Af: Kirsten Dahl

24. juni 2011

Kønskamp i klatrestativ

Man kan, hvad man vil. Det er moralen i Kompagni Kalas ’Farveflimmer’, hvor tre børn finder sammen og bekræfter hinanden i, at der er frihed og sammenhold i at bryde alle de regler for hvilke farver og aktiviteter der traditionelt er knyttet til piger og drenge. Teater og artisteri blandes. Der er fine numre i blandt. Men desværre har kompagniet en del at lære, hvad angår tekst, iscenesættelse og scenografi.

Farveflimmer i Kompagni Kalas’ regi refererer ikke til tossekassen eller rettere TV. Det viser ind til den kønsrolledebat, teatret fører i forestillingen. En diskussion om hvad der er ret og rimeligt, når det gælder farver på tøj til piger og drenge.

Hvem bestemmer, at drenge skal gå i blå trøjer og piger i pink bluser? Hvem siger, at piger ikke kan spille fodbold, og at drenge ikke kan synes, det er sjovt at snurre i hullahopring? Hvorfor findes der ikke cirkusprinser?

En diskussion og en forestilling som slutter med, at de tre medvirkende børn bytter tøj, så der opstår farveflimmer. 

Omdrejningspunktet er som sagt tre børn. Tilflytterpigen Jojo, der kommer til et sted hvor hun møder to klassekammerater, en dreng og en pige, der leger rigtigt godt sammen i fritiden (de tør ikke lege sammen skolen). I et stort klatrestativ med gynger og reb laver de akrobatik.

Til venstre for klatrestativet er et stort skab, som gør det ud fra Jojos hjem. Jojo er i de andres øjne noget af en særling. Fordi hun elsker at gå i grønt tøj, stiller mærkelige spørgsmål, og siger, at hendes farmor var pirat.

’Farveflimmer’ fortæller at de tre børn har lyster, som går på tværs af det voksne siger og af de herskende normer. Drengen er fx vild med at lave numre med hullahopring. Jojo hader at blive stadset ud i tøsetøj til sin fødselsdag – også selvom hele familien (som karikerede familiemedlemmer fra skabets top) roser hendes dress.

Man kan, hvad man vil, siger hun, og hun vil meget hellere fantasere om farmorens farlige piratliv – og det er netop et sådant de tre børn finder sammen om – de danner et piratcirkus sammen, da de først og tilfældigt har opdaget hinandens mere eller mindre skjulte lyster til at bryde normerne.

Gummielastik-akrobat

Kompagni Kalas blander teater og cirkusartistnumre. En tendens der er meget udbredt i forestillinger for børn og unge p.t.

Fint og godt. Men også udfordrende, for det er bestemt ikke en enkel opgave at forløse på en nyskabende måde. Gruppen her savner fx mere greb om at bygge en fortælling op. Både hvad angår tekst og iscenesættelse er forestillingen noget gammeldags i sit snit og noget uegal at opleve.

Josephine Wulff Randrup og Anders Astrup Jensen har styr på artisteriet. Randrup kan noget med højder og gynger. Jensen kan slå knuder på sig selv og helt bogstaveligt tage benene på nakken. Han kan gå på line. Og hans hullahopring-nummer begejstrer. Helena Berglund er mere til trylleri og til de små teaterspil. Fx drømmerier fra den nederste skuffe i skabet.

Men går man ind i replikkerne, er de 'underligt' gammeldags og noget stive i sproget. Ligesom scenografien og iscenesættelsen bærer præg af manglende evne til at skabe dynamik og til på spændende og original vis at mikse cirkus med teater.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.