Konflikter, kønsroller og klicheer

Det er altid interessant og inspirerende at være til børneteaterfestival. At se så mange forestillinger, koncentreret over nogle få dage. Nogle gange er det 'aj-det-må-kunne-gøres-bedre'-inspirerende, og andre gange er det 'wow-jeg-må-tage-mig-sammen-hvis-jeg-skal-være-med-her'-inspirerende.

Festivalen i Frederikssund var ingen undtagelse. Når man ser mange forestillinger (og hører om lige så mange), begynder forestillingerne at tale sammen.

Forestillingernes, skal vi kalde det mentalitetsmæssige, indhold begynder at vise sig, og de begynder at give samlede billeder af, hvad skaberne af forestillingernes bevidste eller ubevidste syn på verden er.

Og det er interessant. Man kan ligefrem begynde at se tendenser. Nogle af disse tendenser jeg så på årets festival, vil jeg, helt subjektivt og generaliserende, forsøge at pege på her.

Uinspirerende forældre

Alle forældre i forestillingerne er stressede, syge, vrede, onde, døde, skilte, fjollede, svage eller i bedste fald fraværende.

Man kan undre sig over, hvordan verden overhovedet kan hænge sammen, når den styres af sådan en flok idioter. Hvad fortæller det børn og unge om at blive voksen?

De voksne, forældrene, er i hvert fald på ingen måde inspirerende, og de har slet ikke noget, der bare ligner en spændende eller konstruktiv fremtidsvision.

Og som mand må jeg sige: Hvor er de gode, stærke mænd og fædre? Kan det virkelig passe, at det slet ikke er muligt, ærligt at præsentere en mand, der på en positiv måde udfylder en mande- eller faderrolle, så børn og unge kan sige: 'Ja, sådan skal en rigtig mand, en far, være'?

Teatret skal på ingen måde forskønne virkeligheden og dens voksne, men skylder vi ikke vores publikum et par positive eksempler? Er børneteatrets billede af voksne virkelig sandt?

Negative ungdomsforestillinger

Ungdomsforestillingerne på festivalen handler om selvskade, spiseforstyrrelser, vold, stoffer, mobning, skilsmisse osv., og det er meget vigtigt at tale om alle disse problemer, selvfølgelig er det det.

Men det er meget svært at finde ungdomsforestillinger, der taler til noget kollektivt og positivt inspirerende, udenfor det meget lille rum, der hedder 'mig'. Der er kun ét rum, det individuelle; det kollektive findes ikke.

Er der virkelig ikke noget større og mere inspirerende de unge kan/skal spejle sig i? Er alle livsomstændigheder udelukkende vores eget ansvar?

Jeg spørger mig selv, om vi ikke skylder de unge at forsøge i kunsten at definere et 'os' og vise, at der er værdi og energi i gruppen, hvad enten gruppen er en fodboldklub, en familie, en nation eller en seksualitet. At gruppen kan hjælpe, og at vi har et ansvar for hinanden, som 'os'.

Det er slidsomt og smertefuldt at være ung og blive voksen, men det hele kan vel ikke være udelukkende negativt, eller hvad?

Reproduktion af kønsroller

Men det mest subtile og mangesteds nærværende på festivalen er reproduktionen af kønsroller.

Læg mærke til hvor ofte piger og kvinder valideres på deres udseende. Sammenhold det med det stigende antal forestillinger om pigers selvskade og spiseforstyrrelser, der blandt andet udspringer af en ide om at skulle være smuk og perfekt.

Hvis man spiller 'pigen', er det ofte som flirtende og fnisende. Pigen og kvinden er stadig et objekt, der skal valideres udefra og på sit ydre som et udtryk for hendes værdi. (Og drengene og mændene vurderes på deres egenskaber; henholdsvis seje og vatnisser!)

Denne reproduktion er forventeligt i en kapitalistisk mainstreamkultur, men ret bekymrende når det optræder i en ellers (stedvis) progressiv branche og i mange børne- og ungdomsforestillinger, der faktisk har noget andet og mere på hjertet.

Det er som om, at vores moderne kultur har en blind plet i øjet på det her punkt. Men når man først får øje på det, er reproduktionen af stereotype kønsroller dominerende.

Tendenser

Jeg har selvfølgelig ikke set alle forestillinger, og man kan og skal ikke skære en hel branche over én kam, men jeg mener godt man kan se og reagere på tendenser, der tegner sig.

Jeg mener vi i højere grad skal være bevidste om, hvor meget vi reproducerer en kultur, reproducerer fortællinger om hvem og hvad vi er - som voksne, forældre, unge, som kønnede væsener - være bevidste om, hvad det er for eksisterende værdier vi fastholder, fordi vi hele tiden bliver ved med at reproducere dem.

Og så mener jeg, at vi skal være mere bevidste om at give langt mere positive og visionære værdier videre i vores værker; det negative er ved at blive en kliché. 

Jesper Bræstrup Karlsen er dramatiker og librettist,  formand for Danske Dramatikere  og medlem af bestyrelsen for DramatikerVæksthus