Kan man lave en hel forestilling om, hvordan man tæller til tre?

Evangelisten Matthæus skrev: 'Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste'. 

Det hentyder til den guddommelige uorden, der venter os (altså de af os, der tror på dén historie), når vi ankommer til himmeriget. Her står kongen, der ellers står forrest, ikke før bonden, der ellers står bagest.

Forestillingen 'Tre står på hovedet' tager næppe udgangspunkt i lignelsen om arbejderne i vingården, men citatet kunne ikke slippe bevidstheden på vej hjem fra Filuren i Musikhuset Aarhus. Ved hjælp af tallene et, to og tre, der er personificeret i skuespillerne Jakob Kirkegaard, Anders Vølpert Momme og Rasmus Skaarup – i dén rækkefølge – bliver forestillingen en diskussion af naturens og samfundets orden.

Et andet citat, der heller ikke ville give slip, var 'Ordnung muß sein', som er en replik, der indgår i det tyske originalmanuskript (’Dreier Steht Kopf’) af Carsten Brandau.

Et er glad for at være den første. To kan ikke sætte sig ned, hvis ikke Et har gjort det først. Derfor er To altid den sidste. Og den orden er de egentlig begge tilfredse med. Indimellem falder samtalen dog ind på fuglene, der ikke aner, hvilken rækkefølge de skal gøre tingene i – men det er jo bare, fordi de ikke kan tælle. Alting er altså i den skønneste orden.

Men da Tre kommer ind, går det hele i kage. For han vil hverken være sidst eller først. Han vil fløjte på tallenes rækkefølge, og han vender op og ned på Ets og Tos ordnede tilværelser. I et bjerglandskab af terninger med henholdsvis et, to og tre øjne kravler de rundt og taler om tal og orden og fugle og næsebor.

De klovnede bevægelser virker

Hvorfor kunne det ikke lige så godt hedde 3-1-2? Det er det grundlæggende spørgsmål i ’Tre står på hovedet’, og det bliver ret hurtigt en temmelig anstrengende præmis. Samtidig er replikkerne konstrueret med både halve og kvarte sætninger og med opdelte ord, der gør forestillingen mere til en lytteøvelse, end en egentlig fortælling.

'Jeg er altid den før-ste, altså er du altid den sid-ste', siger Et. Og imens laver de medvirkende synkrone bevægelser, der gør det hele endnu mere overkonstrueret.

Grundlæggende er der altså tale om en forestilling, der virker mere mekanisk, end hvad godt er. Den indbyder os ikke til at fordybe os i en historie, men udfordrer i stedet vores forståelse af verden såvel som vores forståelse af replikkerne.

Visuelt er der til gengæld ikke meget, der udfordrer os. Lysdesignet er kedeligt og fladt, mens kostumerne, der ellers er fint og farverigt designede jakkesæt, bliver lidt for påklistrede på den sort-hvide scenografi af terninger.

Når ’Tre står på hovedet’ alligevel får os med på vognen – når en dreng på forreste række alligevel kan skraldgrine ad det hele – skyldes det især Rasmus Skaarups fysiske spil som den uregelmæssige Tre. Hans bevægelser er klovnede og uforudsigelige, og det virker bare! Og til dén karakter er de knudrede replikker ganske passende.

Men forestillingen har ikke nok at byde på, og den tyske ordenssans bliver ret forloren i en dansk kontekst. Derfor bliver forestillingen foruden de medvirkendes fysiske udskejelser meget hurtigt ret kedsommelig, og vi går hjem med en oplevelse af at have fået meget lidt for pengene.