Af: Anne Middelboe Christensen

26. november 2022

Kolonihistoriens sorte samvittighedsdans

Dansekompagniet Bobbi Lo Produktion har skabt en spændende, fællesnordisk danseforestilling om os nordboere som kolonister i mødet med samer eller grønlændere – eller alle mulige andre. Danset af et stærkt, multietnisk ensemble iført woke kostumer.

’Op med håndfladerne!’ ’Se lige ud!’ ’Gå derover!’ ’Vent!’ ’Gå tilbage!’

Sådan lyder ordrerne til publikum. Råbt gennem megafon og af ufølsomme stemmer. Dermed kommer vi tilskuere til danseforestillingen ’Kolonisterna’ også kropsligt til at føle os som ansøgere til det nordiske velfærdsreservat. For vi står i en uigennemskuelig kø, hvor skandinaviske ’nordboere’ lukker os ind, én for én, hvorefter de måler og tester os – og beslutter, om vi hver især skal have lov til at tage del i civilisationsgoderne.

Uanset om vi måtte tilhøre de samer eller grønlændere, som forestillingen velsagtens handler mest konkret om. Eller om vi kommer fra andre kulturer som flygtninge, der på tilsvarende måde forsøger at komme gennem nåleøjet til accept og inddragelse i de nordiske samfund.

Overherrearrogance og integration er i hvert fald temaerne for den aktuelle teenageforestilling ’Kolonisterne’ af det nordiske dansekompagni Bobbi Lo Produktion i Malmø.

Forestillingens væsentligste rekvisit i scenografien af den færøske scenograf Sámal Blak er en enorm papirfoldevæg oven på et rødt dansegulv. Foldevæggen ligner nærmest en forstørret præstekrave, og den fungerer elegant både som adgangstunnel og som isolationscelle – og som grænsemarkering på jorden. Fordi forestillingen viser, hvordan samfundet hele tiden markerer forskellen mellem ’dem’ og ’os’.

Forfriskende woke

Den danske koreograf Michael Tang og den svenske koreograf Lava Markusson har sammen skabt koreografien, der stilistisk set udspringer af den moderne dans. Her er rul og drej og bølgende skvulp gennem kroppene. Musikken af den grønlandske Hans-Ole Omossen har en dynamisk fremdrift i sine minimalistiske gentagelser for et klaver, der hele tiden indrulles i digitale lyder, der får dansescenerne til at accelerere.

Koreografiens bevægelser er typisk synkrone for de fem dansere, der i stigende intensitet bevæger sig i en gruppeformation på tværs af gulvet. Hele tiden på rejse. Hele tiden på udkig efter et nyt sted. Men også hele tiden med blik for alt, der kan opfattes anderledes. Danserne skiftes til at spille koloniherrerne og de oprindelige beboere – eller også spiller de flygtninge, der kommer ind i landet. Forestillingen kan i hvert fald tolkes på begge måder.

Danserne er klædt i tøj, der både rummer fortidens autoritetstøj med sorte frakker og veste, men også kniplingeskjorter og sorte nederdele. Udtrykket er raffineret, fordi det samtidig også er nutidigt og woke, fordi mændene er iført nederdele og pyntet med halskæder og øreringe, og en kvinde optræder i mandebukser. Det er forfriskende.

Spændende ensemble

Dette ensemble er en fornøjelse at betragte. Mest fordi de er så dedikerede dansere. Men absolut også fordi de repræsenterer en stor spændvidde i etnicitet og kulturudtryk. Ved premieren blev ensemblet perfekt spejlet af teenagetilskuerne, der kom fra et par multikulturelle, svenske gymnasieklasser.

De fem dansere er meget forskellige. Den guatemalesisk-danske danser Jens Schyth Brøndum med det gnistrende sorte indianerhår betager med sine temperamentsfulde bevægelser og sine vilde, organiske bevægelser, der nægter at følge de akademiske danselove, men som stjæler blikket. Den lyse, svenske Moa Autio er hans kølige modsætning, når hun følger de mange drej og rul på de korrekte taktslag – og regelret lader sig løfte af de andre.

Den mørke, dansk-amerikanske grønlænder Alexander Montgomery Andersen, har et blidt udtryk over sin høje skikkelse og en fin blødhed i sin dans. Og den dansk-svenske danser og koreograf Michael Tang har en fejende energi i sine hvirvlende bevægelser og et sikkert blik. Ikke mindst når han som undersøgelsesleder med både strenghed og glimt i øjet lægger armen om skulderen på tilskuerne, én efter én, og fører os afsted til rette plads i dette uforudsigelige koloniunivers.

Alligevel er det den dansk-grønlandske danser Sarah Aviaja, der har udstrålingen som gruppens egentlige leder. Hun er rank som en forstanderinde. Samtidig sparker hendes ben ud med en passioneret lidenskab som en flamencodanser. Fysisk mærker man hendes styrke, og man bliver næsten bange for hende, når hun står foran én med sin kraftfulde aura. Hun danser med magthaverens selvfølgelighed: Man mærker, at dette er en kvinde, der er vant til at få sin vilje. 

Frygten for koloniherrerne

Det er denne frygt for at blive afvist og udelukket, der sætter sig i kroppen hos tilskueren. Undervejs i forestillingen har danserne nogle replikker – på engelsk – hvor de fortæller om kolonihistoriens mørke sider. ’You are still too primitive,’ siger de beklagende til os og afviser os, mens hånen får os alle sammen til at dukke os. Uanset hvilken kultur vi kommer fra. 

Desværre var teksten endnu ikke helt færdigudfoldet ved premieren, sådan dramaturgisk set. Så forhåbentlig vil teksten blive udviklet og få nogle tilføjelser, så den hænger endnu bedre sammen med den udtryksfulde dans – og så den ellers lidt indforståede symbolik bliver tydeligere for både teenagepublikummet og deres voksne. 

Det gælder ikke mindst de stærke udtalelser om, hvordan kolonisterne ønsker at fjerne børnene fra deres familier for at gøre dem til civiliserede mennesker, for her rammer replikkerne en karikeret retorik, der ligger sørgeligt tæt på kommunikationen til de grønlandske familier, der blev presset til at lade deres børn rejse til Danmark. 

Emnet om koloniseringens pris er i hvert fald et af de mest påtrængende i disse år, hvor vi i Norden forsøger at se vores egen ubehagelige historie som koloniherrer i øjnene. Derfor er det skønt, at Kolonisterne lykkes så intenst som en aktuel, sort samvittighedsdans med dette multietniske postkolonialistiske blik på fortiden. Sammen med fornemmelsen af et myndigt førergreb om skulderen.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.