Af: Anne Middelboe Christensen

16. december 2008

Klezmer og dansekløgt

’I universet udfylder jeg rummet,’ siger danseren i Uppercuts filosofiske breakdance-forestilling med de medrivende fredsperspektiver. Og nej, der var faktisk ikke nogen, der kom op at slås...

’Sejt!‘ udbryder ungerne til ‘Univers’. For Uppercuts dansere er lette i kroppene og lynhurtigt nede på gulvet – og oppe igen. Stilen er street dance, sådan i et flow af rul og hop, der break’es af skægge kick og tricks. Danserne klasker hænder, sådan fredsommeligt, indtil klaskene vokser og bliver til overrumplende lussinger. Og de er virkelig
, disse dansere, og energien smitter ungerne.

Det er Uppercuts koreograf, Sean Curran, og Mr. Middle East Peace Orchestra, Henrik Goldschmidt, der har skabt denne energiske forestilling. Og som dermed har givet de større børn en uventet kombi af dans, musik og filosofi i en upretentiøs udgave med gadejargon og teenagedrømme.

Scenografisk er forestillingen skrabet – en koncertopstilling af mikrofoner og forstærkere er den eneste indramning af de tre dansere. Men den nøgne form er med til at give forestillingen dens tweens&teens-appeal: Det er råt, og det er live, og det er lige nu.

Maveskvulp

Både musikerne og danserne bryder tavsheden fra deres kunstart og åbner munden til tale. De kaster sig ud i filosofiske betragtninger om, hvordan man som menneske tackler sin mikroskopiske placering et kaotisk univers. Men deres egne forklaringer er vidunderligt kunstnersimple: De tackler det faktisk slet ikke. Næ, de spiller musik og danser i stedet for…

Og det gør de så, multimusikalsk og med inspiration fra adskillige stilarter. Netop det multikulturelle islæt hos orkestret finder tydeligvis en klangbund hos tilskuerne. Når Anders Vesterdahls klezmerharmonika dræver, åbner det klart ungernes ører på en anden måde, end en bestemt slags rock eller MGP-pop ville have gjort det. De mellemøstlige klange får adgang til andre slags følelser; i hvert fald, når det er Henrik Goldschmidt, der trutter i oboen – og Anders Henze, der drilsk trækker i takten. Medmenneskelighedsfølelser.

Visuelt er æstetikken umiskendelig Uppercutsk: Orange overalls med lynlåse i forskellige farver – unisex og samtidig lette i Kirsten Victoria Linds klare design. Det forhindrer nu ikke danseren Sonic i at smide tøjet, så hans mavemuskler kan skvulpe i fri buldren til ungerne, der virker helt overvældede over, hvor meget styrke, der gemte sig under det posede overallsstof. Sonic ligner en shaman med sine snurrige bevægelser og sine umulige hop på ryggen, og hans lynhurtige uforudsigelighed holder ungerne limet fast til stolene. Mark Mouritzen – som også brillerer i DM i Break – har rollen som ’macho street uncle’. Hans hurtige spænde-ben-for-sig-selv-spark får drengene til at juble, og hans sære enhåndshop skaber pigehvin.

Taskebroderi

Midt ind i denne mandeverden vandrer så den lyshårede, modelskønne Louise Seloy med sin broderede taske. Hun er poesiens muse her, sådan som hun taler om sin plads i verden. »I universet udfylder jeg rummet, hvor er ikke er univers.« Og derfor kan hun logisk konkludere: »Hvor end jeg er, er jeg dét, der mangler.«

Denne idé om at være nødvendig for verden tricker tydeligvis ungerne. For netop sådan havde de altså ikke tænkt det med at skubbe luften til side og selv indtage pladsen. Og formodentlig slet ikke, at tanken kunne udtrykkes af en fe med en kæmpenederdel, der drejede sig hurtigere og hurtigere op til en hel sol…

‘Univers’ rummer altså fascinerende øjeblikke. Også selv om dens abrupte dramaturgi er yderst abstrakt – og ikke nødvendigvis indlysende eller spændingsopbyggende. Og selv om den fragmenterede form kunne være samlet til et mere fortællende forløb. For hvem er pigen? Og hvad har hun egentlig til fælles med street-drengene og nørdemusikanterne?

Alligevel vidner forestillingen om et godt, nyt udblik og større armbevægelser hos Uppercut Danseteater. Og ‘Univers’ vinder klart på sin musikalske integritet og sin koreografiske glæde over nuet. Den glæde, som umiddelbart smitter – og som forhindrer slagsmål videre ud i universet.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.