Af: Betina Rex

28. november 2019

Klædt af til kamp

Siff Vintersol brænder igennem som Alice, der er blevet digitalt krænket. 'Klædt af' på Aveny-T giver stemme til en krænkelsesform, der desværre nok er kommet for at blive.

Det er en slagfærdig titel, Aveny-T kaster sig ud i med 'Klædt af', af dramatiker Sonja Ferdinan. Og slagfærdigt bliver det i instruktør Amanda Linnea Ginmans hænder. Det afklædte bliver dog aldrig bogstaveligt. Der ryger en trøje – that’s it. 

Til gengæld bliver teksten stofligt, både i krop, replik, blik og bevægelser. Ikke mindst i kraft af Siff Vintersols strålende solopræstation på scenen. Dramatisk og scenografisk hænger forestillingen fint sammen, i begge afdelinger er der dog elementer, der stikker lidt ud. 

Du er på

Sofia Staals indretning af scenerummet giver mindelser om en catwalks møde med et forhørslokale, og som min sidemand muntert bemærker – med et element, der mest af alt ligner barberstolen i splattermusicalen 'Sweeney Todd'. 

Barberkniven er dog skiftet ud med kameralinsen. I dette tilfælde virker det dog næsten lige så frygtindgydende. Ind på scenen smyger Siff Vintersol sig. Forestillingens eneste medvirkende, der spiller rollen som Alice. Hele hendes kropssprog er undskyldende, nærmest selvudslettende. 

Med forsigtige trin træder hun hen til kameraet, og begynder at filme sig selv. Billedet projekteres op på den storskærm, der udgør bagvæggen. Det er tydeligt at positionen foran et kamera får hende til at slappe af. Som om at koderne for det at blive filmet eller filme sig selv hælder en tryghed ud over hele hendes krop. Vores; ”photo or it did not happen”-kultur synes ramt i solar plexus. 

Hun slukker kameraet og kigger direkte ud på publikum: ”Hvis du googler mig…” begynder hun. Alice er spredt ud på internettet. Mod sin egen vilje. Det er ikke just eventyrland i en hyggelige betydning, hun er havnet i. Men programtekstens sammenligning med Lewis Carolls  Alice (i Eventyrland, red.) er rammende – som hende er Alice i 'Klædt af' også fanget et sted, hvor alting opleves som en forskruet udgave af det, man hun troede var virkeligheden. Og det er virkeligheden. 

Alice er blevet digitalt krænket. Til en fest, havde hun sex med en fyr, hvilket nogle andre filmede. Filmen er efterfølgende blevet lagt på nettet, og Alice bliver anråbt både på gaden og antastet på nettet. Hun ved ikke, hvem der har set filmen  og hvem der ikke har, men hun føler, at hele verden har set den. Hvis bare man googler hende, som hun siger, så finder man hende nok. Hvis man søger på 'young'. Eller 'redhead'. Eller 'young redhead'. 

Det føles som om at alle har en holdning til hende, som om hun er et objekt for andres svinske tanker, eller formanende råd. 

Google knows

Forestillingen igennem følger man Alice i en form for fortløbende, men fragmenteret fortælling. Godt krydret med hendes skarpe imiteringer af dem, hun har talt med/fortalt sin historie. 

Vi hører, hvad hun talte med sin veninde om, inden de tog til den skæbnesvangre fest. Hvordan hun oplevede mødet med fyren til festen, der senere skulle blive hendes sexpartner. Hvordan den ældre mandlige dokumentarist, der kontaktede hende sidenhen virkelig føøøøøølte med hende – og liiiige synes, at de skulle skynde sig at lave en film ud af hendes historie. ”Fordi den en vigtig Alice!”. 

Vi hører, hvordan hendes far synes, at hun skal se sine venner noget mere. Og passe på sig selv. Og hvordan hendes advokat synes, at hun skal kæmpe! Det slutter, hvor det starter – tilbage hvor vi bare kan google, siger Alice. Hvis vi vil se for os selv, hvad det er hun taler om. Og Alice selv? Hun vil bare gerne vide, hvornår det slutter. 

Vores spor
Scenografisk er 'Klædt af' en stilistisk og velfungerende forestilling. Brugen af live kamera og projektering spiller godt sammen med forestillingens emne, samtidig med at Siff Vintersol på alle måder får lov til at brillere gennem et råt og upoleret scenenærvær, som ikke hænger på træerne. 

Brugen af kameraet og de forskellige close-ups bliver som en forvredet spejling af fortællingen om, at alle potentielt set kan blive 'klædt af' online, eller måske bidrager til, at andre bliver det. Som når Alice i en sekvens ligger på gulvet og filmes oppefra, og pludselig rejser sig, mens kameraet fortsætter med at vise hende liggende. Vores spor forsvinder ikke så let som vi selv. 

At scenografien spejles i en miniaturemodel, er både æstetisk smukt og ret sjovt, selvom den lille model ikke bruges så meget, som opsætningen giver anelser om. Havde man valgt en anden løsning, kunne man måske have fået hele publikum lidt tættere ned omkring catwalk-delen af scenen og forstærket fornemmelsen af, at ingen går fri af det her.

Gø og fald 

Siff Vintersol balancerer forestillingen igennem sin kontakt med publikum. Hun er insisterende, indladende, sommetider næsten intimiderende. Hun ter sig som en arrig bulldog, og falder som en knust genstand hårdt til gulvet. 

Instruktion og spil går lige til kanten af, hvad teenagepublikummet kan kapere. Når hun rækker mikrofonen til en fyr og beder ham sige hendes navn, når hun peger. Eller giver den til en pige og får hende til at sige nej, hver gang hun peger. 

Men de unge går med til kanten. Selvom deres kroppe næsten ikke kan være i sæderne, når Alice taler om sex. Teaterformen betyder heldigvis, at de ikke kan flytte sig, uanset hvor pinligt de oplever det. 

Både Mike Sheridan og Malte Hauge har skabt et virkningsfuldt hhv. lyd- og lysunivers, hvor både følelsen af uendelighed og klaustrofobi trives godt. Særligt i festscenen får lyden og lyset rummet til at smelte sammen. Så den dagligstue, festen rent faktisk fandt sted i, mere virker som en hip klub i Berlin. 

Uden tvivl også fordi Sebastian Kloborg har været ind over som koreograf. Noget man i øvrigt bemærker i flere sekvenser og som løfter det fysiske udtryk til et helt andet niveau. Meget skønt at skue. 

Og mændene

At det er en forestilling om en ung piges oplevelse af at blive digitalt krænket, står aldeles klart. Alligevel er det svært ikke at bide mærke i, at de mandlige karakterer ikke har mange nuancer at rutte med. 

Holdt op imod internettets uendelighed og uoverskuelighed bliver de lette(re) syndebukke, hvilket bestemt ikke er uberettiget. Alice har fandme da mødt nogle røvhuller på sin vej. Men havde det været med modsat rettet fortegn, altså stereotype kvindekarakterer, ja så havde det jo selvfølgelig desværre stadig ikke været ualmindeligt, men det var heller ikke gået ubemærket forbi. 

Den allersidste scene, hvor Alice danser om bagved storskærmen, lavet af gennemsigtig bobinette, og ud ad døren for enden af salen – ud i den virkelige virkelighed, er flot og virkningsfuld. Og en stor kontrast til resten af konceptet. Fordi der hele vejen igennem er arbejdet så gennemgående med det fysiske udtryk, kunne netop den scene godt have fået lidt mere opmærksomhed. 

Sammen med resten af forestillingen lægger den nemlig op til mange tolkninger og efterfølgende klassediskussioner. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.