Af: Anne Middelboe Christensen

3. januar 2010

Kisteglad soldatercharme

Limfjordsteatrets krigsforestilling er fyldt med klovnerier, men også med angst. Skabt med nænsomhed både til børn med soldaterfædre, men også til voksne uden hang til uniformer. For ’Pinkie’ handler om danskervirkeligheden i 2009.

Krig og børn er en hæslig kombination. Og teater om krig er heller ikke just uproblematisk, når tilskuerne er børn.

På Limfjordsteatret er det imidlertid lykkedes at skabe en forestilling om at være soldat i krig, så Afghanistan ikke bare er et fremmeord. Her kan både voksne og børn leve sig ind i, hvordan det er at være stolt over at skulle forsvare sit land. Men også, hvordan det er at være angst for det angreb, som nok kommer i morgen. Eller om halvandet minut… Welcome to the front line, som der står på et skilt!

Titlen ’Pinkie’ lyder ellers ret ubekymret. Og forestillingen har da også humoren som stærkeste våben. Her er alle fire medvirkende klædt som klovne med næser og hatte og mærkelige vaner. Og her er soldaterverdenen indrettet omkring fire, aflange kasser, der smart nok både kan fungere som skabe og sovekabiner – og kister, hvis den tid kommer…

Scenografen Annika Nilsson har skabt en imponerende klaustrofobisk verden med disse enkle kasser, proppet med finurlige rekvisitter. Og lyddesignet af Kim Fast Jensen er tilsvarende enerverende, så man får mareridt sammen med soldaterne – når da ikke Far til Fire-idylmusik svæver hen over kampzonen i grotesk højttalerrablen.

Fluefobi

Historien er enkel: En pige med glade fletninger og opstoppernæse tager afsted i gul prikkjole og soldateroppakning. Hun husker sit dannebrogsflag og sit engangskamera, for hun sendes afsted som forstærkning med militærfly ned til krigskampen – og ned fluerne, der næsten er lige så belastende som selve krigen.

Det er Anna Panduro, der brænder igennem som denne pige, energisk og lidt enfoldig også voldsomt hjælpsom. Panduro virker både som et barn og som en voksen – og som både en helt og et offer – sådan som hun jordnært skildrer menneskets indre overlever. Hun er virkelig rørende i sin sårbare troskyldighed.

Den bøse Søren Møller Pedersen spiller hendes øverstbefalende med lillebitte Napoleonshat og butnæset forbløffelse – og et stormavet ansvar for nogle soldater, som han overhovedet ikke kan skåne. Hans chefkikkert har øjnene siddende helt ude i kikkertenderne i lutter desperation, og han krammer sin lederhåndbog med titlen ’Demokrati i praksis’, som var den en hemmelig bamse. Det er kosteligt.

Fjendefrygt

Danskersoldaterne i denne forestilling hænger fast i overlevelsen med neglene. Den underfundige Maja Skovhus Rehøj nægter at lade sin spidstoppede hårknold vige for hverken soldaterhjelm eller burkaen. Hun spiller kontroltrangen helt ud i sine tynde ben, og hendes ordentlighed er en besk satire over militærprocedurers manglende improvisationsforståelse. Kvindekraft i mandsmilitæret!

Og den vilde Niels Peter Kløft speeder omkring med kniv mellem guldtænderne, for han holder kun angsten stangen, fordi han kan lukke sig inde i sin kabine med klistrede drømme og slidte pornoblade. Hans fysiske soldatermanerer er udtrykt i et gakket gøglerkropssprog, som han naturligt har hentet i sit udendørsrepertoire hos Dansk Rakkerpak, men i ’Pinkie’ er hans mime altså udviklet og raffineret til ekstremgalskab: Kløfts soldat er vitterlig en ener.

Russerrespekt

Det flotte ensemblespil i ’Pinkie’ er resultatet af et temmelig stædigt projekt. Instruktøren, Limfjordsteatrets leder Gitta Malling, har forfulgt sin egne klovnelyst og søgt erfaring hos klovnerne Kasyan Ryvkin og Ekaterina Dorichenko fra Licidei i Skt. Petersborg. Efter sigende med den slags råd, hvor sprog er overflødigt, og hvor en hovedrysten betyder, at en scene ikke er forståelig nok – eller sjov nok.

Russertricket har efterladt sig fine spor i forestillingen, der absolut er befriende sjov, men også forfærdelig sørgelig. For selvfølgelig kan det ikke ende godt, når unge, undertrænede idealister møder en våbenstærk fjende.
Pinkie er en hjertevarm forestilling for voksne, men også for teenagere, der er begyndt at stille spørgsmål, der egentlig ikke kan besvares. Forestillingen holder sig dog lykkeligt fri af det belærende eller det propagandistiske.

’Pinkie’ fortæller bare en historie, der er mere sand, end den måske umiddelbart ser ud til, netop fordi så meget i klovneudtrykket er overdrevet og stiliseret. Krigens dilemmaer rammes, uden at der går pacifismepræk i forestillingen. For ’Pinkie’ handler om virkeligheden 2009, uanset hvor fjollet, den umiddelbart ser ud. Nænsomt, så også børn med soldaterfædre og soldaterbrødre vil kunne se denne forestilling og blive stolte – og måske en lille smule mere reflekterede.

Alt udtrykkes gennem kroppene og lidt volapyksprog. Umiddelbart virker ordløsheden herligt forenklende, men sprogløsheden bliver også et billede af, hvordan det er at være soldat i et land langt borte, hvor fjenden ikke er sådan at tale med. Og et billede af den sprogløse erkendelse om, at krigens værste fjende måske slet ikke er den ydre, men den indre. Men det er en anden historie.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.