Knivskarp koreografi

Panikken breder sig hurtigt i Uppercut Danseteaters forestilling, og i modsætning til, hvad man kunne tro, er det en fabelagtig underholdende oplevelse. I 'Panic Day' afløser den ene vidunderligt fantasifulde episode den næste og viser stort set alle tænkelige udtryk for menneskelig panik. 

Det er tilsyneladende lige slemt, hvad enten man er flere eller solo, når panikken rammer. Den smitter og breder sig hurtigt, til alle står og hamrer ihærdigt på de store hvide skærme i den funktionelle scenografi.

En kvinde, Stephanie Thomasen, gribes i struben af præstationsangst og karter rundt i hverdagens trædemølle. Hænderne lægges kort på kønnet. Men benene pisker af sted under det lille bord, og ingen af delene eller nogen andre af hendes mange desperate gøremål fører nogen steder hen.  Det gør det heller ikke for hende, når hun pludselig er en slags kastebold mellem to mænd, der har deres helt egen indbyrdes kappestrid og som store sorte fugle basker mod hinanden.  

Decideret panikangst går i den grad synligt i kroppen og ned i de grotesk strittende fødder på Mark Philip, så han i mægtige spring må styrte rundt på den store scene uden at kunne finde ro. Igen og igen slår han sig afværgende på brystet med lynhurtigt pikkende bevægelser. Det er fascinerende at se på, men fjerner ikke panikken. Til sidst hyperventilerer den arme fyr så heftigt, at han falder om i armene på en anden, og der opstår noget nyt og modsætningsfyldt.

Et mylder af bevægelser

Derfra bevæger forestillingen sig videre til næste episode med en af de virkningsfulde overgange, som forestillingen også mestrer. Tæt fulgt af en musik og et orkester, der har lige godt styr på at skabe stemninger af dybe bløde celloklange, sende blodtrykket i vejret som skingert og taktfast lydtapet eller samle det hele smukt og melodiøst. 

 Der er heller ingen ende på opfindsomheden i Stephanie Thomasens knivskarpe koreografi, der opleves som et mylder af vitale bevægelser, stive afstandsskabende arme og smukke lange glid, men hvor intet er overflødigt. Nøgternt, med hjertevarme, skøn komik og - selvfølgelig - lidt breakdance sætter hun fingeren på alle de ømme punkter i moderne menneskers hysterisk hektiske liv. Alt sammen intenst og udtryksfuldt danset af det ustyrligt dygtige ensemble, der også tæller koreografen selv som eneste kvinde. 

Det  begynder med vagtsomt styrende blikke mellem de fem dansere. For hvem tager det første skridt, og hvem klarer at komme først i mål? Men det udvikler sig hurtigt til en mere fysisk udfarende holdning til hinanden. Senere møder man ham, der med hjælp fra spejlet, prøver at finde sig en passende identitet. Skal det være bodybuilder eller brøleabe? Det er lige så sjovt, men meget mere  rørende, når Lukas Larsen plejer intim omgang med de sære former, der buler ud fra en person på den anden side af skærmene.

Højdepunktet af komik indtræffer, da panikken for en aggressiv modstander også sender danseren en tur ind under gulvets store tunge danseunderlag. Han kommer heldigvis ud igen og kan stille op i rækken med de andre, ligesom da det hele begyndte. Der er grund til at tro, at panikken højst sandsynlig igen er ved at brede sig.