DEBAT
23-11-2022
18-09-2022
15-08-2022
11-08-2022
07-06-2022
Isbjørnen i forestillingen ’Dimanche’ er ikke ægte. Men den springer straks til live og bliver ægte, når ferme dukkeførere gør, hvad de er allerbedst til: At animere og puste liv i alt fra flot tilvirkede dukker til mere ordinære ting som f.eks. møbler og legetøj. I ’Dimanche’ lykkes det hele så flot, at man må knibe sig i armen for at minde sig selv om, at dette kun er teater. PR-foto: Alice Piemme.

Klimakatastrofer og isbjørnebrøl

04-11-2022
Klimadystopier, hjerteskærende gys, den uafvendelige død og den evige kærlighed – dét var nogle af de dominerende temaer på Puppet International 2022, der netop er blevet afviklet i Holland. Det er landets eneste festival med fokus på dukke- og animationsteater. Niveauet var højt og oplevelserne tilsvarende intense – og det var både for børn og voksne. Teatercentrums kommunikationskonsulent, Søren K. Kløft, deltog som international delegeret og jurymedlem.
Af: Søren K. Kløft
FAKTA
  • Internationaal Festival voor Poppen- en Objectentheater - Puppet International 2022 (19.- 23. oktober), i Meppel - Holland
  • www.puppetinternational.nl
  • Festivalen, der afholdes hvert andet år, er Hollands eneste festival udelukkende dedikeret til dukke- og animationsteater.
  • Repertoiret omfatter både teater for børn og unge samt produktioner, der retter sig mod et mere voksent publikum.

Omtalte teatre og forestillinger:

At være på festival – en hvilken som helst af slagsen, vil jeg påstå – er som at zappe ud af virkeligheden og hverdagen for en stund. I hvert fald hvis man mestrer det at hengive sig til øjeblikket. Vi forlader nyhedsstrømmen og de dagligdags bekymringer, mens vi dykker ned i ét emne, i én stemning - f.eks. i kunsten. I mit tilfælde handlede det om fem dage i slutningen af oktober, hvor jeg uforstyrret kunne hellige mig den del af scenekunsten, som udgøres af dukke- og animationsteater.

Festivalen Puppet International har base i den lille idylliske by Meppel i Holland. 2022-versionen var den 15. i rækken og udgjordes af 45 teatre fra især Holland, men også af mange optrædende grupper fra andre steder i Europa – bl.a. Tyskland, Spanien, Belgien, Frankrig, Tjekkiet og sågar fra Ukraine. Sprogbarrierer var der færre af, end man skulle tro, for langt det meste af den præsenterede scenekunst var næsten ordløs og universel i sit kunstneriske udtryk.

Der blev spillet på 25 spillesteder fordelt over hele byen – selvfølgelig i almindelige teatersale, men også idrætshaller, museer, yoga-studier, restauranter og sågar nogle værtshuse var taget i brug. For det er en kunst at få plads til 250 enkelte opførelser i en by med blot 30.000 indbyggere.

Det hele blev gjort muligt af midler fra i alt 14 lokale sponsorer, et energisk hold af lønnede arrangører og utallige frivillige ildsjæle.

Klimateater og syndfloder

Der ligger en fuldvoksen isbjørn ca. tre meter fra mig. Den er midt i en overlevelseskamp, fanget alene på en isflage sammen med sin unge. Den dybfrost kolde polarluft hyler hen over det kulsorte hav, mens den ligger og stirrer på mig.

Pludselig river en del af isflagen sig løs, og isbjørneungen driver bort fra sin mor og forsvinder i mørket. Da det går op for isbjørnemor, at hun har mistet sin unge, genlyder polarnatten af det frygteligste smertensbrøl - og så opsluges også hun og den lille isflage af polarnatten. Tilbage er kun vindens tuden og lyden af det mørke ishavs sagte klukken. Blackout og sceneskift.

Dette er bare én af mange gribende scener i den belgiske forestilling ’Dimanche’, som præsenteres på festivalen af Compagnie Focus & Compagnie Chaliwaté.

Jeg sidder dér i teatermørket og gyser. For ikke så snart er isbjørnen forsvundet, før et lynsnart sceneskift bringer os alle sammen videre i historien: Nu befinder vi os i en gammel villa, hvor en familie snart ser sig overmandet af både kvælende hedebølger, ubønhørlige orkaner og – til sidst – en nådesløs syndflod, som skyller alt bort og giver plads til havets dyr. En stor haj svømmer stille forbi og æder et par tiarmede blæksprutter med på vejen.

Det hele er så troværdigt fremstillet. Det er en haj, selvom vi godt ved, den er lavet af stof, og det er blæksprutter, selvom de blot er de medvirkendes bare hænder.

’Dimanche’ er en fortælleteknisk bedrift. Her kombineres almindeligt skuespil med virtuos dukkeføring – for dén isbjørn lever altså! – samtidig med at flotte videosekvenser understøtter den dramatiske historie om intet mindre end verdens undergang. En apokalyptisk gravskrift over vores nuværende civilisation – serveret både med humor, finesse og alvor.

