DEBAT
01-12-2021
07-08-2021
10-06-2021
02-06-2021
02-06-2021
Katrine Hüttemeier og Dianna Telling på Teatercentrum i gang med den store programplanlægning forud for Aprilfestivalen i juni i Holbæk. Foto: Carsten Jensen

Klar til Aprilfestival i juni

19-04-2021
Programmet for både den store weekend-del og de lukkede forestillinger for skoler og institutioner i hverdagene er nu på plads. De nuværende restriktioner bestemmer situationen omkring selve afviklingen, hvad der kan aflæses på publikumstal og adgangskrav m.v. samt nuværende aflysninger af bl.a. åbningsreception, festivalshow og faglige møder m.v. Så p.t. er selve forestillingerne stort set eneste sikre aktivitet på festivalen...
Af: Carsten Jensen
FAKTA

* Aprilfestival er planlagt til afvikling 16.-22. juni 2021 i Holbæk Kommune 

- Pr. 19. april: 172 forskellige forestillinger fra 122 teatre (flere coproduktioner) - plus et internationalt gæstespil

- 23 teatre deltager på Aprilfestival for første gang

- Der er planlagt ca. 680 opførelser af forestillinger, fordelt på lukkede forestillinger, 22 åbne forestillinger i hverdagene og ca. 350 forestillinger i weekenden 18.-20. juni

- I forbindelse med flytningen af festivalen fra april til juni er der 22 færre forestillinger i forhold til det oprindelige program for dette års Aprilfestival

- Tilskuerforhold i relation til de nuværende restriktioner varierer fra 23-70 tilskuere til de enkelte forestillinger; max syv tilskuerrækker; 2 meter fra scenografi til 1. publikumsrække; 1 meter mellem hver person på rækkerne; 80 centimeter mellem rækkerne

- Billetforhold: Der skal bestilles billetter til alle forestillinger. Det er p.t. uafklaret om der skal forevises negativ test for alle over 12 år ved indgangen og om det er muligt at komme ind 'på døren', hvis der er plads og om det så er nok at afkræve cpr-nummer, telefon og evt. test

- Der arbejdes med en plan om faste, professionelle afviklingsteams ved alle spillesteder både weekend og ved de lukkede forestillinger, som udover kontrol og regulering også skal stå for afspritning af lokaler efter hver forestilling m.v.

- Som udgangspunkt er alle aktiviteter såsom åbningsreception, festivalshow, faglige aktiviteter, New Case (hvor nye teatre møder opkøbere) osv. aflyst, mens der stadig arbejdes på muligheden for at åbne en form for cafe og samlingssted på festivalen.

* Man kan følge med i udviklingen og aktiviteterne omkring Aprilfestival på hjemmesiden: www.aprilfestival.dk

Aprilfestival 2021 bliver i sandhed en anderledes festival end de 49 forgængere: Flyttet fra april til juni i håb om at kunne afvikle den omfangsrige teaterfestival, som dog stadig vil foregå i covid-19-pandemiens årelange skygge - med restriktioner, der for nuværende betyder aflysning af stort set alle de aktiviteter, der ellers er en fast bestanddel af verdens største teaterfestival af sin art.

Forestillingerne er trods alt den vigtigste og uundværlige ingrediens, og med flytningen af festivalen håber arrangørerne at fastholde muligheden for, at teatrene kan vise forestillinger for formidlerne/opkøberne i weekenden, og at kommunens børn kan opleve teater på deres skoler og institutioner - og sammen med deres forældre i weekenden.

Højst 23-70 tilskuere

Fra arrangørerne på Teatercentrum meldes det, at programmet for weekenden og de åbne forestillinger på hverdage samt de lukkede forestillinger på hverdagene er på plads.

De erfarne programlæggere Dianna Telling og Katrine Hüttemeier har arbejdet energisk på at konvertere det oprindelige program for Aprilfestivalen (18.-25. april) til det muliges kunst i den nye festivalperiode (16.-22. juni), idet 42 forestillinger er blevet placeret i andre spillelokaler, fordi 12 af de oprindelige spillespiller/haller er optaget af undervisning, eksamener og andre aktiviteter i juni..

De nu gældende restriktioner omkring tilskuerforhold er aggressiv medarrangør, der bl.a. betyder, at der p.t. kun bliver adgang for mellem 23-70 tilskuere til de enkelte forestillinger; max syv tilskuerrækker; to meter fra scenografi til første publikumsrække og en meter mellem hver person på rækkerne.

Men med håb om at det bliver muligt at opgradere publikumstallet i takt med nye og positive genåbningsudmeldinger fra 6. maj og frem til festivalstart midt i juni.

Den logistiske mulighed for at ændre på set-uppet, så der bliver plads til flere tilskuere til de enkelte forestillinger, vil være til stede næsten helt frem til festivalstart, lyder det fra Dianna Telling, der står for planlægningen af det store weekendprogram, som byder på ca. 350 opførelser over tre dage.

