Koks i kirken

Hvorfor døber mange forældre deres børn? Hvad går kirkelig vielse ud på? Hvad med begravelse? Og alle de højtidsbestemte ceremonier? Hvordan er kirken indrettet? Hvad hedder de forskellige ting? Hvad bruges de til? Hvordan har kirker set ud gennem tiden? Og hvad er det for nogle salmer, man synger i de forskellige sammenhænge?

Spørgsmål er der nok af. Og lur mig om ikke mange børn i aldersgruppen 8 til 12 år har tomme vidensmæssige pletter på feltet hist og pist.

Nogle af de pletter har Musikturnéteatret Elantorí sat sig for at hjælpe med at udfylde. Med 'Sorrig og Glæde” inviterer de publikum ind i kirken for der - som de udtrykker det – 'spændt op mellem komik og 'hardcore' kirkehistorie' at fortælle 'om livet i kirken, om kunstens værdi, og om musikkens kraft' i 'et musikalsk, morsomt og indimellem rørende teaterforedrag for børn', udført som 'en levende og lærerig 'turbo-guide' gennem kirkerummet'. Et ’teaterforedrag’ som også handler 'om at finde fred og ro og give plads til sine tanker'.

Helt sådan fungerer det nu ikke helt i praksis. Turbo-løftet holder stik. I Sct. Mortens Kirke i Næstved bruser orglet og der er tryk på den lille rengøringskone Orlakarla, som i Anne Marie Pock-Steens trøjestribede og joggingbukseklædte skikkelse springer ind og tager sig af det kirkeforedrag, som 'nogen' angiveligt ikke har tænkt sig at møde op til. En del børn stifter bekendtskab med salmer, de nok ikke har hørt før, når Olgakarla underbygger sit ’foredrag’ med salmer, som organist Else-Marie Kristoffersen, i fiktionen kaldet Musikisser, orgelakkompagnerer. Fx 'Sorrig og glæde', 'Fyldt af glæde over livets under' og 'Tunge mørke natteskyer”.

Men man må lede temmelig forgæves efter både humor, dybde og ro.

Fedtfingre og fnuller

Anne Marie Pock-Steen stryger rengøringsfortravlet med to kulørte støvkoste og siden rullende med et komplet rengøringsrullevogns-menageri med vand og spande og klude, ned ad midtergangen. Hun spærrer med bolsjestribet plastbånd bænkene, hvor vi sidder af med kommentaren: ”der er fedtede fingre overalt og børn griser i særlig grad. De sætter fingerfedt og fingerfnuller overalt. Og hvis ikke jeg gør rent, hvem skal så fjerne alle de fedtede fingre!?”. Hun bærer et stort is-spisning-forbudt-skilt frem og lukker op for alvorsposen ved funderende at fortælle os, at der gennem tiden er kommet mange mennesker i den her kirke med hver deres sorger og glæder.

Oppe fra prædikestolen, ved døbefonten, i løb hen af midtergangen, og pegende ud mod våbenhuset og hen mod altertavlens og prædikestolens udskæringer, taler hun om kirkerummets indretning og stilarter, om dåb, bryllup og begravelse, om orglet, og om de forskellige stemninger, der er forbundet med de forskellige ceremonier. Men desværre går hun det hele meget overfladisk og flygtigt igennem.

’Foredraget’ om dåb bliver fx udover salmesang til lidt snak om at man engang dyppede hele kroppen i vand, til at barnet nu ligger på armen, mens alle i kirken er spændte på at høre barnets navn.

Det er al ære værd at ville skabe en kirketeaterforestilling som ’øjenåbner for kirkelivets mangfoldighed’. Det fungerer bare ikke her. Fordi det som vil være sjovt ikke rigtigt er det. Fordi alt for mange begivenheder og stemninger er skuet strittende og tekstligt dårligt sammen i ufuldstændige brudstykker. Fordi Olgakarla aldrig bliver en troværdig figur. Og fordi der er alt for lidt scenisk variation i den 45 min. lange session.