Kold i røven

Ældre mand i pels sidder og sover, svøbt i korklange. Hvad det skal forestille?

Fortællingen om Vitus Bering (1681-1741), såmænd. Manden, der som 60-årig dansk søfarer og opdagelsesrejsende strandede et sted i ødemarken, og nu er ved at dø af skørbug, koldbrand og almindelig udmattelse.

Men inden da er der lige en historie at fortælle. Og nogle lus at pille fra pelsen, mens Bering filosoferer over sit liv, dødens nærhed og de nekrologer, der måtte blive skrevet om ham.

'Tag dig sammen!', lyder det gentagne omkvæd fra overleveren, der omsider er ved at give op.

Da de drog ud fra Rusland for at finde vejen til Amerika gennem Sibirien, var de 600 mand, nu er kun få tilbage. Alene på stranden på en øde ø sidder han så, kommandøren, 'Zarens danske Columbus', som han blev kaldt, og venter, mens hans mandskab har opgivet ham.

Fin fortæller

Snart er han bange for at dø, snart affinder han sig med det uundgåelige, mens han bander over kontorhovederne hjemme i Admiralitetet, der intet ved om livets barske virkelighed. Eller over mandskabet, der svigter ham. Eller barndomsbyen Horsens. En indelukket gammel mand, med rindende øjne, mavekramper, koldbrand i begge ben og en byld i røven.

Undervejs trøster han sig med opbyggelige salmer, eller klynker i søvne, mens korklange på bånd smyger sig om ham.

Desværre er det nærmest umuligt at forstå, hvad de nydelige sangere fra Musica Ficta synger, så det forbliver blot et smukt svøb, uden dybere perspektivering af manden og livet.

Til gengæld er der godt bid i Gregers Dirckinck-Holmfelds tekst, formet som en klassisk monolog af den slags, vi kender fra masser af andre teaterforestillinger. Karen Blixen, Gertrude Stein, Clarence Darrow, Virginia Woolf – historiske skikkelser, der fra scenekanten fortæller om deres liv.   

Sejer Andersen gør det glimrende. Han er en fin fortæller, og der er et kønt vemod over figuren, når han ser op på stjernehimmelen.

Som teater betragtet er det, naturligt nok, temmelig stillestående. En ældre mand på en stol – og det er det. Uden nogen form for scenografi eller lys til at hjælpe lidt på vej. Og en historie, der ganske vist er både spændende og velfortalt, men nok også temmelig fjern fra de fleste skoleelevers hverdag og virkelighed.