Klovneri i metermål

Det begynder godt og flot. Et koldt, blålilla hightech-lys afslører en mægtig opstilling af lukkede papkasser i forskellige størrelser. I midten troner en ekstra stor kasse, der rummer en overraskelse. 

Men først slår en piget stemme, der giver associationer til klima-aktivisten Greta Thunberg, tonen an til en historie om planeten E. Det er et sted, hvor der ikke længere findes naturlige vækster, og hvor mad kun fås på dåse. 

Jorden er grå og død. Men livet på planeten står stadig til at redde, for nogle få tilbageblevne frø kan blive til nye afgrøder. Derfor må de ikke gå til, og det vil vagabonden Spugna med de korte ben i stribede strømper og en kæmpestor hat sørge for ikke sker.

Men først skal Spugna lige vågne og komme ud af den ekstra store papkasse, der viser sig at være hans bolig. Der skal også gøres morgengymnastik og siges ”hallo” til en verden, hvor ingen svarer.

Ikke før Spugna opdager den kæreste kønne lille hvidklædte robot i en af de andre papkasser. Robotten hedder OMG, og han slår følge med vagabonden. Sammen lykkes det dem at sikre frøene og skabe håb om en bedre fremtid, før de følges ad tilbage til Spugnas trygge papkasse. 

Deres færd har været visuel flot med farveskift, der understreger det ekstreme klima, der gør planeten hed og rød, grå og tør og til sidst igen grøn. Men undervejs er der også tomgang. 

Vigtige emner

'Lyt' præsenteres som en klovneforestilling, og det er ingen dårlig idé at udvide klovnens univers til at omfatte andet og mere end falde-på-halen-komik. Men i rollen som vagabonden demonstrerer Sandra Pasini sine stærke færdigheder som klovn langt ud over, hvad rollen kan bære, og hvad der bidrager positivt til sammenhængen.

Derfor bliver det i længden uinteressant at se de samme manerer og klichéer gentaget igen og igen, uanset om hun morgentræner, pakker en bombe ud eller redder naturens frø. 

Efterhånden tager vagabondens klovnerier så meget overhånd, at det kvæler forestillingens sympatiske historie. Den er i forvejen ikke særlig stramt struktureret, men savner fokus og flagrer hastigt fra det ene til det andet i hælene på den aldrig hvilende klovn.

Det skaber forvirring og forstyrrer oplevelsen af den ordløse forestilling, når situationer opstår ud af det blå og derefter ikke bliver ført til ende, før noget nyt bringes på banen. 

Alligevel opleves den ordløse forestilling paradoksalt nok mere og mere stillestående. Trods hektisk aktivitet og faren omkring fra det ene tilsyneladende tilfældige påfund til det næste, så foregår der ikke nogen udvikling hverken af Spugna eller robotten. 

Den er utrolig nuttet, når den drøner rundt mellem de mange papkasser. Til gengæld finder vi aldrig ud af, hvad der driver vagabonden til at frelse naturen ud over jagten på god mad. Han synes heller ikke at reflektere dybere over det næste træk, når noget går galt.

'Lyt' er en forestilling om vigtige og vedkommende emner. Selv om det foregår på en fiktiv planet, så er klima, fødevaremangel, en magtfuld industri og i sidste ende demokrati og Jordens overlevelse noget, der optager børn i forestillingens aldersgruppe. 

Det har tilsyneladende også været udgangspunktet for forestillingen. Derfor er det underligt og ærgerligt, at resultatet mest af alt er en lang række klovnenumre, der lader til at være et formål i sig selv, og som ikke bidrager til forståelse af indholdet.