Af: Kirsten Dahl

25. juni 2010

Kannibalkomedie

Klicheerne er tykke, og stereotyperne står i kø i Dansk Rakkerpaks grovkornede gadeteaterkomedie som i år har en kannibal på rollelisten. Forestillingen er festligt udendørsteater, om end det erfarne gadeteater godt kunne understrege løjerne med endnu mere tempo og bid.

»Nogle gange er de lidt skøre i filmen,« siger en lille pige på første række og læner sig op ad sin mor.

’Filmen’ er Dansk Rakkerpaks gadeteaterkomedie, ’La Fontaine’, og pigens bemærkning falder tæt på slutningen i den sekvens, jeg vil kalde forestillingens absolutte højdepunkt: En lang slowmotion-slapstick-sekvens som udspiller sig omkring forestillingens scenografiske centrum: La Fontaine. Omkring byens springvand, hvor borgmesteren har ladet to kropumulige og helt uduelige polakker opføre en lige så inkompetent ‘fransk’ kunstners skulptur af sig selv.

I dette springvandscenter udkæmper den ene af de to polakker, Piotr (der er uhelbredelig forelsket i borgmesterens datter Natascha), Natascha (der er falder lige så pladask for Piotr), borgmesteren (der mest tænker på sin borgmesterkæde og på at få alt billigst muligt), og en glubende sulten kannibal en veritabel overlevelseskamp.

Forsvars- og angrebsvåbnene er alt fra et jernrør, en trillebør, vaskepulver, vingen af en død kanariefugl og en spids gaffel. Rundt langs kanten af springvandet, nede i det sæbeboblende vand og fra borgmesterdatterens åbenstående vindue går den vilde jagt på kannibalen, som tilslut bliver skyllet ud i afløbet! Voila!

Efter en kortvarig krise falder borgmesteren på knæ og undskylder overfor sin Natascha, at han længe brutalt har afvist Piotr. Piotr som Natascha følgelig får lov at gifte sig med – og med flagene hejst og spruttende glad dans af mangen etnisktunet slags kan komedien klinge bryllupslykkeligt ud.

Grovkornede figurer

Dansk Rakkerpak smører passende tykt på. Alle vegne. Natascha er (i Susanne Bondes honningsøde fremstilling) ikke blot bly som en engel, hun er også så bagdelsbred, at hun sprænger alle fedmerekorder.
Kannibalen tager sig ud som et rasende sultent vilddyr med uanede indre kræfter i den mundkurvsklædte Niels Peter Kløfts figurtegning.

Borgmesteren bliver i Søren Møller Petersens tætte figur spillet som en lille hidsigprop af en patriark.
Mens Piotr (i langlemmede Jesper Pedersens figur) tager sig ud som en lapset arbejdslømmel med større interesse for kvinder end mørtel.

Hertil kommer alle de andre (stereo)typer, som figurgalleriet består af. Statuekreatøren som er en kliche af en fransk bohemekunstner. En lille mand, som i Niels Peter Kløfts vævre gestalt, med franske sprogfiduser flagrer ind med tegneblokken på skrå iført opadvendt overskæg, alpehue og spraglet skødesløst tørklæde. Uniformerede politibetjente med hunde i snor og stave ‘på spring’. En borgmestersekretær med bjergspidsbryster. Og nok en polsk underbetalt arbejder.

Mere bid

’La Fontaine’ er skabt til og egner sig som teater under åben himmel. Spillet er skruet sammen efter alle de forskrifter, som får gadeteater til at fungere. Det ved Dansk Rakkerpak, og den form kan teatret grundet årelang erfaring.

I det lys – og sammenlignet med teatrets mange tidligere forestillinger – har ’La Fontaine’ nogle dramaturgiske problemer. Udover at det virker lidt søgt og til for historiens skyld, at kannibalen kun har mundkurv på, indtil udyret bliver fængslet, er forestillingen for slap i timingen den første halve times tid. Og der sker for lidt.

Såvel tekst som instruktion kunne her sagtens byde på flere overraskelser og et strammere forløb. De små franske misforståelser (’ce ca’ bliver fx opfattet som ’Cæsar’) og det, at der bliver sat et polsk ’ski’ efter så godt som alle ord, er munter lytning. Men det er ikke rigtigt nok til at gøre teksten komisk eklatant.

’La Fontaine’ lever godt og bedst, når der er skruet fantasifuldt op for de fysisk grovkornede optrin, som også undervejs kan pudses endnu bedre til. Kannibalkomedien kan snildt klare mere tempo og mere bid.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.