Af: Kirsten Dahl

18. maj 2010

Klassefjenden light

Bandekriminalitet, mobning, gruppedynamik eller demokrati på det nære niveau er de centrale og vigtige temaer i Nigel Williams ’Klassefjenden’. Men Teater Bloom formår ikke at få rykket publikum frem på sædet, fordi skuespillerne mangler kunnen, og instruktionen er for monoton.

Da Mariposa Teatret tilbage i 1993 spillede ‘Klassefjenden’ tog de publikum med storm. Som et ‘drengerøvsteater’, der med ung energi og dynamisk drive smækkede en gruppe udstødte underklasse drenges frustrationer og problemer i snotten på tilskuerne. Slabam!

Og den sad. Mariposa Teatrets ‘Klassefjenden’ var en effektfyldt teatertornado, som spillede flere år og som også mange år efter var på folks læber som en Wharw-forestilling. En forestilling med fingeren på pulsen og sømmet i bund med kontant her og nu relevant teater.

Nu skal fortidens teaterstjernestunder selvfølgelig ikke ligge Teater Bloom til last. Men det er svært ikke at sammenligne. Og vendes blikket mod det relativt nystartede Teater Blooms opsætning af ‘Klassefjenden’ dykker begejstringen desværre.

Af flere årsager. Helt overordnet er der ikke nær det samme bid i Blooms version. Som publikum rammes man ikke i hjertekulen. Forestillingen ryster og animerer ikke rigtigt en til at gå ind i og tænke videre over hverken bandekriminalitet, mobning, gruppedynamik eller demokrati på det nære niveau. De centrale temaer som teksten rummer. Og det har med skuespillet og instruktionen at gøre.

Anonym og ufarlig

Seks unge fyre har forskanset sig på en skole. Ingen lærere vil have med dem at gøre. De er bare for langt ude. Kasserede af både skole og samfund. Ikke engang undervisningsbøger er dem forundt. De er udskud. Uønskede. Bandlyste.

Forestillingen handler så om hvad drengene gør og hvordan de omgås hinanden i det fængsel de har forskanset sig i. I afmagt eller som en form for kedsomhedsreaktion begynder de at undervise hinanden på skift.
I den række af emner som de opruller (‘sex’, ‘havebrug’, ”perkere’ og ‘selvforsvar’) udfoldes et billede på magt, ydmygelse, ensomhed, illusion og desillusion.

Gennem spillet vises, hvor vigtigt det er for drengene at opretholde og skabe alliancer, og at søge at fastholde status og hierarkier i gruppen. At det er de mekanismer, som er i spil, forstår man. I momenter kommer det virkningsfuldt til udtryk. Men som helhed bliver udtrykket hverken overbevisende eller fængende. Snarere noget anonymt og ufarligt.

Fordi spillerne savner meget at lære i forhold til tydelighed i artikulation og præcision i de kropslige udtryk. Og fordi iscenesættelsen meget hurtigt ryger ind i en monoton rille. Med arrangementer der ligner for meget hinanden. For mange ens lignende rundkredsopstillinger, samme typer af slåskampe, og samme trav hen imod døren ud til den frihed de ikke har og den tillid, ingen udefra viser dem.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.