Kasper og rock-farmor

Hun er død, hende farmor! Men Kasper har ikke glemt hende, og i tankerne tager han turen tilbage til dengang, hun levede. Dengang han kun var en knægt på 12 år, der slet ikke kunne enes med sin far. Sin stive, hidsige og regelrette far. Dengang han løb hjemmefra en sen aften og søgte tilflugt hos farmor. Den forbudte farmor, som Kaspers far ikke har talt med i mange, mange år.

Det er nattemødet mellem Kasper og farmor, vi oplever. En nat, der sender farmor tilbage i tiden og som – forsigtigt – giver et fingerpeg om, hvorfor Kaspers far er blevet så firkantet som han er.

For farmor og farfar var alt andet. De dyrkede den nye rockmusik dengang i 1950’erne, de var fredsaktivister i 60’erne og blomsterbørn – vist et par lidt ældede af slagsen – i 70’erne. De havde så travlt med at redde verden, at de glemte at tage sig af deres egen søn, Kaspers far. Så han blev stivstikker som oprør mod alt deres frisind.

Nu sidder Kasper og hører farmor fortælle. Om besættelsen og befrielsen, om pigtrådsmusik og konfrontationer med politiet, om atommarcher og verdensbanken. Og der er sange til det meste. For Kasper har – heldigt – medbragt elektrisk guitar, og endnu mere heldigt har farmor minsandten en forstærker stående i sin ellers ret rodede stue med de mange lamper, hvorpå hænger tøj fra de mænd, der har betydet noget i farmors liv – hendes mand, hendes søn og Kasper selv.

Og så folder de to sig ellers ud i de sidste 75 års musikhistorie.

Problematiske dobbeltheder

Denne blanding af det store og det små, de nære relationer og det fjerne samfund lykkes for en dels vedkommende ganske godt. Som en sød historie med en hel masse perspektiv i. Men desværre også med nogle problemer. Både i fortællingen og i iscenesættelsen.

Begge dele lægger op til den reneste og blideste realisme. Men Lise Jørgensens tekst virker hurtigt lovlig skematisk i farmors gennemgang af årtierne, lige som kernen i historien – de forkrampede familieforhold – aldrig rigtig foldes ud.

Og hvad er det med den skilsmisse og mors flytning til USA, der pludselig kommer ind i historien? Kom Kasper til Amerika for at bo hos sin mor? Blev forældrene gode venner igen? Hvad skete der med farmor og Kasper?

Det sidder vi tilbage og ville egentlig gerne have et svar på. Om ikke andet så til allersidst, når Kasper runder fortællingen om farmor af.

Samtidig føles teksten sine steder også lovlig voksen i forhold til en væsentlig del af sit publikum, for hvem BBC's befrielsesbudskab, Verdensbanken, atommarcher og de fleste musikeksempler vil være komplet uforståelige.

Samme problematiske dobbelthed rummer Solveig Weinkouffs iscenesættelse. I lange stræk er der tæt og fin kontakt mellem Lene Vestergaards søde farmor og Thomas Knuth-Winterfeldts oprigtige Kasper, der oven i købet både kan spille guitar og synge. Men pludselig krænger sårbarheden og den intime intensitet over i duarder-manerer og overdrevne, komedieagtige reaktioner. Når farmor fx vågner, bliver hun ikke bare forskrækket, hun bliver FORSKRÆKKET!

Og så ryger den fortættede nattemagi ærgerligt nok. For der er i spillet mellem de to masser af gode muligheder for en stærk teateroplevelse, tilmed for en ganske bred aldersgruppe. Det ville kræve lidt radrensning i teksten, og at der blev skruet ned for spillet. Sådan en 20-30 procent over hele linjen og 40-50 procent på udsatte steder.

Potentialet er der – det er bare volumenknappen på farmors forstærker, der lige skal have et vrid den rigtige vej.