Afbud: 22 forestillinger

Men det har også været en barsk omgang for de over 120 deltagende teatre at skulle forholde sig til flytningen af festivalen.  

»Flertallet af teatre har dog taget flytningen fra april til juni nærmest rørende pænt, også selvom det har betydet et større arbejde for dem med at rykke aktiviteter, måske engagere nye spillere osv. Man har været taknemmelig over, at festivalen blev flyttet og ikke aflyst, så der stadig er mulighed for at præsentere forestillinger for opkøberne,« siger hun.

Ikke alle teatre eller forestillinger fra det oprindelige program for Aprilfestivalen har dog haft mulighed for at deltage i den forskudte festival, men Teatercentrum vil lave en særlig YouTube-afdeling for de 22 frameldte festivalforestillinger, hvor de kan præsentere trailere m.v., rettet direkte mod formidlerne med henblik på opkøb af forestillinger.

Det har heller ikke været muligt at få de scenekunststuderende med på festivalen. De får ellers normalt tildelt erfarne mentorer fra de deltagende teatre og får et værdifuldt indblik i både festivalen og det store teatermiljø, som også rummer gode muligheder for arbejde i et spændende miljø.

Professionelle afviklingsteams

Blandt festivalens omkring 120 teatre er 23 af dem med for første gang, omend flere af disse kompagnier består af erfarne børneteaterfolk, der har været med i andre konstellationer. De særlige velkomst-arrangementer, herunder ikke mindst New Case - hvor de nye teatre normalt har mulighed for præsentere sig selv overfor opkøberne og de andre teatre - må dog formentlig aflyses.

Det gælder også de mange faglige aktiviteter og møderækker, ligesom åbningsreception og festivalshow m.v. er skåret ud af festivalprogrammet.

Der arbejdes dog stadig på muligheden for at etablere (udendørs) cafe og det for festivalen vigtige samlingssted for teaterfolk og for formidlere.

Men rammerne for en sikker festival fylder stadig mest, og der bliver udarbejdet en sikkerhedsplan for hele festivalen - for første gang i festivalernes historie.

I den indgår etablering af professionelle afviklingsteams ved hvert eneste spillested, som skal sørge for adgangsregulering, coronapas-tjek, afspritning af spillelokale før og efter hver forestilling m.v.

Flere centrale spørgsmål står dog stadig åbne her med to måneder til festivalstart: Skal alle over 12 år vise coronapas til alle forestillinger og færden i festivalområdet? Bliver det muligt for teaterfolk m.v. at gæste de lukkede forestillinger på hverdagene, som det har været kutyme gennem årene? Skal teatrene evt. selv hjælpe med at billettere osv.

Mulig kompensation til teatrene

Men vigtigst er selvfølgelig, at Aprilfestival 2021 i Holbæk kan gennemføres og de mange teatre kan præsentere deres forestillinger, og så må de øvrige aktiviteter afhænge af den aktuelle situation midt i juni.

»Det er svære omstændigheder at forberede festival under, når man ikke kender de præcise vilkår for afviklingen, men vi står klar med diverse 'pop-up'-aktiviteter, som vi vil gennemføre, hvis det bliver muligt,« siger Henrik Køhler, direktør på Teatercentrum og ansvarlig for Aprilfestival 2021 i samarbejde med værtskommunen Holbæk..

»Gennemførelsen af forestillinger er dog det vigtigste for os, så teatrene kan præsentere deres aktiviteter. Det har været både besværligt og dyrt for teatrene med flytningen af festivalen, så derfor vil vi også søge ekstra midler til at kunne kompensere lidt for disse ekstra udgifter, ligesom vi gør hvad vi kan for at få formidlerne til at deltage,« siger Henrik Køhler.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Klar til Aprilfestival i juni
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
1234567891011121314151617181920

12-01-2021
 

04-01-2021
 

01-01-2021
 

10-12-2020
 

07-12-2020
 

02-12-2020
 

18-11-2020
 

09-11-2020
 

29-10-2020
 

12-10-2020
 

06-10-2020
 

18-09-2020
 

16-09-2020
 

08-09-2020
 

31-08-2020
 

19-08-2020
 

01-07-2020
 

22-06-2020
 

17-06-2020
 

11-06-2020
 

30-05-2020
 

24-05-2020
 

07-05-2020
 

05-05-2020
 

29-04-2020
 

21-04-2020
 

13-04-2020
 

01-04-2020
 

30-03-2020
 

24-03-2020
 

19-03-2020
 

06-03-2020
 

24-02-2020
 

12-02-2020
 

04-02-2020
 

27-01-2020
 

20-01-2020
 

01-01-2020
 

27-12-2019
 

12-12-2019
 

Flere anmeldelser