Af: Kirsten Dahl

30. oktober 2014

Knuselsk de små katastrofer

Det er kropssprogskvilibristen Paolo Nani, der gør oplevelsen af 'Små Katastrofer' delikat og underholdende.

Parykken, som performeren skal have på, er i bilen. Spotlyset flimrer og rasler ned af stativet.  Tårnet af flyttekasserne vælter ud på scenen. Musikken bliver sat for sent på. Tape vandrer fra performerens skosål til hans fingerspidser og vokser sig til lange kludrede meter af klistrende bånd. Talerstolen braser sammen, mikrofonen har sit eget liv og glider hele tiden nedad og en boksehandske støder slagsmålihærdigt til.

Uheldene står i kø og vælter ind over Paolo Nani, som han befinder sig alene på scenen skiftevis i rollen som professor og som netop nyskabte Homo sapiens.

Meta-teater

Konceptet er, at Paolo Nani i rollen som foredragende performer causerer over virkelighedens og teatrets forhold til små katastrofer. Det bringer ham til at tale om konflikter, balance, problemer, overraskelser, magi, det usynlige, kreativitet, spontanitet, frygt, død, det uventede, symboler, stil, magi og poesi.

Hans funderinger er udmærket lytning. Især fordi han hele tiden holder udsagnene ud i en humoristisk og 'selvkommenterende' meta-teater-udstrakt arm. Men i sig selv er ordene dog næsten lig med nul. Kalorierne er i den fysisk ekvilibristiske indpakning eller det klovne-akrobatiske udtryk.

Det er den elegante og dygtige måde, hvorpå Paolo Nani, stilsikkert klædt som en moderne klovn i stramme læderbukser og stor sølvglinsende Pjerrot-krave, gennemspiller det behov for at få sprængt det glatte, strømlinede og forudsigelige, som er både stærkt underholdende og substantielt meningsbærende.

Finger-finesser

Foran et enkelt primært blåtbelyst bagtæppe og mellem stabler og mure af flyttekasser er det fx vildt sjovt og fascinerende at opleve, hvordan det menneske, som professoren imaginært modellerer frem, opdager sin egen krop.

Genistregen og kunstgrebet er – a propros balance og style – at udvælge og fremhæve noget specifikt og lade andet være ikke-udtrykt. At opleve det nyskabte menneske vågne op og opleve sine egne fingre – en for en, fx, og at følge hvordan han bliver introduceret i og tackler lektionen i det at skulle indtage føde og drikkelse.

Numret, hvor vagtcentralens lægevagt tackler hans 'op-i-næsen-forsvundne' vatpind, er også et skønt eksempel på en lille katastrofe. Ligesom ballon-finalen er fin. Her bliver vi betroet, at det, vi får som gave ved at sige ja til livets små katastrofer og vores arbejde med at balancere dem, er, at vi får evnen til at danse.

Skrøbelig og ny

Sammenlignet med Paolo Nanis 'Brevet', som snart har spillet en menneskealder, er 'Små katastrofer' langt mere både teknisk fintfølende og krævende og filosofisk kompleks med sit udsagn om, at konflikter er vitale for både virkelighedslivet og teatret.

Som publikum kan vi mærke, at forestillingen er forholdsvis ny. Undervejs i et ellers stramt og spændstigt forløb træder udtrykket vande og dør til dels.

Det verbale er heller ikke Nanis spidskompetencer – men i sammenhæng med det fysiske og på grund af tekstens selvkommentering fylder det mindre i oplevelsen.

En oplevelse, som da jeg så forestillingen i Musikhuset Aarhus, fik nok en dimension, fordi forestillingen var forsinket på grund af tekniske problemer – og akkurat her skærpede det i endnu højere grad end ellers ens opmærksomhed på det faktum ,at teater er en skrøbelig, levende og risikofyldt affære. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.