DEBAT
07-06-2022
24-05-2022
21-03-2022
17-03-2022
10-03-2022

Gestik Gestak: Jeg er ikke min søster

Ida Lund og Bo Hårdell i Gestik Gestaks tale- og tegnsprogsforestilling. Foto: Tinus Buus

Kan du se hvad jeg siger?

02-05-2018
Forsøg på at integrere almindelig tale og tegnsprog i en forestilling lykkes kun delvist - her er udviklingsmuligheder.
FAKTA
Gestik Gestak: Jeg er ikke min søster -

Ide: Ida Lund. Manuskript: Ida Lund og Trine Lavgesen. Instruktion: Trine Lavgesen. Komponist og lyddesigner: Anja Tietze Lahrmann. Scenograf: Thea Schou Nygaard. Medvirkende: Ida Lund og Bo Hårdell. Alder: 7-13 år. Varighed: 40 minutter. Turneforestilling. Set i Ebeltoft på Aprilfestival 2018. Ingen hjemmeside, men teatret findes på Facebook 

Ida har en Storesøster som kan alt, som ved alt, som er super tjekket, får de bedste karakterer, og er alles yndling. Ikke underligt at Ida har visse problemer – for nu at sige det mildt.

Så hun har sat sig for at rejse land og rige rundt for at dele sine problemer med andre, i form af et foredrag med lysbilleder: 'Underkuet. Undermåler. Misforstået'. Intet mindre!

Det overordnede tema er altså søskende-jalousi. Det vil jeg gerne holde Gestik Gestak fast på, fordi det undervejs forsvinder i så meget andet.

De to sprog

Til liflig musik kommer de to aktører bærende ind med diverse rekvisitter. En sort talerstol sættes på plads, en flot gyngehest ligeså, et bord med en projektør bliver nødvendig, og en stor rød kuffert kan sikkert indeholde mangt og meget spændende.

Ellers er der intet ud over det store hvide bagtæppe. Hvor første projektion kommer til syne - om hvor mislykket Idas liv har været som lillesøster til det smukke geni. Lidt højtragende, en smule kvasividenskabeligt og mere end en smule selvmedlidende, tænker jeg, men så brydes mønsteret.

Bo, i sine korte bukser, som har siddet pænt på sin gyngehest og været vidne til Idas nervøse og hektiske foredragsstart, blander sig i 'forestillingen'. Jeg er usikker på, om han gør det i protest eller som en drillepind, der keder sig og bare vil skabe ravage.

Bo taler nemlig et sprog, som er ukendt for flere end mig: Tegnsprog. Han er døv og har åbenbart vært det fra fødslen - i alle fald er tegnsproget det sprog, han kan.

Ida behersker det også, så hun kan gå ind i en samtale med ham, og dermed også 'oversætte' for os i  den udstrækning, vi behøver oversættelse, for situationerne er stort set klare og gennemskuelige, og gestikken taler sit tydelige sprog.

Problemet er bare det, at både det første og de fleste af de efterkommende samtaler – eller diskussioner – er så ophidsede, så rasende, så ivrige, så hæsblæsende, at dialogen bliver kaotisk og uforståelig.

Hans gestik – sprog – bliver en evig fægtning med hænderne for at få hendes opmærksomhed, en evig (og ikke altid retfærdig) fortørnethed over ikke at blive forstået. Det fører til et tegnsprog i et sådant tempo og en sådan temperatur, at jeg ikke kan se nogen nuancer overhovedet.

Tilsvarende med hende. For at matche hans iver og pågåenhed tvinges hun til at råbe sine replikker, - i opgivelse, i vrede, i bøn. Og nuancerne går i hi.

Det er, sandt at sige, temmelig anstrengende at følge med i.

Den uartige dreng

Selvfølgelig er tonen og spillet ikke hele tiden overgearet og højlydt. Indimellem leger de. Ridder og prinsesse og drage, Jasmin på det flyvende tæppe, de svømmer under vand, og ser ting i kikkert med hende siddende på hans brede skuldre. Til og med et ægte indianerbål får de 'tændt'.

Men det, der går igen, er at han forstyrrer hendes foredrag, både ved drillerier og de rene sabotager. Det irriterer hende, det ødelægger det for hende, og det fører til tematiske afstikkere og overspringshandlinger. Dermed synker den gennemgående omstændighed – foredraget – i glemslens flod.

Det kan irritere publikum også, men først og fremmest sidder jeg og tænker: Hvorfor har hun taget ham Bo med på sin mission om søsterjalousi? Han er jo bare til besvær?

Når det så til sidst viser sig, at hans rolle som lillebror kun er fiktiv, bliver det klarere. Som jeg ser det, er han en spejling af hende selv som den irriterende lillesøster i forhold til denne uudholdeligt perfekte storesøster.

Og dermed får forestillingen en sløjfe i forhold til det, som var hovedtemaet.

Døveteater

De to spillere bliver nødt til at nedtone udtrykket en smule, ikke mindst i rum med så elendige akustiske forhold-old-old-ol som i Ebeltoft. Det ville klæde forståelsen af situationer og tekst, og det ville klæde spillet.

Men det, som måske ligger mig mest på sinde nu ved opsummeringen, er tegnsproget som scenisk sprog. Her ligger udviklingsmuligheder, som denne forestilling går hus forbi. Det hektiske, opjagede, overivrige tegnsprog, vi blev vidne til her, forsømmer tegnsprogets iboende klarhed og – ja! - skønhed.

Giv tid, siger jeg, lad et uvidende publikum se, at tegnsproget byder på nuancer, mimik, gestik og udtryksfuldhed, som kan overgå det sprog, vi ellers betjener os af.

Både Norge og Sverige har længe haft professionelle teatre med og for døve på højt kunstnerisk niveau, hvor tegnsproget lever et selvstændigt og ligeværdigt liv. 

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Jeg er ikke min søster
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
89101112131415161718192021222324252627

22-11-2015

19-11-2015

17-11-2015

13-11-2015

09-11-2015

05-11-2015

01-11-2015

29-10-2015

26-10-2015

22-10-2015

20-10-2015

15-10-2015

13-10-2015

10-10-2015

08-10-2015

06-10-2015

04-10-2015

02-10-2015

30-09-2015

28-09-2015

25-09-2015

23-09-2015

21-09-2015

18-09-2015

16-09-2015

14-09-2015

11-09-2015

09-09-2015

07-09-2015

04-09-2015

02-09-2015

31-08-2015

28-08-2015

26-08-2015

24-08-2015

21-08-2015

19-08-2015

17-08-2015

14-08-2015

12-08-2015

Flere anmeldelser