Af: Janken Varden

28. august 2017

Klodsernes venlige verden

Et helt specielt univers, et helt eget formsprog - Olsens Teater er helt sit eget, men det har nogle omkostninger.

Det samme, faste firkløver bag Olsens Teaters forestillinger – Staffan og Enid Bjørklund, Lars Fjeldmose og Erik Olsen selv – har år efter år leveret nye fortællinger til det danske børneteater. Flittigt, trofast og forudsigeligt.

Denne gang hedder historien 'Hane får føl', men efter at have set et par tidligere forestillinger må jeg indrømme, at noget særlig 'nyt' måtte man have en magisk kikkert for at opdage.  

Universet er det samme som det altid har været. Allehånde dyr, får, heste, fugle og fisk, og også mennesker, alle i form af råt tilhuggede treklodser i mange farver, indgår i den historie som Erik Olsen vil fortælle. Og den stritter i alle retninger.

Men, men…

Nu vil jeg sige, at dette med forudsigelighed og nyhed ikke ligger mig så meget på sinde. Et voksent publikum, og ikke mindst anmeldere, har fordomme herfra til Tyrkiet, når det gælder form og indhold. 'Det har vi set før', råbes der, og 'hvor bliver det nye af'.

Jamen, et børnepublikum i 2-5 års alder fornyes jo hele tiden. 'They keep coming in endless numbers'. Sådan set, og teoretisk set, kunne Erik Olsen nøjes med at spille én eneste forestilling i al evighed.

Men han og hans samarbejdspartnere gør det ikke let for sig selv – de laver en ny forestilling næsten hvert år. Nu har de ni forestillinger på plakaten Det synes jeg aftvinger respekt.

Og til det med formen: Når vi anmeldere ofte er begejstrede for teatre som er 'genkendelige', som 'har fundet sin form', har et 'tydeligt fingeraftryk' osv. – hvem er vi så, som efterlyser fornyelse og alternative former i Olsens Teater?

For der er næppe noget teater som så konsekvent og tydelig afleverer det samme fingeraftryk i forestilling efter forestilling. Her ved man hvad man får!

Dukkernes udformning er umiskendeligt den samme: Håndfaste, robuste stykker træ som om de var skåret direkte ud af skovens træer – eller årets brændestak. Og Erik Olsen står der bagved sit grønne bord og henter frem og flytter rundt på sine dyr og mennesker og levendegør således sine vildtvoksende fortællinger. Sympatiske historier, gerne med en økologisk pointe.

Lars Fjeldmose akkompagnerer på traditionsrigt vis historierne med melodiøs pianomusik, taktfast når det passer, eller dvælende, hektisk om nødvendig – lidt som taffelmusik og lidt som illustrationsmusik til gamle stumfilm.

Noget nyt ?

Intet af dette ville få mig til at efterlyse 'noget nyt'. Men, som jeg har været inde på ovenfor: historierne har en tendens til at gå i ét, de ligner hinanden til forveksling, – enhver dukke eller situation i én fortælling kunne ligeså godt gå ind i en anden. Ikke underlig at jeg sidder med følelsen af, at 'har du set én Olsen-forestilling, har du set alle'.

Alle historierne springer fra samme kilde – en vilje og et ønske om at fortælle om den natur, der omgiver os til daglig: smådyr-verdenen i skovbrynet, bondegårdens dyr og funktioner, planter og bær vi kan spise og forarbejde. Kort sagt: livet på landet og vor alles stræben efter at arbejde med det vi kan, at finde føde, og at dele med hinanden.

Det er åbenbart Olsen Teaters honnette målsætning, det er al ære værd, og Erik Olsen og hans enkle og bastante trædukker levendegør dyr og småfolk, der er til at genkende. Mange af dem er sjove og fantasifulde, og fortællingerne om dem løber let.

Og der er vi ved et problem. For ikke kun løber historierne let – de løber over stok og sten. De mangler en kerne – en dramaturgisk sammenhæng, noget der binder os til en hovedhistorie, som man kan vende tilbage til fra diverse sidespring.

Og dette handler ikke kun om selve teksten; hvis formidlingen, den mundtlige fortælling, behandler alle elementer i historierne ens;  hvis alt har samme vigtighed – er det ikke en kinamands chance for at få en historie ud af det, som både rummer glæde, accept, spænding, og forløsning.

I stedet får vi en historie, som stikker af i alle retninger, hvor sidehistorierne tager fusen fra hovedsagen.

Det andet er selve formidlingen. Olsen holder et tempo i fortællingen som jeg opfatter som alt for højt for dem på 2-5 år.

Hane får føl

Erik Olsen præsenterer os for en mor og en søn. De tiltaler hinanden som 'Høje dronning' og 'Lille prins', og det er åbenbart, at Hun er en slags billedhugger, der kan kløve store sten og skabe noget nyt derfra. Så opstår to tårne med et reb i mellem, hvor Han kan hænge og undslippe en farlig fisk, indtil det ene tårn bliver til en hest, som prydes med en dusk af fjer.

En båd fremskaffes, men påhængsmotoren virker ikke, men man kan padle. Det omgivende stakit bliver til tre køer, en hane gør entré, men har problemer med at trække regnormen op af jorden, og vigtige ord siges: 'Hvem som helst fra hvor som helst er velkommen her'.

Erik Olsen er på mange måder en fin fortæller. Indimellem fjoller han for publikum (mest de voksne), indimellem går han så hurtigt frem, at han mister kontakten med sit (børne)publikum, men han har en sympatisk udstråling og en god tilnærmelse til børnene.

Jeg håber, at Olsen og Bjørklunderne og Fjeldmose finder en sammenhæng stor nok til at holde fokus hele vejen. Sidespring er tilladt – men noget er vigtigere end noget andet!

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.