Rappetirap. Trænæbbene på Erik Olsens andedukker rapper og snakker, så man bliver i godt humør. Og selv om de malede trædukker er ret stiliserede for de 1,5-4 årige, så får de hurtigt liv, når Olsens stemme giver dem lyd. Mørket sænker sig i Riddersalen, hvorefter lidt musikklimpren og guldlys får en landlig morgenstemning til at bryde ud over tæppet, hvor ungerne sidder. Og så begynder ellers historien om den lille and, der er nysgerrig, og som måske glemmer at lukke lågen…
Så langt, så godt. For ’Klippetiklop’ er i familie med flere andre af Erik Olsens forestillinger, som han har spillet i stald hos Jytte Abildstrøms Teater, men nu er indgår den i regi af hans nystartede Olsens Teater – efter 26 år som skuespiller hos Jytte Abildstrøm på Riddersalen.
Olsen er garvet, og han kender sin vuggestuemålgruppe. Hans stemme er blød og venlig, og han fortsætter tydeligvis sin forestilling, uanset om ungerne griner eller græder. Han lader sig ikke sådan forstyrre.
Til gengæld får han ikke helt tjekket, om ungerne nu også er med på spøgen. At en af hans allerførste sætninger indeholder ordet ’lerklinet gulv’ kunne i hvert fald antyde, at han ikke har haft sin målgruppe i tankerne, mens han skrev. Visuelt er forestillingen også lidt kryptisk. Dukkeførere er tit klædt i sort tøj, sådan for at markere, at de stiller sig til rådighed for dukkerne. Men Erik Olsen har tilsyneladende bare en helt almindelig blå skjorte på, sådan hverdagskedelig i snittet.
’Vogn’ eller ’skoven’
Men tilbage til selve historien. Den handler om bondegårdens dyr, som traditionelt er et hit hos de mindste. Selv de mest isolerede stenbrobørn kommer jo til at klappe et lam på et tidspunkt, og i teatret er det fint sådan at give storbyunger og parcelhusbørn en poetisk indføring i livet på landet, nostalgi eller ej.
Men dramaturgisk skal også en bondegårdsfortælling hænge sammen, så børnene kan forstå både pløjning og fodring ud fra forestillingens eget univers. Det er desværre ikke tilfældet i ’Klippetiklop’.
Teksten er godt nok ophøjet til rimede sekvenser med en blanding af tale og sang. Og den rummer sjove, mundrette rim, der f.eks. får ’vogn’ til at rime på ’finde hjem fra skoven’. Men rimene gør ikke handlingen mere forståelig for de mindste.
Derfor bliver forestillingens vigtigste udtryk selve dukkerne. Men desværre er dukkerne anbragt på et mikroskopisk scenebord, så de hele tiden er ved at skvatte ned. (Hvorfor skal ’landet’ egentlig præsenteres på størrelse med en etværelses lejlighed?) Og børnene bliver nærmest bestyrtede, da Olsen flår hoveddekorationen fra hinanden, nemlig træstykkerne i lågen til gården.
Det viser sig dog, at han bare skal omforme lågens træstykker til abstrakte æbletræer, der har æbler i flere farver. Nuvel…
’Mæh’ eller ’bah’
Til gengæld er Enid Björklunds dukker herlige. Forældrene elsker dem i hvert fald, fordi de ser økotrendy ud med deres bevidst klodsede snit og naturfarvebemaling.
De allerbedste er hestene. De er også lavet af rundstokstykker, men de har de skønneste haler og manker af krølreb i blåt og guld. Hestene er kåde og kysser hinanden, og man får lyst til at se dem løbe en blafrende klippetiklop-tur; men det er der jo ikke plads til på scenen. Fårene ankommer næsten bare som nogle uldtotter – men de siger mærkeligt nok ’bah’ på amerikansk i stedet for ’mæh’ på dansk – og da de samles, transformeres de til én, logrende hundedukkeuldtot, uden yderligere forklaring.
Under denne dyrefest er Olsen imidlertid blevet lidt introvert. Taler og taler, men ser ikke længere ud på ungerne. Lars Fjeldmoses musik lyder mere og mere voksenagtig. Og børnene er blevet urolige og kan ikke længere koncentrere sig.
Et gult lagen får rollen som ’høstak’ – hvordan en halvandenårig så ellers skal kunne huske sådan én fra sidste sommer – og så flyver historien til de varme lande. For pludselig møder andrikken en andedame med lænestol, der dækker bord og serverer isdessert…
Olsen eller Potter
Her må man bare konstatere, at Erik Olsen ikke er Beatrix Potter. Og at træklumper på størrelse med portvinspropper ikke agern. (Ungerne kender ingen af delene, men forestillingens overdimensionerede agernpropper er altså for mystiske.)
Man må også formode, at ænder ikke spiser suppe og sætter lys på bordet. Og at ænder næppe kalder deres ikke egne børn for ’unger’, når det nu hedder ’ællinger’?
Og så videre. Denne historie ender i hvert fald for langt ude. Og dens grundhumør ender for langt nede. Ærgerligt nok.
Så hvad forestillingen egentlig handlede om? Vistnok om et føl, der løb ud af hegnet, men som fandt hjem igen til stalden. Klippetiklop og galop, og så var der happy end. Vistnok.
