6. april 2022

Kedelige voksne og sjovt teater…

De voksne er ikke sjove – men teater er! Denne og andre pointer fandt Teatret Zeppelin ud af i forbindelse med publikumsudviklingsprojektet MereZep. 

Teatret iværksatte i sæson 2021/22 publikumsudviklingsprojektet ’MereZep’, der er støttet af Augustinus Fonden og havde til formål at udvide teateroplevelsen og forankre en varig forandring i teatrets kernepublikum: Børn og unge.

Dette blev gjort igennem forskellige aktiviteter i forbindelse med Zeppelins forestilling ’Mio, min Mio’ i form af en kreativ opgave, teaterworkshops og videoer på YouTube. 

MereZep satte sig for at undersøge, hvordan en teaterinstitution kunne hjælpe børn og unge med at navigere i en kompleks verden påvirket af alverdens verdenskriser. Teatret kan nemlig med forestillinger og aktiviteter give børn og unge kompetencer til at reflektere over tunge emner, indgå i dialoger og skabe deres egne meninger. 

Studier viser, at teatret er et af de medier, der i højest grad påvirker børn og unge – også mere end fjernsyn og iPad. Teatret kan desuden være med til at udvikle empati, koncentration og fantasi. 

I rapporten kan scenekunstbranchen og alle andre nu læse om projektets udførelse og resultater.  En af de store pointer i rapporten handler om de YouTube-videoer, teatret producerede under ’Mio, min Mio’. På trods af et ihærdigt forsøg på at inddrage børnene i skabelsesprocessen endte teatrets voksne med at lave videoer, som børnene bare ikke syntes var sjove.
Til gengæld fik børnene meget ud af et andet tiltag i MereZep: I teaterworkshops fik børnene lov til at prøve kræfter med teaterøvelser og de lærte altså mere om teater ved selv at performe og skabe teater.

Man kan læse den fulde rapport på www.zeppelin.dk/merezep

(Billedet:  Der indgik både workshops og direkte møde med teaterkunsten i MereZep-projektet. Pressebillede: MereZep)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne