10. oktober 2021

Kom med bag kulisserne

Hvis man er til anderledes oplevelser for hele familien, er muligheden der, når Aalborg Teater tirsdag den 19. oktober fra kl. 12.00 til kl. 16.00 byder indenfor til aktiviteter og oplevelser for både små og store. 

Der er gratis adgang og tilmelding er ikke nødvendig.

Der er således mulighed for at komme med rundt i alle hjørner og afkroge af teatret, høre anekdoter om teatret og få et kig ind alle de steder, man som publikum normalt ikke ser når man besøger teatret, når der dagen igennem er guidede rundvisninger. Desuden bliver der på rundvisningerne mulighed for at komme forbi både skræddersal, snedkersal, malersal og frisør, hvor der er fuld gang i aktiviteterne med forberedelser til de kommende forestillinger.

Samtidig har teatrets skræddere været i gemmerne og på kostumeloftet og fundet et kæmpe udvalg af kostumer frem, som sælges ved arrangementet og hvor der er rig mulighed for at sikre sig sjove, skøre, farvestrålende og festlige kostume til Halloween eller karneval eller fest.

Også allehånde rekvisitter kastes i grams – sjove hatte, juletræspynt med fly (som Tudse i 'Jul i Piletræerne'), en lille taburet i form af lakridskonfekt (fra 'Hans og Grete'), og teatrets Mindste Scene omdannes til en kæmpe udklædnings-kuffert med kostumer, hatte, parykker og andet sjovt fra gemmerne.

Foyeren på første sal er omdannet til et eventyrland med snekrystaller og kostumer m.v. fra årets familiejuleforestilling 'Snefald' (spiller 13.11-23.12.2021 og er genopsætning fra sidste år – se anmeldelse).

Aalborg Teaters café vil servere snacks, hjemmebag, kaffe, the og kolde drikke. 

(Billedet: Skræddersalsleder Helene Billingsøe og Anne Remien, ansvarlig påklæder og skrædder, gør klar til kostumesalget ved Åbent Hus på Aalborg Teater 19. oktober)
Foto: Lars Horn)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne