Af: Janken Varden

6. maj 2012

Kærlighed i krigens tid

Ved Nørreport i 1807 kan al ting ske - og det sker. Samtidigt! Veloplagt og spændende fortælling om katastrofe og forelskelse.

Frederiksbergskolens Blå Sal fyldes til bristepunktet af publikum fra skolens højeste klasser. Det går ikke stille af. Hvad de fnisende tøser og råbende drenge ved om Napoleonskrigene, Slaget på Reden, Danmark som søfartsnation og kampene mod englænderne, ved jeg ikke. Men hvis de tror de skal ind til nok en historietime – en forelæsning om 1807 – tager de fejl.

Vel – historie får de, og det så det batter, men nogen almindelig skoletime er det slet, slet ikke.

Frem på det nøgne gulv, kun med et stykke sort stof som baggrund, træder Kasper Sørensen. En lidt casual, oversize og overårig teenager, på bølgelængde med sit publikum, med tjekket streetsmart jargon, hurtigt kropssprog og ring i øret. Hans tilstedeværelse er stærk nok til at det bliver stille i salen, opmærksomheden fokuseres, og i løbet af nogle sekunders småsnak i tilhørerskarens eget lingo har han salen i sin hule hånd.

Lynsnart, med ord og fagter, males der et billede af det gamle København. Vi er i 1807, snavs og skidt, pis og lort, flyder i de små gader indenfor Nørreport, håndværkere arbejder i porterne, hunde og katte overalt, folk lever sine liv så godt de nu kan.

I en baggård i Krystalgade arbejder en ung pige med at skære hestekød ud. Hendes far er slagter og kan sørge for sig og sine, men mor har taget det store spring og ligger på bunden af Nyhavn. Datteren er lille og lidt skrøbelig, ukysset, kejtet og genert, med blikket mod jorden. For far har advaret hende mod alle de skumle fyre. Men skære hestekød ud – dét kan hun.

Udenfor Nørreport, fra en af bondegårdene på Frederiksberg, kommer en ung dreng, Jonathan, med et føl der er blevet halt og skal slagtes. Han står nederst på gårdens rangstige, han er stum, men nu har han fået et ansvarsfuldt opdrag. Han tager sit føl ved grimen og fører det ind gennem træporten, og møder byen med både skepsis og angst.

Med humor og glimt i øjet, fermt. og med fuld kontrol over forsamlingen, får Kasper Sørensen alt dette ridset op for os på ingen tid. Men vi ved nok – de fleste i alle fald – at fortællingens titel ikke er sat tilfældigt, så vi venter spændt på fortsættelsen. Det bliver vidst en drabelig historie.

Det første kys i bomberegnen

Og drabeligt, det bliver det! Om 30.000 engelskmænds krav på hele den danske flåde, om belejring og bombetrusler, om københavnernes trods og naive tro på, at man bomber da ikke civile? De får en lektie som siger spar to med død og ulykke til følge.

Men inden det brager løs for alvor mødes de to unge og sød musik opstår. Et flygtigt kindkys, en saftig lussing fra slagter-far, et møde med Peter Atke Castberg og døveskolen i Sølvgade – Jonathans liv får en ny drejning.

Han redder sin pige fra voldtægt og død, og sammen søger de ly for bombardementet. Vor Frue Kirke falder i grus, den store kirkeklokke styrter, ligene under kirkegulvet kommer til syne, Jonathan såres, og de kommer fra hinanden. Men inden vores fortvivlede slagterpige når at følge sin mor ned i Nyhavns kolde vande, mødes de igen, og nu kan Jonathan tale! og så kommer det første ordentlige kys. Det får Kasper Sørensen meget ud af!

Magisk realisme eller løbsk fantasi?

Fortællingen er spændende, fortælleren veloplagt, og publikum engageret. Det går over stok og sten – nogle hjørner bliver skåret over og nogle smutveje i historien bliver vel korte – og ind i mellem er vi ude på overdrevet, med halshugning af lig, kraniebrud der læges og talegaver der opstår på mirakuløst vis.

Jeg er ikke den, der skal forlange logik og sandsynlighed i enhver fortælling, men jeg ville ønske, at Sørensen kunne dvæle et øjeblik ved det mirakuløse, give det en slags forundring eller magi, i stedet for bare at kaste det frem for os. Påstande og kendsgerninger stables hastigt ovenpå hinanden så vi ikke en gang får tid til en lille forbløffet latter.

Alt i alt og kort fortalt: Det er vel ikke den store kunst det her, men det er smadder god underholdning.

Og for resten – fortællekunst er det jo!

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.