Mere danseaction end julefortælling

Jeg ved ikke rigtig om Docken – som betegner sig selv som Københavns nye teater – må regnes som et reelt teater eller som et 'spillested', som også laver helt andre ting ind i mellem. Ikke vigtigt i og for sig, men det var første gang, jeg besøgte stedet og kunne opleve dets råt tilhugne charme, dets lige så råt tilhugne kunst i loftet, dets forbløffende størrelse - og ikke mindst til premieren: Den myldrende tilskuermasse.

Og jeg kunne opleve at blive placeret på nogle skandaløst dårlige pladser, hvor jeg havde et hyr med at se, hvad der foregik på scenen. På den anden side: Som anmelder havde jeg jo ikke betalt for billetterne, så der var måske ikke andet at vente…?

Men-men, schwamm darüber!

Imponerende

E.T.A.Hoffmanns ganske uhyggelige eventyr fra 1816 om Clara og hendes drøm julenat fik blødere kanter af Alexandre Dumas 30 år senere og - siden det blev tilsat Tjajkovskijs musik i 1892  - har 'Nøddeknækkeren' været et giga-mega-hit som dansedrama i over hundrede år.

Steen Koerners version fra 2003 er blevet yderligere forbedret, skærpet og moderniseret og fremstår nu som en tour de force i alle udgaver af breakdance, hiphop, electric boogie, rap og rock og - for at det ikke skal være løgn - også klassisk ballet.

Musene i den oprindelige fortælling er blevet til monstre, og Nøddeknækkeren har mangfoldiggjort sig selv. Det er som to bander, der står overfor hinanden, ligesom i 'West Side Story': Breakdansere snurrer og hvirvler, glider og hopper med hovedet ned og fødderne op i saltomortaler og voldsomme spring. Boogie-folk ryster og dirrer i præcise spasmer (læg mærke til Mori Koichiro!), med robot-arme og moonwalk-fødder.

Der battles og kæmpes, der sker ting på scenen, som man knapt havde troet var fysisk mulige. Man sidder med store øjne og et indvendigt 'Wow' over al denne akrobatiske versatilitet og energiudladning, denne kropsudfoldelse og præcision, denne koreografiske kraft og fantasi.

Jeg har ingen forbehold med at sige: Jeg er dybt imponeret!

Dette er et show, hvor pointet først og fremmest er at vise diverse danseformer i deres mest spændstige form. Historien som sådan bygger løseligt på den klassiske 'Nøddeknækker', men er underlagt de danse-virtuose optrin. Det er dem der styrer - ikke historien – men forestillingen.

Hvilken historie?

Familien samles juleaften og gaverne deles ud. Klara (Joanna 'Skywalker' Holewa Chrona) får en nøddeknækkerdukke af Julian (Grimah Nordine-Dany) og det er åbenlyst, at både gaven og giveren står højt i gunst hos Klara.

Det resulterer senere i en smuk pas de deux, men først skal lillebror (Nicky Andersen) gennemføre en gaveskeptisk rap med adresse både til grådighedskapitalismen og alle, der danser – ikke om juletræet, men – om gavebunken, og ikke mindst til kapitalismens repræsentant, nemlig far (Mark Linn), som er mere optaget af tal på børsen end af lys på træet. Og oven i købet drikker sig i hegnet og går amok på Julian.

Klara flygter ud og ender med at falde i søvn ude i den kolde sne. Englen og fortælleren (Anne Vester Høyer) forsøger at vække hende, men forgæves, og Klara tages til fange af en usædvanligt grim bande af monstre og føres til Monsterkongens (Mark Linn) slot.

At hun bliver reddet ud af sine pinsler, og at Nøddeknækkeren og hans hær er væsentlige i den sammenhæng, kunne vi sagtens tænke os på forhånd, og det går som det skal, og familien forenes foran juletræet og Julian accepteres. Happy End.

Form vs. indhold

Historien er både hurtigt fortalt og forudsigelig. Og selvfølgelig handler den overordnet om kampen mellem det gode og det onde. Det er der så mangt der gør for tiden - 'Ringenes Herre', 'Hunger Games', 'Harry Potter' - så forestillingen føjer sig fint ind i tidens trend.

I forhold til Hoffmanns oprindelige 'Nøddeknækker' er historien forenklet og modsætningerne trukket skarpere op. Det gør unægtelig fortællingen fattigere, men det åbner for mere action og større udslag i dramatiske optrin.

Og når jeg bruger ordet optrin, er det fordi, vi kun sjældent i Koerners 'Nøddeknækker' møder reelle situationer. Den klareste er den, hvor Vester Høyer som engel og fortæller forsøger at få Klara til at vågne - her formår Høyer at skabe et alvor og en spænding som når ud i salen.

Ellers er det meget ekvilibrisme og avanceret gymnastik. Men ikke kun! Midt oppe i al denne vitalistiske ekshibitionisme ser jeg ind imellem en koreografi med originale trin og kombinationer, der er både udtryksfulde og smukke. Med hiphop og electric boogie som udgangspunkt kan der åbenbart komme nye udtryk. Det var jeg glad for at se.

Til gengæld ser jeg – specielt hos Nøddeknækkerholdet – en del formålsløs gestikulation i form af karatelignende bevægelser uden farlighed. At de ofte bevæger sig som fjernstyrede robotter og replikanter svækker ideen om en heltemodig befrielseshær. Her er rytme og præcision, javist! Men ikke megen kraft.

For meget er for meget

Jeg frydede mig over undervandssvømmere, som var oppe at trække vejret, og over en respektløs brug af Tjajkovskijs blomstervals, men ellers er humor ikke denne forestillings stærke side.

Og jeg græmmede mig over, at flere af optrinene trak i langdrag. Så bliver det ligesom de imponerende, men endeløse divertissementer i mange klassiske balletter: Alt skal vises og helst to gange.

Scenografien kan synes nødtørftig, men viser sig at være meget funktionel: Nærmest to store halfpipes, hvor Thomas Madsen kan boltre sig på sit skateboard og resten kan tumle rundt mere eller mindre i bunker.

Yoakim Hjejles musik står godt til de kraftfulde danseoptrin, men har også den fornødne sødme i Klara og Julians pardans. Her er ingen umiddelbare ørehængere, og lydbilledet kan blive temmelig påståeligt ind imellem, men generelt føjer musikken sig fint til handlingen på scenen.

Til sidst, og overordnet, vil jeg sige, at formen - imponerende som den er - fylder så meget, at indholdet bliver overtrumfet og julen bliver en biting. Men premierepublikummet jublede til sidst. Længe.