Det hele varer ca. 70 minutter. Men hvilke 70 minutter! Og jeg har faktisk lyst til at se det hele igen – med det samme. Og dét er ikke en følelse, jeg har særlig ofte, når jeg ser teater. Alligevel deler jeg åbenbart denne følelse med festivalleder Eveline Gfeller fra Figura Theaterfestival i Schweiz, som sidder på samme række som mig. Eveline betror mig, at hun har set netop denne forestilling adskillige gange ved tidligere lejligheder.

»It’s sooo good« som hun siger med sagte stemme – både lige før og efter forestillingen.

’Dimanche’ er en af de forestillinger, som i fagmiljøet kaldes en ’festivalhopper’ – en forestilling som kan turnere i lange uafbrudte perioder over hele verden. ’Dimanche’ er ovenikøbet så populær, at hele tre hold skuespillere og teknikere turnerer med den samtidig for at kunne imødekomme efterspørgslen på markedet.

Dans med døden og hyldest til livet

Et andet eksempel på en forestilling, hvis popularitet aldrig synes at aftage, er franske Compagnie La Pendues ’Tria Fata’, som handler om en gammel kvinde, der ligger for døden. Jeg så denne forestilling første gang for nogle år siden på en festival i Spanien, og jeg overraskes nu over, hvor god den er ved dette gensyn.

På scenen står Estelle Charlier alene, kun akkompagneret af et velspillende one-man-band i skikkelse af Martin Kaspar Lauchli, som spiller basklarinet, akkordeon og trommer… samtidig.

I ’Tria Fata’ får en gammel kvinde - af selveste Døden - lov til at udskyde det uafvendelige et lille stykke tid, og i løbet af en times tid genfortælles hele hendes liv for øjnene af os.

Det er måske ikke et usædvanligt liv, hun har haft, men Estelle kan noget med at få poesien ind i alle dele af forestillingen; hver en bevægelse – selv den mindste lille sitren med en langefinger eller et veltimet øjekast – er planlagt og er betydningsbærende for historien og de dukker og objekter, hun animerer.

Vi oplever pigens første skridt, hendes første kærlighed, og alle de små og store bump på vejen, som vi alle møder på vores vej gennem livet. Det lyder banalt – og det er det måske også – men kunsten vokser frem af måden, vi får serveret historien på. I lyset, i musikken, i maskerne, i håndteringen af dukkerne og rekvisitterne.

Vi sidder stille og måber, da Døden endelig kommer for at tage den gamle kvinde med sig. Men pludselig tøver den, og i et stille nu vender den pludselig sin dødsmaske mod os i salen, og luften og vores hjerter står stille i et kort, dybt meningsfuldt ’nu’; for mon ikke der også sidder et par stykker dér ude blandt publikum, der skulle med ved samme lejlighed?! Vi skal jo alle den samme vej – før eller siden. Bare ikke liiige nu, please!

Vodka og kærlighed til alle

Senere samme aften – lige efter den intense dødskabaret-oplevelse sammen med Compagnie La Pendue – sidder vi atter bænket foran en mand på sit dødsleje. Og snart er scenen sat: Vi er alle til begravelse. Tjekkiske Fekete Seretlek & Studio DAMÚZA giver deres medrivende bud på en fortolkning af russiske Leo Tolstojs romanklassiker med én af de mest charmerende kvindefigurer i verdenslitteraturen i hovedrollen: Anna Karenina.

Snart hvirvles vi afsted gennem denne fantastiske kærlighedshistorie, som næsten indeholder mere drama, end der kan rummes i et enkelt liv: Utroskab, tyndslidte ægteskaber, knuste hjerter, forsmåede elskere, rigtige mandfolk, charlataner, stolte kvinder, lavkomiske optrin og den store, store kærlighed til den indtagende Aleksei Vronskij – det åndelige ophav til alle mandelige førsteelskere i både litteratur og på film, siden han første gang optrådte hos Tolstoj i 1880’erne. Vronskij får Hugh Grant, George Clooney eller Daniel Graig til at ligne kluntede og usikre teenagere med en eftersidning hængende over hovedet.

Og da vi jo befinder os i det gamle Rusland, skal der vodka til at skylle det hele ned med. Således også denne aften, hvor alle tilstedeværende publikummer får tilbudt et glas. Nogle dufter skeptisk til drikken, men der nikkes hurtigt anderkendende: Jo, dette er den ægte vare. Til de mere afholdende sjæle i salen var der senere varm te serveret direkte fra en samovar på scenen. Da skuespillerne senere selv begynder at drikke af vodkaen på scenen, breder tvivlen sig blandt publikummerne. Hvor starter teatret, og hvor slutter fiktionen?

Nej, Fekete Seretlek & Studio DAMÚZA fortæller ikke hele Anna Kareninas historie – og de forskåner os da også for det afsluttende, tragiske selvmord – men de rammer stemningen i dette flotte stykke verdenslitteratur.

