Findes der noget mere romantisk end et sørgmodigt spøgelse? En for længst afdød, der ikke kan finde hvile i sin grav af en eller anden grund, og som derfor går igen, men på den hyggelige måde. Hvis man da kan sige det om et spøgelse.
Gys og genfærd er flittigt brugte elementer i såvel voksen- som børnelitteratur og film. Men ikke så ofte på teatret. Det råder Thy Teater nu bod på, og alene af den grund er forestillingen interessant. At den så tilmed er lokalt forankret i Vestervig Kirke i Nordjylland, gør jo ikke fornøjelsen ringere.
Historien om Liden Kirsten, hendes elskede prins Buris og deres, temmelig særprægede to-i-en-gravsted er som skabt til en gysende og sjov ungdomsforestilling.
Den får vi serveret med masser af ung charme af tre gode spillere. Oscars bedsteven hedder Villads, og ham er Oscars søster, Sofie, ret interesseret i. Umiddelbart synes interessen ikke gengældt, eller også er Villads bare lidt kejtet til at få det udtrykt. Så Sofie lokker med muligheden for spøgerier på kirkegården. Det er noget, hun har hørt.
Men den er god nok, fortæller den lokale graver. Liden Kirsten spøger hver eneste dag, men hun gør ikke noget. Faktisk er det ganske hyggeligt, synes graveren.
At troppe op i den bælgmørke kirke ved midnatstid, som Oscar, Villads og Sofie ender med at gøre, er nu alt andet end hyggeligt. Det viser sig, at der mangler en knogle i Kirstens kiste, og før den er lagt på plads, får hun ikke fred. Så det ender godt, både for spøgeriet og for kærligheden.
Friske unge skuespillere
Og vi går derfra, efter at have gyst lidt, grinet en hel del og glædet os over, at ikke al kærlighed ender som den mellem Liden Kirsten og prins Buris. Hun var kong Valdemars søster og han bestemte, at hun ikke måtte få prins Buris. Derfor lod han Kirsten dræbe og begrave på kirkegården, mens Buris blev lænket til kirken med en lænke så lang, at han lige præcis kunne nå hen og røre graven. Da han selv døde, blev han begravet i forlængelse af Kirsten. Sikke en gyser!
Med tre unge skuespillere, friske fra Statens Teaterskole sidste sommer, kommer den lille forestilling flot over scenen. Figurtegningen og replikkerne er troværdige – med pingpong-spillet mellem drengene a la: ’Hvad vil du helst: konfirmeres nøgen eller med ble på’ – som ekstra festfyrværkeri.
Tilsvarende formår den enkle scenografi sammen med lys- og lydeffekter særdeles overbevisende at forvandle sig til såvel Oscars værelse som kirkegård og den dystre kirke, hvor alteret gløder svagt skræmmende i baggrunden.
En underholdende forestilling, som efterfølgende kan give stof til en diskussion om det overnaturliges eksistens.
