Af: Anne Middelboe Christensen

8. marts 2023

Klimaaktivisme og kærlighed

’Fattig’ er en medrivende teenageforestilling på Teatret Masken - om at være fattig på penge, men rig på følelser og tvivl.

Teatret Masken er drevet af en smittende nysgerrighed. Dette egnsteater i Nykøbing Falster skaber som regel ny dramatik om, hvordan det egentlig er at være barn og ung netop nu. Typisk baseret på alverdens workshops og undersøgelser med lokale børn og unge. 

’Fattig’ er sådan en nysgerrig og medrivende forestilling. Den er skabt for teenagerne – for udskolingens 8.-10. klasser og gymnasiet – og den er inspireret af indsamlede historier fra lokale unge. Umiddelbart antyder titlen, at forestillingen handler om at føle sig økonomisk fattig, fordi man hele tiden kan sammenligne sig selv med andre, der har flere penge og dyrere tøj. Men hurtigt viser det sig, at forestillingens ærinde også er at åbne de unges øjne for den omsorg og kærlighed, der ikke kan gøres op i penge. 

Jesper Bræstrup Karlsen har skrevet en fin og indfølende tekst om tre klassekammerater, der kommer fra vidt forskellige familier og baggrunde – og som nu mødes efter skoletid for at skrive en opgave sammen. Og Per Scheel-Krüger har instrueret de tre skuespillere, så deres spil får en nerve, der tydeligvis engagerer teenagetilskuerne. Der bliver i hvert fald reageret højlydt på forestillingen undervejs, både med hujen og fnisende adddd-lyde. Det er lige, som det skal være. 

Masser af impulsivitet

Scenografen Marianne Nilsson har ladet forestillingen foregå på en nedlagt fabrik. Her er i hvert fald rå stålbjælker, halvt nedrevne industrilofter og bunker af smadrede mursten i den rå scenografi. Her koger vreden! Scenografien skaber et perfekt gemmested for unge, der har brug for at løbe væk for at finde sig selv – endda med en gammel olietønde som aktivistisk ramme om et lille bål at varme sig ved. 

I baggrunden stikker nedrevne brædder op i en bunke som en silhuethilsen til barrikader og revolution – i symbolsk modlys i Maria Pias fine lysdesign. For vi er i et Underdanmark uden for rækkevidde. Med lyse kostumer i alle nuancer af hvidt – fra slidt, hippiepunket spencerkjole til eksklusiv, nyindkøbt dynejakke. Med tøjet som billeder på den fremtid, som de unge selv skal til at skabe i farver…

Anna Bob Fredslund har rollen som den blide pige, der er ordblind, og som derfor har det svært med opgaveskrivning. Til gengæld har hun sans for at optage alt på video med sin mobiltelefon. Hun er lidt af en drømmer. Hun lader kærligheden blafre rundt om sig – og hun er tydeligvis vildt optaget af at opdage sin krops seksuelle muligheder. Anna Bob Fredslund spiller rollen med masser af impulsivitet og energi. Hun hopper op og ned på stedet af livslyst. Man kan ikke stå for hendes drilske anslag og hendes finurlige blikke.

Tobias Leander spiller drengen, der er omsorgssvigtet og alt for alene. Drengen, der vokset op i et hjem med for meget alkohol. Han har en bedstemor, der som den eneste virkelig tager sig af ham, men nu er bedstemor blevet syg…

Tobias Leander stiller sig foran en boksebold, og så tæsker han ellers løs i forsøget på at bokse problemerne væk. Han er rasende, men frem for alt afmægtig og ulykkelig. Tobias Leander har en tvivl i sin stemme, som man slet ikke kan stå for. Hans ensomhed er desperat, og man ville gå hen og slå armene om ham, hvis man kunne. Det prøver Anna Bob Fredslunds empatiske pige selvfølgelig også, men hun bliver straks afvist. For hvis man er vant til at blive afvist, så afviser man også selv…

Lille, dum ’rich girl’

Hvis man er vant til, at ens forældre ikke gider være sammen med én, så forventer man heller ikke, at ens kammerater har lyst til det. Det er i hvert fald den psykiske forsvarsmekanisme, der præger Gina Marchwinskis overklassepige. Hende, der har alle de lækre ting og masser af penge, men som mangler kærlighed. 

’Jeg er bare en lille, dum rich girl, ik?’ siger hun og forventer, at de andre giver hende ret – og at hun vil blive mobbet, sådan som hun er vant til det. Gina Marchwinski spiller både tjekket og hårdkogt, når hun med sin skarpe duksestemme bliver ved med at insistere på, at de to andre skal være med til at skrive gruppeopgaven. 

Hun agiterer for klimakampen som en dedikeret Greta Thunberg-fan. Indtil hun også åbner sig og tillader sig at bløde sin stemme op, mens der kommer en ny langsomhed og kærlighed ind i hendes delikate kropssprog. Og så går hun ellers afsted for at komme tilbage med mad til alle – og masser af chips. 

Selvtillid er vejen frem

Teksten fører forestillingen vidt omkring: Fra mistro til voksne og det offentlige system til behovet for aktivisme og klimakamp – og lokalt oprør. Samtidig er der indlagt en lidt kikset fangejagt. Det bliver dog lovlig meget. Ikke mindst fordi de tre skuespillere går så dedikeret til deres rollefigurer, at man egentlig hellere ville lære dem bedre at kende i stedet for at opleve forestillingsplottet eksplodere i en opgejlet actionspænding mod slutningen. Selv om til Jonas Jørgensens lyddesign rummer god spænding.

For dette er ikke en overdrevet film. Det er teater om teenagere, der forsøger at finde fodfæste og finde ud af, hvad de skal med deres liv. Som pludselig indser, hvorfor de ikke behøver at skamme sig over at være født som dem, de er. Og allervigtigst: Som erkender, hvem de kan stole på.

Hovedpointen i ’Fattig’ er dog lysende klar: De rige kan sagtens være fattige på kærlighed – og de fattige kan være rige på indsigt, både når det kommer til klima og til kærlighed.

Essensen er, at de unge kan så meget mere, end de måske selv tror. Selvtillid er vejen frem – sammen med fællesskabet. Og så måske nogle chips.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.