Karla skulle lægge noget mere kabale

Selvfølgelig er det oplagt, at 'Karlas Kabale' skal spilles på Aarhus Teater – tæt på Renée Toft Simonsen, der med sin børnebog har givet masser af børn en fortrolig indsigt i, hvordan det kan opleves, når ens mor og far skal skilles. Hvordan livet tilsyneladende kan gå i stykker. Og hvordan man bare kan have lyst til at løbe hjemmefra og væk fra det hele.

I Aarhus er det instruktøren Thomas Bendixen, der selv har dramatiseret romanen og skabt en forestilling, der er yderst loyal mod bogens forenklede univers.

Scenografen Steffen Aarfing har sjovt lagt to rullende fortove hen over scenen, så både papfaderen og vagabonderne i Karlas liv kan køre forbi, mens hun taler om dem.

Forestillingen sætter et stort ensemble på scenen med hele 13 skuespillere, hvilket i sig selv er luksus til en familieforestilling. Og her er der interessante castingoverraskelser, ikke mindst når skuespilleren Bue Wandahl, der ellers er præsteskuespilleren over alle, her træder frem som alkoholiseret bums med stjålen indkøbsvogn og mildnet menneskesyn.

Det går langsomt

Iscenesættelsen er dog også en smule naiv. Alt går meget langsomt. Som om intentionen om at vise hele forestillingen fra Karlas perspektiv og i børnehøjde har betydet, at Thomas Bendixens sædvanlige scenekompleksitet er forsvundet.

Scenerne virker så lange. Replikkerne falder tungt. Ingen griner rigtigt. Ingen bliver heller rigtig bekymrede. Det er bare så omstændeligt alt sammen.

Marie í Dalis kostumer holder sig muntert til klare farver, og Karla sover sjovt nok stående lodret i en selvstående dyne i en højkantseng under et vindue, der bare er tegnet kækt på væggen med kridt.

Alligevel bliver det gode humør lidt postuleret og IKEA-agtigt. Der er ikke nogen hygge på scenen. Og derfor bliver det heller ikke synderligt hyggeligt at sidde i teatersalen.

Varm bedstemor

Men jo. Karla er skøn – ligesom hun skal være. Det er skuespillereleven Fanny Louise Bernth, der fuldstændig ukrukket og slagkraftigt lever sig ind i Karlas frustrerende situation. Alene og overset med en mor, der går alt for meget op i rengøring – og en far, der ikke kan overholde aftaler, fordi han drikker.

Det er faktisk kun i scenen med Merete Voldstedlunds gamle dame i kørestol, at forestillingen får den nærvær og varme og inderlighed, som bogens ord skaber hos læseren. For Merete Voldstedlund kan tale til Karla og stille spørgsmål, så man kan se, at hun ikke har noget som helst ønske om at opdrage Karla. Hun er bare nysgerrig på, hvordan det er at være Karla – og hvordan det er at skulle finde sin plads i en familie med halvsøskende og papsøskendes papsøskende...

Og Merete Voldstedlund taler helt afdæmpet og med en stemme, der har en bedstemors uendelige tid og grænseløse omsorg. Det er det smukkeste kvindeportræt.

Derudover lærer hun selvfølgelig Karla at lægge kabale. Jordnært og sludrende, så man faktisk kommer til at savne hende – og så man ville ønske, at hun også ville dukke op til slut. For hvis Karla bare lagde noget mere kabale sammen med hende, så skulle det nok gå alt sammen…

Drop de 6-årige

Aarhus Teater skriver selv, at målgruppen er fra 6 år og op. Jeg så forestillingen omgivet af lutter 6-årige, og ikke mindst drengene var alt for små til at holde sig koncentreret om de mange ord i to timer.

De 10-årige piger var tydeligt mere modtagelige, fordi de lettere kunne identificere sig med pigen, der har den irriterende storebror og den langt ude tarvelige lillebror.

Men det er selvfølgelig anderledes for de børn, der måske har læst bogen – og som rent faktisk kommer sammen med deres papforældre…

Helmig hitter

Det er ikke første gang, at 'Karlas Kabale'er blevet til teater. Romanen udkom i 2003 – og blev første bind i en hel serie. Jeg oplevede Gunvor Reynbergs dramatisering for Ølstykke Sommerteater i Jan Hertz’ iscenesættelse i 2009, og her var det børn, der spillede børnerollerne – charmerende og vilde og med masser af den familiehygge, som jeg savnede på Aarhus Teater.

Måske fordi den netop ikke var æstetisk stilren hverken i form eller indhold, men mere bare lignede familier, som de er flest: Rodede og småløbende. O

mvendt har Aarhus Teaters opsætning en sejere og mere MGP-agtig udstråling, som ungerne givetvis tænder på.

Men sådan er der så meget. Til gengæld er'Karlas Kabale' på Aarhus Teater nu lunet af Thomas Helmigs famøse, nykomponerede titel-sang, som med sin løbende, glade 1-2-3-4-5-rytme synges hele tre gange i løbet af forestillingen – både af Fanny Louise Bernth og af ensemblet.

'Karlas Kabale' har i hvert fald fået en ørehænger, som ungerne kan nynne hele vejen hjem:

Konge eller es, hjerter eller spar

Man må bare brug’ de kort, man har!