DEBAT
09-12-2016
27-10-2016
24-10-2016
15-10-2016
12-10-2016
22-09-2016
01-09-2016
30-08-2016

Teatret Kriskat: Jeg skal nok finde den

Fjollet ser hun ud med sine blå briller, hende pigen med de farvede kuglevenner, der hægter sig fast i brillestængerne. Men Katharina Kamber er både sjov og rørende i den bevægende småbørnsforestilling ’Jeg skal nok finde den’. Foto: Kristian Dinesen

Karruselteater med poesi

22-08-2012
Katharina Kamber fra Teatret Kriskat byder på fuglebursteater med munterhed og nænsomhed for vuggestuebørnene. Kærligt og ærligt.
FAKTA
Teatret Kriskat: Jeg skal nok finde den -

Idé og performance: Katharina Kamber. Instruktion: Kristian Dinesen. Scenografi: Katharina Kamber og Kristian Dinesen. Aldersgruppe: 1,5-4 år. Varighed: 35 min. Turneforestilling. Set i april i Ringsted på Festival 2012. Kan også ses på Horsens Teaterfestival 15-16. september (www.horsensteaterfestival.dk) og turnerer sept.-nov. 2012 og februar-marts 2013. www.kriskat.dk

Fuglebure har en magisk tiltrækning. Man får lyst til at se på fuglene inde i buret og snakkefløjte med dem, men man får også let lyst til at åbne lågen og sætte dem fri…

Noget af den samme dobbelthed leger Katharina Kamber med i Teater Kriskats lille, finurlige småbørnsforestilling, ’Jeg skal nok finde den’. Fuglene er ganske vist erstattet af kugler – små, farvede kugler i forskellige størrelser. Men jo, de vil gerne ud af buret, men det må de bare ikke for pigen med brillerne. For det er hende, der bestemmer…

’Jeg skal nok finde’ den er en finurlig forestilling fuld af leg. Symbolikken med de farvede kugler som pigens legevenner bliver hurtigt fanget af ungerne, enten bevidst eller ubevidst.. De halvandenårige ser i hvert fald interesseret til, når pigen har sit hyr med at få kuglerne til at gøre, som hun siger. De kender vist allerede til situationen…

Nænsomhed

Katharina Kamber har en skæg udstråling som performer. Hendes krop er meget mimisk, og hun kan hviske og gøre øjne, så ungerne aldrig et sekund er i tvivl om, hvad hun mener. Hun har gadeteatrets overdrivelse i sine bevægelser, og hun har komikerens forbløffelse i øjnene.

Men hun har også en nuanceret nænsomhed, som smyger sig om småbørnene. Hendes stemme har desuden en fin blødhed – med en charmerende accent, som tilsyneladende gør vuggestuebørnene helt rolige. Og hun får hurtigt musik ind i sin forestilling – lyden af en karrusel, der drejer og drejer. Hvorfor? Fordi hun har en ’drejekugle’, selvfølgelig. Ligesom hun har en mørkeblå kugle, der er glat og fin. Og den lysegrønne næsekugle, der er helt fantastisk til at sætte sig næser rundt omkring…

Kamber vælger at tage nogle af børnene op, så de kan prøve næsekuglen – og hun beder alle klappe af dem. Det er måske ikke helt nødvendigt at lade børnene optræde på den måde, når de endnu ikke har smidt bleen. Det bryder forestillingens flow, og at dømme efter ungernes øjne var de i hvert fald rigeligt optaget af hende og hendes kugler. Og af fugleburet.

Beskedenhed

Naturligvis har hun også en fuglekugle. Og en blå yndlingskugle. Det accepterer ungerne uden at kny. De har jo også en yndlingsbamse. Sådan er det bare. Kambers pointe er bare, at hun ikke kan elske sin yndlingskugle, uden at slippe den fri…

Scenografisk er forestillingen ret beskeden og afvæbnende i jordnær realismestil, for den består bare af et tæppe og nogle skærme i et rum i dagslys – og af fugleburet. Så jo, scenografien kunne godt være mere gennemført. Og teksten kunne godt være mere finpudset. Men det ville måske ikke gøre alverden. For det er fugleburet, der skaber hele magien. Det står på et vidunderligt stativ, som klart har noget opfinderagtigt over sig. Man forventer, at noget vil ske til sidst, og det gør der så heldigvis også…

Følsomhed

Pludselig afsløres en karrusel, en gammeldags karrusel, der drejer og drejer i sit eget adstadige og samtidig vilde tempo. Den drejer poetisk og smukt – drømmeagtigt, som om den om et øjeblik letter og flyver. Og de farvede kugler har hægtet sig på karrusellen i snore, så de kan flyve med.

Ungerne stirrer og stirrer – helt betuttede. Og som voksen bliver man pludselig bevæget, måske fordi man lader tankerne dreje med rundt i karrusellens ubekymrethed, og måske fordi synet sætter gang i barndomsminder, som man knap har ord for.

Symbolik har det med at drejer sine egne veje. Men denne lille beretning om en pige og hendes elskede legedyr rummer tydeligvis en stærk beretning om at elske hinanden ubetinget. Og det er altså imponerende, ikke mindst i betragtning af at forestillingen rent faktisk bare består af en række små, farvede kugler.

Småbørnsforestillinger er komplicerede at skabe, ikke mindst fordi de stiller så høje krav til enkelhed og til gentagelse. Men i ’Jeg skal nok finde den’ er det lykkedes Katharina Kamber at invitere børnene ind i en munter verden, hvor både ærlighed og følsomhed stortrives – og hvor kærlighed findes.

Hvis børneteateravisen.dk uddelte fuglebure i stedet for stjerner, ville denne forestilling få fire smukke fuglebure. I glade farver, der kunne matche kuglerne, der skulle bo inden i dem. Og absolut med yndlingsblå knopper på toppen.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Jeg skal nok finde den
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

08-12-2016

07-12-2016

05-12-2016

01-12-2016

29-11-2016

28-11-2016

25-11-2016

24-11-2016

22-11-2016

21-11-2016

19-11-2016

14-11-2016

10-11-2016

09-11-2016

07-11-2016

03-11-2016

01-11-2016

28-10-2016

27-10-2016

25-10-2016

14-10-2016

09-10-2016

06-10-2016

03-10-2016

30-09-2016

28-09-2016

26-09-2016

22-09-2016

19-09-2016

15-09-2016

13-09-2016

11-09-2016

06-09-2016

05-09-2016

02-09-2016

31-08-2016

29-08-2016

24-08-2016

22-08-2016

18-08-2016

Flere anmeldelser