Venskab er bedre end fjendskab. Fællesskab er at foretrække frem for egotrip og forfølgelse af egne, isolerede lyster og behov.
Temaet er godt og universelt og der er i professionelt dansk børneteaters historie produceret ganske mange forestillinger med akkurat det omdrejningspunkt. Det har ofte været små intime forestillinger, hvor to eller tre medvirkende har optrådt i en meget enkel scenografisk kulisse. Også tit ved at udtrykke sig ordknapt eller måske udelukkende gennem ordløs mime eller sort tale.
Det er der kommet både betagende og poetiske forestillinger ud af. Forestillinger med en klar dramaturgi og mange betydningslag.
Hr. Teater og Filuren er i deres samproduktion ’Et Vintereventyr’ ude i et sådant 'venskabs og sammenholdtalende' ærinde, men desværre lykkes forestillingen ikke. I stedet for at være fokuseret og have retning, stritter en række små hverdagsgenkendelige optrin i alt for mange retninger, samtidig med at man via en del antydninger og spor bliver stillet en større fortælling i udsigt. En fortælling som er knyttet til en lysende stjernehimmel, der flere gange lader én (Betlehems-?) stjerne blive tilbage. Og en fortælling om en savnet person, en vis Emmy.
Pudelandskab
Det scenografiske landskab er både stort og lille på samme tid. Johanne Eggert har skabt et enkelt vinterlandskab ved at dække en lille scene med hvide puder og dyner, som de tre medvirkende bevæger sig rundt i som er det et snelandskab. Og i baggrunden dukker der både indledningsvist, undervejs og tilslut lysende og blinkende stjerner op på en bagvæg monteret sammen som en himmel af firkantede elementer.
I dette 'ingenting og alt'-landskab dukker tre skikkelser op. Tre skikkelser iført store sparkedragter, halstørklæder, luffer i elastiksnor, et sammenrullet vattæppe på ryggen, en lille brunlig opstoppernæse og hver deres (viskestykkelignende)klæde som de folder ud og søger at navigere efter som er det kort.
Den første som kommer til syne er Gert, som Helga Rosenfeldt Olsen med levende øjne, god mimik og sprælske lemmer gør til en figur, som børnepublikummet med det samme fatter interesse for.
Olsen dukker frem bag publikumsrækkerne. På hendes lavmælt grundende intonation, hendes lidt tøvende volapyktale og på hendes gestik forstår vi, at hun søger efter en bestemt. En hun kalder Emmy. Gert træder ned i pude(sne)landskabet og søger videre. Her dukker først Ubo (Torben Guldberg) og siden Kalinka (Liv Øster Bendtsen) op.
Ingen af dem er – til Gerts store skuffelse – Emmy. I stedet er de to skikkelser, som ligner Gert meget, begge optaget af hver deres. Kalinka søger efter et par luffer (hun har kun en trævl af et stykke stof hængende ud af det ene ærme). Ubo er vistnok optaget af nogle grønne kugler.
Massiv volapyk
De tre klovne kommer tydeligvis fra det samme 'volapykland'. De taler samme vrøvlesprog. Meget, energisk, tyst, og med forskellige humørtoner. De hilser og siger fx farvel til hinanden med et ’Dui’. Og på en lang række andre af de lyde, de siger, kan vi høre, at de tre skuespillere sammen har opfundet og opøvet et vrøvlesprogordforråd. Det er på sin vis fascinerende. Men det afslører også tydeligt, med ridser i oplevelsen til følge, hvornår der er grus eller disharmoni på sprogkanalen – hvornår volapyksproget ikke er faldet ordentligt i hak.
Samtidig tilkendegiver de for det meste tydeligt med deres mimik og gestik hvad de gør, har i sinde eller ønsker. Gerts, Ubos og Kalinkas uens behov fører dem ud i små tvister, små drillerier og små kampe. Typisk om hvilken vej de skal gå og efter hvad.
Sammen og delt op som følge af små uoverensstemmelser kommer de ud for lidt af hvert. De bygger et telt, som ikke alle tre får lejlighed til at sove i. En snupper den andens kort. De bliver væk for hinanden og finder ud af, at de alligevel savner hinanden. Og de rutscher alle ned ad en stejl glat bakke med fnis, højt humør og kildren i maven.
Hver især og isoleret byder en pæn del af de små optrin på hverdagsgenkendelige optrin for målgruppen. Men samtidig var de børn, jeg så forestillingen med til premieren, grundlæggende stor-forvirrede over forestillingen. De spurgte mange gange undervejs hinanden og de voksne hvad det, de medvirkende sagde, betød. De kunne i mange situationer ikke oversætte volapyksproget til meningsgivende indhold.
De var meget forundrede da forestillingen pludselig var slut, fordi de savnede en sammenhæng. Flere udtrykte direkte, at de havde håbet og forventet at Emmy var blevet fundet. Intentionen er med andre ord god.
Mulighederne for at fortælle om fællesskab er uendelige. Men der skal være mere styr på det dramaturgiske og større konsistens og klarhed i udtrykket for at børn (og voksne for den sags skyld) føler sig inviteret indenfor og lader sig rive med.
