Kontoret som kampzone

Teatret Brændende Kærlighed har i mange år lavet forestillinger, baseret på den samme grundide. Det handler om magtstrukturer, hvor tilsyneladende stærke mænd og kvinder kommer ned med nakken på en eller anden måde. Som oftest fuldt fortjent, for de er gerne nogle små, emsige typer, der irriterer mere end de vækker sympati.

I de senere år har kvaliteten af forestillingerne svinget noget – ikke på grund af de medvirkende, der som regel kan deres kram, når det gælder komisk overspil og virtuoseri udi klassisk gøgl og slapstick. Nej, det har været historierne, der var truet af dramatisk tomgang. Men ikke her. Denne gang udspilles magtkampene i et internationalt transportfirma, hvor den kvindelige chef (Line Svendsen) højt oppe på et bjerg af trækasser holder sig i telefonisk kontakt med hele verden, når hun da ikke tyller mondæn og fedtfattig kaffe i sig, hvorpå hun gør et behjertet, men håbløst forsøg på at ramme papirkurven uden for kontoret.

Alle disse brugte kaffebægre kan firmaets pernittengrynede kontormand (Kristian Dinesen) slet ikke holde ud. Først mistænker han firmaets praktiske gris (Jens Kløft) for svineriet, men opdager derpå, at det er chefen, der er problemet. Hvad gør en lille pedant så? Konfronterer hende? Ja, det burde han, men som alle små kontortyranner gemmer der sig samtidig en fidel underdanighed i ham, når det gælder mødet med den virkelige magthaver. Heldigvis får den praktiske gris hidset ham op – men resultatet er blot en blank afvisning. Der er ikke noget i vejen med chefen, og sådan er det bare! Hvorpå de to kontorkulier varsler strejke, der ender med alles ophidsede jagt på alle, inden klokken lyder og arbejdsdagen omsider er forbi. Med den komiske slutpointe, at de tre kamphaner pænt siger farvel og på gensyn i morgen, hvor det hele givetvis begynder forfra.

I Bodil El Jørgensens sikre iscenesættelse skiftes de tre kamphaner til at komme ned med nakken, og det giver anledning til mange, ret sjove misforståelser og såvel verbale som fysiske overfald, hvor der både bliver slået med mapper og kaffekrus. Brændende Kærlighed har altid excelleret i uheld på scenen og andet klassisk slapstick-gøgl, der kræver præcision, opfindsomhed og teknik. Og denne gang lykkes det virkelig at få historie og komiske falde på halen-numre til at forenes. Line Svendsens perfekte og let distancerede kontormokke passer fint til Kristian Dinesens indædte pedant, og så klæder det Jens Kløft, at hans klassiske, robuste lille mand på gulvet-figur har lagt det koleriske på hylden til fordel for en mere jovial og dæmpet facon.

Vanen tro siger de ikke så mange forståelige ord, og dem, der er, er på engelsk, mens resten er morsomt vrøvlesprog, mens kroppene og blikkene sørger for resten af galskaben, så vi virkelig får fuld valuta for pengene.