Kampen for overlevelse



Det er hans egen historie. Manden, der engang var en stor dreng. Højdramatisk, men fortalt så stille, så intenst, at vi først langsomt mærker gruen krybe ind på os.

Han har rejst sig fra en bunke visne blade ovre i hjørnet. Det er alt, hvad der er. Og så blade på gulvet og sæderne, vi sidder på. Hvad det skal betyde? Svaret får vi senere.
 

I begyndelsen lyder det som en ret almindelig historie. Om en drengs opvækst i en lille landsby. Bevidst er der ingen referencer til navne, steder eller andet, der kan røbe, hvor vi i verden vi er. Minder om bedstemor og om at lære at svømme. Helt normale oplevelser for en lille dreng.

Men stedet er Jugoslavien engang i begyndelsen af 1990’erne. Dengang der stadig var noget, der hed Jugoslavien. Og barndomslykken afløses hurtigt af en landsby i politisk splittelse.

Slagord og bogstavforkortelser dukker op på murene – pludselig bliver det dem og os. Og drengen Elvir har det forkerte efternavn og dermed det forkerte tilhørsforhold til den sejrende del af byen. 
 

Ind rykker kampvognene, mens naboerne dukker frem i uniform og med dødbringende våben i hænderne. Alt er forandret, så Elvir og hans familie må forlade byen. Alternativet er endnu værre. Fængslinger og mord bliver dagens orden i landsbyen.

Familien gemmer sig i en klippehule – det er der, bladene stammer fra – mens drengen vover at strejfe rundt i nabolaget. Vi hører om oplevelser med militæret, om voldtægter og konfrontationen med en soldat, hvor Elvir er tæt på at blive skudt.

Og så er der floden. Som løber gennem landsbyen, binder den sammen, forener den med liv, fylder Elvir med minder – og giver forestillingen navn.

En sjælden oplevelse

Heldigvis ender familien i sikkerhed. Hjulpet af militante, men i hjertet gode naboer, der får dem på en lastbil, ud af landet og til Danmark, nærmere bestemt København. 
 

På sin vis en klassisk flygtningehistorie, som vi har set og hørt efterhånden mange gange i dansk børneteater de senere år. Alligevel er denne her anderledes. Måske fordi den er så lavmælt. Måske fordi Elvir Ramovic viser sig at være pokkers god til at fortælle sin egen historie. Uden drama, men netop derfor så stærk. Fordi hans ord er gode og stærke, fulde af sansede detaljer, der gør den levende, og fordi han tydeligvis tror på pausernes magt og den talende tavshed.

Jeg har set og hørt mange – alt for mange – monologer, men denne her er særlig. Fordi der er noget sårbart og skrøbeligt over den. Selv om det er 25 år siden, Elvir flygtede og kom til Danmark, opleves det, som var det lige sket. Med en voksen mands modenhed står han og formår at fortætte historien.
 

Derfor er det også en forestilling, der kræver et lydhørt, respektfuldt og ikke for stort publikum, hvis ordenes slagkraft for alvor skal gøre sig gældende. Men så får man til gengæld også en oplevelse af de sjældne. Tilmed hentet fra virkelighedens brutale verden. Uden løftede pegefingre, uden politisk eller moralsk stillingtagen til hverken Jugoslavien eller Danmark. En drengs historie om at overleve en verden i krig.