Af: Gudrun Hagen

13. august 2021

Kanonkonger, drengestreger og bøllebank

André Andersens én-mandsforestilling er næsten mere storytelling end teater, men med charme og nærvær leveres den morsomme fortælling om Orla Frøsnapper, komplet med nikotingule fingre på byens bøller og masser af nostalgi for dem, der kender universet i forvejen.

Efter en varm og udførlig velkomst skal forestillingen til at begynde. André Andersen er fuld af nærvær og sprælskhed, og man føler sig med det samme i godt selskab.

’Den starter sådan her’ begynder han med store armbevægelser, før han straks afbryder sig selv ’Nej det gør den faktisk ikke'.

 Efter en del debat med sig selv, begynder han på ny; ’Vores by er fyldt med store farlige bøller,’ men så stopper han igen op i sin fortælling og kigger rundt på publikum. ’Ved I hvad en bølle er?’

Så afbryder han igen sig selv og fortsætter; ’Er der lige en der kan forklare det, for dem der ikke ved det?’

Lidt forskellige, forsigtige bud lyder nede fra rækkerne, indtil en klar børnestemme med stor overbevisning slår fast, at en bølle er ’en uærlig børnevoksen’. Det svar accepteres inkluderende og til fulde af André, og som voksen glædes man over, hvor godt fat han har i målgruppen. 
Her er plads til alle. Der er god stemning, og publikum glæder sig til at få fortalt historie. 

Historie fra en anden tid

At der er tid til at stoppe op, dvæle ved ord og få dem forklaret, er et virkelig fint element ved forestillingen. Det velkendte univers fra Ole Lund Kirkegaards ’Orla Frøsnapper’ er med tiden blevet en ældre fortælling, der må virke meget eksotisk og fremmed for iPad-generationens børn.

Der snakkes om den gamle mølle og smeden, der skal bruges to pund sæbe, børn får bøllebank m.v. Loyalt holdes der fast i bogforlæggets univers, og det er rørende at se, hvor meget historien fænger. Og at den gør det, skyldes så absolut ikke kun den galoperende handling, men i høj grad også formidlingen af den.

En-mands forestilling 

André Andersen spiller alle roller selv. Alene på scenen er han den altoverskyggende centrale figur, der med liv og sjæl levendegør det hele for os. 

Hans stærke kropssprog og inkluderende fortællestil får hele salen opslugt af den elskede historie. Dertil er han mere end almindeligt god til lyde. Den hæse, hissende, hivende vejrtrækningslyd fra Orla Frøsnappers pressede rygerlunger, og hylet hver gang han af den ene eller anden grund – det være sig smeden eller kanonen eller det bøjede birketræ – flyver igennem luften, bliver hurtigt et genkendeligt, gennemgående tema.

André Andersen skifter effektivt og næsten helt fysisk udtryk, ofte også med god komisk effekt, afhængigt af den figur, han portrætterer. 

Vores jeg-fortæller er tydeligvis lille og undseelig og André Andersen muser med bøjede ben og spinkel stemme. Som smed er han i næste sekund enorm, med kæmpe næver. Latteren ruller når han som Mr. Strong er cirkussets selvforelskede stærke mand, der konstant kysser sine muskler og render rundt i hælende på linedanseren, som han selvfølgelig også lægger krop til.

Fin opsætning

Scenografien understøtter fortællingens humor farvestrålende og yderst enkelt med fine små detaljer. Et par vendbare læhegn agerer alt fra brombærbuske til cirkustelte, og manegen i cirkus er så lille en bademåtte, at det er umuligt ikke at trække på smilebåndet.  

Kort og godt. Det er en god fortælling, der er levende formidlet. Varme anbefalinger herfra.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.