Af: Anne Middelboe Christensen

9. november 2014

Juletræets finurlighed

Lisbeth Knoppers forestilling rammer fint og nænsomt barnets første fascination af juletræets magi. Og Nanni Lorenzen omkranser ungerne med tryghed for resten i 'Juletræets hemmelighed'.

Noget af det bedste ved juletræet er næsten, at man kan danse rundt om det. De små børn fatter i hvert fald hurtigt fidusen med at trave i rundkreds med de voksne i hånden. Og de lærer hurtigt at synge med på gentagelserne i julesangene, så de samtidig kan fokusere på yndlingsenglen eller den skæve nisse.

Det er denne fascination, at dramatikeren og instruktøren Lisbeth Knopper så fint rammer i sin forestilling 'Juletræets hemmelighed'for de mindste. Og det er den nysgerrighed, som skuespilleren Nanni Lorenzen så glimrende skildrer med sin smilende fortolkning af fortællingen om snedkerens datter, der en aften mødte nissefamilien langt inde i skoven.

Her er masser af sødme og julenostalgi. Her er også masser af jordnærhed og dagligdagsvarme. Det er ikke tilfældigt, at der også lige er en hånddukkekat med, for Mis kan godt lide at blive kløet bag ørerne, og den kan også godt lidt at spise frikadeller…

Her er Nanni Lorenzen på hjemmebane – med dyredukker og morsomme gags. Men ret beset er kattedukken en del mere primitiv og tante-leger-med-bamse-agtigt, end den behøvede at være. Desuden virker Mis lidt som en unødvendig katalysator for den virkelige historie om snedkermesterens datter, der nok kunne klare sig som hovedperson i sin egen fortælling.

Godt med jysk

Nanni Lorenzens fortællerkvinde rummer dog hele den varme og den husmoderlige foretagsomhed, som er så betryggende at opleve op til jul. Hendes julemor sikrer traditionen og trygheden og såmænd nok også julegaverne… Hendes jyske er solidt og stærkt. I hendes sprog er et ’træ’ et ’tra’, og det er ganske skønt i en verden, hvor de fleste ellers taler ens.

Desuden har hun en meget fin dialog med børnetilskuerne – og hun har et godt blik for, hvornår nogen af de allermindste skal have et par ekstra kommentarer med på vejen. Og ungerne føler sig umiddelbart trygge sammen med hende.

Scenografisk er det altid et udfordring at skabe et helårsholdbart juletræ, der både ligner et ægte træ fra skoven, og som samtidig kan skabe sin egen magi.

Scenografen Niels Secher har her valgt at snedkerere et træ i træ, men vel at mærke et træ, der bliver mere og mere tilsneet og julet, efterhånden som forestillingen skrider frem. Og endda et træ, der lige akkurat rummer forestillingens hemmeligheder. D

et er godt gået. For samtidig er dette træ herligt befriet for julesentimentalitet – og i stedet er der noget Emil-agtigt jordnært over udskæringerne til de fine grene.

Netop med pynt

Lisbeth Knoppers replikker er vitterlig i børnehøjde – letforståelige og enkle og sjove. Af og til bliver de også til poesi og til sang, og her ryger desværre noget af den overbevisende dagligdagskraft, som talereplikkerne har. Rimene får i hvert fald viklet sig ind i omvendte ordstillinger og andre unødvendigt kunstige konstruktioner, og så ryger noget af charmen altså. ’Snitte med en kniv er svært / Men det har min far mig lært’ er ikke just digtekunst, der løfter teksten.

Men pyt. For vi ender med at danse om juletræet alle sammen. Også de to-årige, der ikke kan huske, at de sad på arm sidste år. Det fungerer fint. Og de voksne bliver bløde i knæene, fordi hele juletraditionen pludselig bliver så tydelig – alt imens alle synger ’Juletræet med sin pynt’.

Denne julesang er selvfølgelig for avanceret for de to-årige, der nok bedre ville kunne klare halleluja’erne i ’Et barn er født i Betlehem’. Men det gør ikke noget. Ungernes øjne stråler. For situationen rundt om træet handler jo netop om juletræets pynt – og om alle de historier, der gemmer sig i hjerter og stjerner. Og måske i en håndudskåren nisse, som snedkerdatteren aldrig glemmer. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.