Af: Randi K. Pedersen

9. oktober 2018

Kærligheden overkommer alt

Der er masser af humor og overskud og morsomme situationer i Zangenbergs Teaters forestilling om en dejlig datter, der gør alt for at muntre sin sure far op

Far er ganske rigtigt eddikesur, men forestillingen om ham og hans skønne datters ukuelige forsøg på at muntre ham op er vidunderlig morsom. 

Konceptet er enkelt, effektivt og meget virkningsfuldt: Først haler fars pige en tyk spritpen op af lommen på sit knaldrøde forklæde. Derefter ridser hun med få streger op, hvad der nu vil komme til at foregå – og så sker det. 

'Far er sur' består egentlig af en hel række små situationsspil, men den gode rammefortælling med far og datter kitter det hele sammen til en meningsfuld helhed.  

Emma Silja Sångren er en dejlig livlig og energisk charmetrold med lys i øjnene og et nærmest uslukkeligt  smil. Hun kan både slå vejrmøller og gå i  spagat og imponerer med sin knivskarpe timing, hvor lyde og bevægelser følges snorlige ad. 

Det er vigtigt for forståelsen af, hvad der foregår, for i den ordløse forestilling har musikken og lydkulisserne en afgørende tredje rolle i forestillingen. Det er en form, der kræver udsøgte mimiske og musikalske evner for at lykkes, og det har debutanten, den kun 23-årige Emma Silja Sångren, der er nyuddannet  fra Scenekunstskolen i København. 

En så kærlig og omsorgsfuld datter er en gave til enhver far og mor og har næppe sin lige i den moderne familie-virkelighed. Men det er fint med forbilleder, og i teatret hepper vi på hende. Hun er så fuld af godt humør, at der er rigeligt til to.

Men næh-nej Christopher Lillmans herligt møgsure og utilfredse farmand er så selvoptaget, at han hverken sanser eller sætter pris på datterens anstrengelser. Som et forvokset pattebarn vender han ryggen til, sukker og pruster, gør sig komisk bred og udstråler massiv afvisning.

Sprækker af fortrydelse

Han skulle ha' en på sin fine kunstnerhat, sku' han! Men i stedet er det faren, der kaster hårdhændet rundt med tingene, efterhånden som han præsenteres for alt fra legoklodser og krammekanin til en hyggelig spadseretur. Ind imellem lykkes det dog at få hans tvære fjæs til at live lidt op. 

En cigaret lokker fra skabet på den hvide væg, hvor tingene fikst kan hentes frem – og forsvinde igen. Men det er trods alt for umoralsk. Det går bedre med en forrygende barnefiskestang i rød plastik. Datteren haler en mægtig fisk i land, og den stolte far tager straks et billede. Men ak, så er det hans tur, og da udbyttet kun bliver en lillebitte fisk, duer det heller ikke. 

Fornøjelsen ved fodboldkampen foran fjerneren med datteren, der loyalt kopierer hans bevægelser, stopper brat, da favoritholdet taber. Og så må fars pige på den igen med nye påfund.

En totalt crazy-komisk scene med en læge virker forvirrende og ude af trit. Til gengæld er der ikke en falsk tone i den fabelagtige musik, der er leveringsdygtig i alt fra stumfilmsklaver til indsmigrende bossanova. 

Det sidste får far op af stolen og hen på en café i rollen som en myg kvinde overfor en datter med overskæg. Men vinen er sur, og så bliver far det også – igen. Andre situationer følger efter og viser små sprækker af fortrydelse. Det er ikke altid så ligetil at blive god igen, selv om man måske inderst inde gerne vil. 

Et forsøg med hammerhård rockmusik fører ikke til noget godt mellem far og datter. Det gør derimod Elvis' smør-nummer 'Love me tender', der bliver broen tilbage til glæde og kram. For selvfølgelig overkommer kærligheden – om ikke alt – så næsten alt, når det drejer sig om forældre og børn. 

Det ved den politiske satiretegner, Philip Ytournel, tilsyneladende ganske udmærket. Han har skrevet børnebogen  'Far er sur', som forestillingen tager afsæt i. Det gør den med overskud og overbevisende humor.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.