Af: Randi K. Pedersen

17. december 2012

Kalkulerede klovnerier

Der er både charme og sødt samvær, men venskabet mellem mand og hund slår takter an til mere i Børneteatrets noget rutineprægede opfølgning på 'Den tårnhøje hund'.

To-tallet i Børneteatretsforestilling indikerer, at der har været en nummer ét. Det er der ikke nødvendigvis noget galt med. Mange småbørnsforestillinger bygger på kendt stof, og det kan gøre tilskuerne trygge og mere modtagelige for teateroplevelsen.

'Den Tårnhøje Hund 2' kan nu ikke skræmme nogen. Serie-forestillingen er ren hygge-nygge og larmende falde-på-halen komik. Til gengæld er det småt med oplevelsen for andre end de alleryngste.

Den lille historie om en mand, der vil slappe af i sit sommerhus til munter musik, men forstyrres af en enorm hund, er meget sød. Men den indeholder ikke særlig mange teater-vitaminer. Store dele af teksten bliver ikke spillet af de medvirkede. Den serveres som en speak så neutral, at man ikke lige gætter på, at stemmen tilhører Povl Dissing.

Imens fjumrer manden i de stumpede bukser rundt i den malerisk vinde og skæve udgave af oldemors sommerhus. Der skal saves brænde, og der skal vaskes op. Men hvem gider lige det, når man er taget væk fra storbyen for at dovne den. Manden gider selvfølgelig ikke, for pligter er sure og kun til at sukke over og kvaje sig med. Det sidste er vigtigt.

Klassiske klovnerier

Den lille mand er nemlig en ren klovne-karakter, ikke en nuanceret skuespiller-personlighed.  Med de praktiske gøremål bliver der mulighed for at optræde med klassiske klovnerier i en lind strøm, hvor ting ryger ind og ud af væggene igen og igen og igen og så engang til. Vandet vil ikke komme ud af vandkanden, kyllingen steges, til den er på størrelse med en valnød og videre i den dur.

Det er cirkus-humor af den mest elementære slags. Men man savner den dybe menneskelighed, der kan gøre godt udførte cirkusløjer vedkommende. Kim E. Jensen har en fin, direkte kontakt med tilskuerne, men dialogen er kort og overfladisk. På samme måde virker de komiske numre rutineprægede og alt for kalkulerede. Det er ikke hverken nyt eller særlig sjovt. Men det giver (hunde)pote – tilskuerne griner på de rigtige steder.

Casper Joel er da også en stor og glad fjoget-sød vovse, klodset og klumset og uhyre enkel i sine udtryksformer. Det er skægt, at det lådne kæmpedyr er bange for børn, når vi nu ved, at det plejer at være omvendt. Lidt mere fantasifulde, fysiske udfoldelser havde dog ikke været af vejen i det stærkt stereotype billede af en hund. Faktisk har mange levende hunde en adfærd, der er betydeligt mere sjov og opfindsom.

Men samværet mellem mand og hund er sødt. Ikke mindst i slutningens happy end, når manden til slut forbarmer sig og tager hunden med sig til byen. Det slår nogle takter an, der giver basis for et langt mere indholdsrigt skuespil.  

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.