Af: Kirsten Dahl

14. april 2022

Kæledæggen og tinsoldaten

’Legetøjsæsken’ byder på en sød, almenmenneskelig kærlighedsfortælling og skønne musikalske kompositioner. Men skuespillet og den mundtlige fortælling kommer til at dominere over den klassiske musik og de enkelte instrumenters særegenhed.

’Legetøjsæsken’ er gjort af klassisk musik. Live. Der bliver spillet på tværfløjte, obo, fagot, horn, klarinet og klaver. Men musikken bliver klemt i baggrunden af skuespillet og fortællingen. De melodier og kompositioner, som i virkeligheden skulle stå om ikke forrest, så i al fald være ligestillet fortællerens ord og gestik, forsvinder lidt i helheden. 

Det virker i al fald noget bagvendt, når Ensemblet Blæsts er en trup, der, som de selv formulerer det ”ønsker at give børn, unge og voksne musikoplevelser, hvor det historiefortællende og det musikalske spiller sammen og skaber nye og overraskende rum”.

Det er jo heller ikke tilfældigt, at majoriteten af ensemblet er musikere og kun tæller én skuespiller. Hermed ikke sagt, at ’Legetøjsæsken’ er en dårlig forestilling. Bestemt ikke. 

Impressionisme og børnekendskab 

Musikken er skøn. Den er komponeret af den franske komponist Claude Debussy, og er fra hans børneballetpartitur ’La boîte à joujoux’ fra 1913. Man hører tydeligt, at Debussy er en kompetent eksponent for impressionismen, og at kompositionerne er båret af en spændende spontanitet og en stor følsomhed. Noget legende, som man nemt kan forbinde med et barns univers. 

En af de to hovedroller i ’Legetøjsæsken’ er en yndig porcelænsdukke ved navn Chouchou. Hun er pigen, der forelsker sig gloende i en lille tinsoldat, soldat nummer 7, som også og i samme øjeblik taber sit hjerte til hende. 

Som et lille kuriosum havde Debussy en datter, som han gav tilnavnet Chouchou. Chauchou betyder kæledægge på fransk og det er nok næppe tilfældigt. 

Ferme musikere 

Fremførelsen er også dygtigt orkestreret. Alle spiller deres instrument koncentreret og præcist. I midten for musikopstillingen er det Marie Søndergaard ved klaveret. I en halvbue rundt om sidder de fem øvrige musikere. Freja Bro Sørensen på tværfløjte), Erika Tani (som i Esbjerg afløste afbudsramte Mette Termansen) på obo), Britt Jelena Dürr på fagot, Stine Mogenshøj Leer på horn og Birgit Bøgh Sønderriis på klarinet. 

Visuelt spreder det stemning, at musikerne har hver sin klare farve T-shirt på. Scenografien begrænser sig til et absolut minimum: På de fem nodestativers bagside er monteret meget enkle stregtegninger af huse i nedtonede kulører. Huset på det midterste nodestativ er et rådhus, da der i fortællingen medvirker en borgmester. 

Travlhed på skuespilfronten 

Mette Maria Ahrenkiel er skuespilleren, som foran de seks musikere og deres nodestativer mimer og fortæller kærlighedshistorien. I den spinkle byramme og med en lille æske i træ (legetøjsæsken) midt på gulvet agerer hun samtlige medvirkende i fortællingen. Hun letter på æskens låg, og vupti er en både sød og rørende historie med mellemliggende strabadser sat i gang. 

Ahrenkiel har ganske meget at se til. Hun mestrer det utroligt flot, i betragtning af at hun har lovligt meget at se til, når det skal foregå i så hurtigt et tempo. Hun springer kvikt, men altså tilnærmelsesvis undervejs halsende, mellem at spille Chouchou, tinsoldat nummer 7, byens borgmester og Polichinelle (commedia dell'arte klovnen, der gør grænseoverskridende ting, fordi han ikke vil acceptere, at Chouchou ikke vælger ham til mage, nu han så let kan få hende til at le og danse). 

Var det ikke for det, som Polichinelle gør, og det, der efterfølgende sker, ville fortællingen ikke være interessant. Polichinelle suser ned gennem skorstenen i Chouchous lyserøde hus og hapser hendes hjerte. Han begraver det under et stort træ. Og der mærker den sønderknuste soldat nummer 7 det, den dag, han går slukøret fra den hjerteløse Chouchou. Soldaten giver pigen hjertet tilbage. Brylluppet kan stå og deres kærlighed, som er en man, stadig taler om, varer evigt. Så lykkeligt slutter ’Legetøjsæsken’. 

Skorstenstur og hjertefund 

Nogle momenter i fortællingen fungerer bedre end andre med hensyn til både indhold og skuespil. Det skaber liv på scenen, når Ahrenkiel, der bærer et tylskørt med påsatte røde roser, mens hun spiller ChouChou, kaster røde roser ind gennem tremmerne til den en tid fængslede soldat. 

Der er noget eventyrfantastisk og sanseligt betagende over tekstafsnittet, hvor vi hører, at Polichinelle glider ned gennem skorstenen til den sovende Chouchou og knapper perlemorsknapperne i hendes natkjole op for at komme ind til hendes hjerte. Der er noget sjovt i beskrivelsen og visningen af, at Polichinelle graver hjertet ned på samme måde som en hund graver med sine poter.

Og der er noget storslået, sanseligt og virkeligt i det uvirkelige, der sker, når soldaten hører Chouchous hjerte banke under jorden, og når jorden beskrives som varm, der hvor hjertet ligger begravet under en gruset overflade. 

Spot på hvert enkelt instrument 

Efter selve forestillingen inviterer Ensemble Blæst børnepublikummet (og de tilstedeværende voksne) til at lytte til de forskellige instrumenter spille et ad gangen. Fin idé.

I tillæg til dette kunne man vel forestille sig, at det ville være et fortrin, hvis de enkelte musikinstrumenter under selve forestillingen fik endnu mere plads, hvis musikken som helhed fik mere fokus, og hvis den blev bragt til at spille tættere og på mere lige fod sammen med skuespillet. 

Men måske er det en for vanskelig opgave at inkorporere i akkurat dette værk af Debussy? 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.