Kejser og komik

Flot tøj er på tapetet lige fra første replik: 'Hvor er det en fornøjelse at se så mange velklædte her', siger Birger Bovin, som står foran et firkantet eventyragtigt cirkustelt dekoreret med lyserøde roser. 

Iført rød vest, sorte knickers og langhåret sort paryk ligner han en fornem mand fra meget gamle dage. Ikke for ingenting, for han spiller enten fortæller eller 1.Minister i H. C. Andersens eventyr 'Kejserens nye klæder'. Hvem, er nemt at følge med i: Når han har den sorte paryk på er han 1.Minister. Uden paryk er han fortæller.

Christian Rossil kommer tilsvarende klædt på banen som 2.Minister eller fortæller. Han leverer en replik, som – udover at give en forsmag på noget af det centrale i eventyret – forlænger fiktionen helt ud af spillerummet, eller om man vil kobler nutid og datid sammen. Han siger nemlig med blikket stift rettet mod publikum: 'Vi har haft et par svindlere rendende op og ned ad gangen, så hold på pung og tasker!'

Kejseren som fodført dukke

Kejseren bliver morsomt fremstillet som en dukke, der føres på fødderne af Bovin. Vi både ser og hører, at Kejseren er glad for nyt tøj. Russisk pels, grønt taft, guld og diamanter bliver både nævnt og vist frem for Kejseren, som ikke vil tage hvad som helst på. 'Budgettet er ved at sprænges af nyt tøj', forklarer den ene minister. 

Og snart efter får publikum at vide, at der 'i Kejserens land sidder to svindlere på en vinstue og lægger skumle planer'. 

En artikel i en avis, som Brovin i rollen som gadedreng (her med kæk sixpence) sælger, giver de to svindlere ideen til at væve noget usynligt tøj til Kejseren. De siger om tøjet, 'at hvis man ikke kan se noget, så er man enten dum, eller ikke egnet til sit embede'.

De to svindlere, der præsenteres som Van der Fick og Van der Fæk, spilles også af Bovin og Rossil, og de kendes også på deres parykker, som nu er korthårede og lyse.

Gammelt tilsat nyt

Teatret Fyren og Flammen følger i det store og hele grundhistorien i H. C. Andersens eventyr. Dog er der i tekstbearbejdningen lagt små humoristiske og måske lidt voksenorienterede navne, bemærkninger og vittigheder ind. Småjusteringer, som Bovin og Rossil med udmærket sans for komik og publikumskontakt udfolder. 

Der bliver fx talt om, at Kejseren kan sælge Jylland til Tyskerne og Sjælland til Svenskerne for at få råd til det dyre tøj, som de to svindel-skræddere bliver sat til at væve.

Da en af ministrene ser det usynlige tøj og bilder Kejseren ind, at det er fantastisk, ja 'magnifique', siger han bagefter brødebetynget ud mod publikum: 'Jeg løj og det må en minister ikke!' - også selvom flere blandt børnepublikummet inden har forsøgt at skubbe ham i en anden retning med tilråbet: 'Bare lyv!' 

Og da kejseren mod slutningen i fortællingen går parade for folket, er børnepublikummet også på pletten med kommentaren: 'Han er helt nøgen'.

Lidt for forenklet

Henriette Rosenbecks iscenesættelse er skåret over den komiske forms læst. En forenklet og lidt grovkornet en af slagsen. Jeg er ikke sikker på, om børn helt ned til fire år er 100 procent med på alle løjerne i handlingsgangen. Men for mange aldre umiddelbart derover er der tydelighed på spil. 

Bovin og Rossil er de to eneste spillere på scenen. Dvs. forestillingen er bygget op af dialoger, fortællepassager og de kommentarer, publikum helt uvægerligt har undervejs. Det kan godt virke lidt for forenklet og lidt nuance-mangelfuldt, at der ikke er scener med flere samtidigt medvirkende. 

Det vil styrke forestillingen, hvis forestillingen i slutningen, når nu H. C. Andersens tekst bliver fulgt så forholdsvist tæt, også havde det med, at barnets bemærkning om, at kejseren ingenting har på, bliver hvisket rundt blandt alle de voksne og til slut råbt af hele folket. 

Og endelig lever forestillingen ikke rigtigt op til det, der står på teatrets hjemmeside om, hvad der kendetegner teatrets forestillinger: 'Kostumernes indvirkning på bevægelsen skaber et formsprog som er anderledes og nyskabende'.