænd, en rottetrio med blues-feeling, osv. osv.

Dramatikeren Signe Birkbøll, som også spiller med på scenen, har lagt spandevis af fantasi for dagen. Den måske vigtigste figur - den der er til størst hjælp for Flora og Ebbe - er en morsom lygtemand i form af et rullende miniature-gespenst med høj cylinderhat à la Kierkegaard og ekspressive arme. Takket være ham og hans mærkværdige tale i gåder og rim, kan de to finde frem i det underlige univers, de skal i gennem.

Alle sejl sat til

Riddersalen har sat alle sejl til i denne forestilling. Dekorationselementer hives op og ned, træer kommer ind fra højre og venstre, kulisser og sufitter og bagtæpper skiftes i korte intervaller og giver karakter og omgivelser til hvert nyt sted, hvor Flora og Ebbe havner på deres færd.

Og kostumerne følger trop. De oprindelige bønder, piger og ungersvende har tøj der danner et konglomerat af europæiske folkedragter fra Island til Peloponnes. Og den øvrige kostumering giver på overbevisende måde illusionen om mosekoner og syngende Ariels, om ulykkelig grædende stene og bløde vandliljer. Og så videre, og så videre. Masse opfindsomhed og tilsvarende bunker af arbejde for teknikere og systue. Bravo!

I det hele taget er dette en forestilling, der fascinerer. Selve historien er forudsigelig - jo, jo - og det vrimler med klicheer - vist, vist - men der sker noget hele tiden, og det er en visuel bonanza. Selv i pauserne med tæppet nede (for de nødvendige sceneskift) sker der noget. Ofte totalt irrelevant for historien, men ikke desto mindre underholdende og med til at holde publikum i ave.

Til gengæld savner jeg en større farlighed. Jeg er sikker på at børn fra 6 år og op er godt i stand til at tage situationer med mere hår på brystet, og når historien nu en gang er bygget op som et klassisk folkeeventyr, kan man godt tillade sig nogen skumlere passager ind i mellem. Såvel iscenesættelsen som spillet kunne have været skærpet, så situationerne kunne stå tydeligere frem, mere spændende og uforudsigelige. Børn kan nemt afsløre slap lade-som-om-rædsel og gennemskuer hurtigt fjollerier. En god historie som denne må ikke blive for tuttenuttet.

Sjove ideer og berigende musik

Når det er sagt, skal jeg også nævne, at der er mange sjove ideer i iscenesættelsen, og hver for sig er de enkelte 'stationer', som Flora og Ebbe når frem til i deres jagt på kornmoderen, udformet med sans for forskellighed, og møderne med natur og dyr og mystiske væsener er hele tiden interessant. Morsomst er mødet med tre hylende stene med sans for det sørgelige i tilværelsen.

En stor gevinst for forestillingen er musikken. Der synges fint fra scenen, både solo og tutti, på 'rigtige' steder. til livligt tonefølge fra det lille orkester. Men det bedste er hvordan musikken er integreret i handlingen, her med heftige attacca-overgange, der med rolig underlægning.

De tre musikere: Niels Iver Shilling på piano, Mette Smidl på violin og Poul Høxbro på piber og fløjter og alskens slagtøj, giver et lydbillede, som hele tiden er en berigelse for, hvad der foregår på scenen.