Og udover vodka og te fik publikum det hele serveret med flot live musik og sang leveret af alle medvirkende skuespillere, der undervejs i forestillingen også viste sig at være fænomenale dukkeførere og objekt-manipulatorer. Og nej, dette var ikke for børn, men det unge publikum havde en fest denne aften i Ogterop-teatrets store sal midt i Meppel, hvor alle festivalens store produktioner blev præsenteret.

Talenterpriser og madteater

Jeg når at se i alt 36 forestillinger på de blot fem dage, som jeg opholder mig på festivalen. Sådan noget kan kun lade sige gøre, fordi de lokale arrangører havde lagt et detaljeret minut-program. Og de havde dertil koblet to energiske og lokalkendte guider på den lille internationale gruppe af fire festivalarrangører, som jeg tilhørte, og som samtidig udgjorde den internationale jury, der skulle se ni arbejdsdemonstrationer og præmiere det største talent blandt de unge optrædende. Pyh...

Søndag aften – på festivalens sidste dag – udløses spændingen, og vi vælger at give talentprisen, der udover æren består af hele 2.500 euro, til et ungt tysk talent, Lara Epp. Hun aftvang juryens respekt og vandt vores hjerter med hendes ultrakorte 12-minutters performance ’Ballade for a little Blaskapelle’, hvor saltstænger, balloner og tre tromboner udgjorde hendes højest orginale rekvisitter. Lara Epp – hold øje med dét navn derude. Hvis hun fortsætter, som hun er startet, kan hun blive stor.

Efter prisuddelingen er vi nået til festivalens sidste programpunkt for de internationale delegeredes vedkommende: En madteatertur rundt i byen. Vi går i en gruppe på ca. 20 personer gennem den mørke oktober aften, hvor bladene allerede er ved at falde af træerne og gradvist dækker byens gader som et organisk tæppe i gule og røde farver.

Forrest går en guide med gul, lyskædebesat paraply og viser os vej på ruten. I løbet af et par timer gør vi i alt tre stop, hvor vi hver gang ser et lille stykke teater eller en performance, mens vi samtidig spiser os gradvist igennem en madmenu bestående af tre retter. Mad og teater i lige store og veltilpasserede doser.

Aftenens og turens sidste stop er på 1. salen på et værtshus midt i byens travle restaurantgade.

Mens der bliver knappet kolde Heiniken-øl op og skålet blandt gæsterne i baren i stueetagen, får publikum serveret isdessert på 1. salen, hvor tyske Anne Klinge underholder med sit unikke Fußtheater, hvor hun spiller alle karakterer og scener kun ved hjælp af sine ben og hænder.

Det lyder måske for simpelt; men det skal opleves, for Anne Klinge er en sand mester til det, hun gør – og det er ikke tilfældigt, at hendes turnékalender altid er fuldt booket mange måneder frem. Hun spiller både for børn, unge og voksne – og hendes teaterkunst er helt ordløs. Simpelt, flot og lige til benet – om man så må sige.

Skandinavisk tema og stop-over i Silkeborg

På årets festival var de internationale forestillinger af tysk oprindelse i klart overtal. Det havde den naturlige forklaring, at festivalens kunstneriske leder, Elly Bakker, havde sammensat et interessant tysk tema i anledning af denne udgave af festivalen.

Da jeg møder Elly i et sjældent roligt øjeblik under festivalen, lyser hun op og bekendtgør, at hun nu arbejder på, at den næste version af hendes festival om to år skal have et skandinavisk hovedtema.

Og da jeg dagen efter er på vej mod togstationen med min rullekuffert, er afskedssalutten fra Ellys side da heller ikke et farvel men et ’på snarligt gensyn’. For Elly samles sammen med mange af sine dukketeater-aficionados om få dage i Silkeborg, hvis Festival of Wonder (tidligere kendt som Silkeborg Dukketeaterfestival) for dukke- og animationsteater for længst har etableret sig som et internationalt mødested for denne faggruppe indenfor scenekunsten.

Festival of Wonder afholdes i dagene 10.-13. november. Puppet International er tilbage igen i oktober 2024.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Klimakatastrofer og isbjørnebrøl
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

22-11-2022
 

18-11-2022
 

15-11-2022
 

10-11-2022
 

17-10-2022
 

12-10-2022
 

25-09-2022
 

21-09-2022
 

19-09-2022
 

16-09-2022
 

13-09-2022
 

07-09-2022
 

01-09-2022
 

28-08-2022
 

08-08-2022
 

02-08-2022
 

04-07-2022
 

27-06-2022
 

17-06-2022
 

13-06-2022
 

03-06-2022
 

26-05-2022
 

21-05-2022
 

18-05-2022
 

11-05-2022
 

28-04-2022
 

25-04-2022
 

22-04-2022
 

16-04-2022
 

10-04-2022
 

08-04-2022
 

29-03-2022
 

24-03-2022
 

17-03-2022
 

14-03-2022
 

07-03-2022
 

01-03-2022
 

24-02-2022
 

17-02-2022
 

09-02-2022
 

Flere anmeldelser