Af: Kirsten Dahl

2. december 2019

Juleevangeliet med kromutter-rap og syngende kameler

Er man villig til at lade letbenet humor sno sig lystigt og dominerende ind og ud af et bibeholdt juleevangelium-budskab vil man kunne holde en fest i selskab med Barrett, Schouw og Co.

Red Maria – Jesus' mor – på et talende æsel? Var der syngende kameler i den ørken, de gik igennem? Var der ved porten til Betlehem griske skatteopkrævere, der nægter at tage imod betaling med dankort eller mobilepay? Tilhørte stalden, Jesus blev født i, en kro, hvor Josef fik sig en gibbernakker lige inden Marias veer satte ind – lige midt i en rappende kromutters stue? Var krofatter grandonkel til Josef? Kedede hyrderne sig på marken, fordi fårene konstant sov? Tror den ene af hyrderne et splitsekund på, at fårene er lam, fordi hendes makker siger, at de sovende dyr er hjernelamme? 

Og er de tre vise mænd en trio bestående af to kloge: Kasper, som citerer Aristoteles, Melchior, der sværger til Platon, plus Balthasar, som synger 'Skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du', fordi man ifølge ham skal synge viser for at være vis? 

Opsøger man Randers EgnsTeater i denne december-måned 2019, får man svaret Ja-da, selvfølgelig. 

Højt humør 

Juleevangeliet som musical – går det? Vil kombinationen af stor kulturfortælling og musikalske ørehængere, placeret i en kontekst af dans, sang og underholdning, kunne give et berigende og skønt forestillingsresultat? 

Ja, hvis man er til 'sød musik' og højt humør på alle parametre. Hvis man ikke lider af selvhøjtidelighed. Og hvis man er villig til at acceptere, at det som får mest fokus og som står stærkest i efter-oplevelsen, er alt det spas, som beretningen om Jesus' fødsel væves ind i. 

Jeg var – indrømmet – forud for 'Juleevangeliet the musical' en kende skeptisk. Men jeg blev lynhurtigt revet med af forestillingens meget glade og aldeles ubekymrede trav. Samtidig var jeg lettet over, at forestillingen ikke forfladiger, men respektfuldt fortæller selve Juleevangeliet.

At forestillingen gør det i en dominerende kontekst af spøg og skæmt, og med en lind strøm af kontrasterende hints til i vor tid, er nok noget, man enten vil elske eller hade. 

Sigurd Barrett-spas 

Randers EgnsTeater har hyret Sigurd Barrett som både dramatiker og komponist. Og lige så meget Barretts musik svinger ligetil og let, lige så muntert og gadedrengelystigt trasker handlingen derudad. 

Louise Schouw og Rebekka Lund matcher i deres måde at iscenesætte og koreografere Barretts lettilgængelige og humørfyldte stil. Handlingstrinnene i Juleevangeliet overholdes og krydres undervejs kraftigt med replikker, optrin og sange, som vikler dengang sammen med nu. 

Det meste af tiden går med Josefs og den højgravide Marias rejse til Betlehem. Der skal være tid til at Maria skal fortælle Josef (der har svært ved at sætte sig ind i Marias plukveer og træthed), at han skal være glad for, at han ikke lever i dag, hvor mænd går til fødselsforberedelse. 

Tid til at de får fat i æslet, som de låner ved en gammel kone, som gladelig opholder dem med at synge sin lange livshistorie. Tid til at to kameler i ørkenen kan synge om længslen efter saftevand og hindbæris og mundhugges lidt om, hvem der har bedst stedsans og via GPS – Gammeldags PukkelStyring) kan guide det vildfarne par mod Betlehem. 

Tid til røvere, skatteopkrævere og til rap i krostuen. Selve fødslen og den visit hyrderne og de tre vise mænd aflægger tager ganske kort tid. En hyrde og en vismand tvister her kærligt om hvem der kom først og hvem, der havde den bedste gave med, samtidig med at de begge er glade for at de nåede at komme med i Juleevangeliet. 

Det er letbenet og sjov underholdning for fuld skrue samtidig med, at fortællingen om tiden op til og selve Jesus fødsel bibeholdes, uden at der gøres grin med den. Det kristne budskab indflettes typisk i de sange, Maria har. Sang hvis ordlyd har en anderledes 'alvorskarakter'. Med formuleringer om at Jesus kommer med en pagt om kærlighed til glæde for menneskene. 

Ørkenglimmer, palmelys og skuespil med spilopper 

Niels Secher har sørget for en både lys og festlig sandfarvet ørkenkulisse, som glitrer af guld og hvor tynde palme-lyssøjler rejser sig i baggrunden, hvor der også er et forhæng, som skaber stemning og perspektivisk dybde. 

Sofie Alhøj er i rollen som den gravide Maria og i en birolle som ærkeenglen Gabriel  hende, der står for det mere seriøse – for via sine sange at servere essensen af julebudskabet. Alhøj synger smukt og forstår også fint at pendle mellem den mere morskabsfyldte side af Maria-rollen og den evangelium-formidlende del. 

Caspar Juel Berg passer fysisk som fod i hose med det billede af Josef, man tit ser gengivet. Og han spiller rollen med en naturlig friskhed. 

Lisbeth Knopper og Allan Helge Jensen har travlt med de mange roller, de skal varetage og holder humørfanen flot højt. Knopper har den bramfrihed som skal til at giver den gas som kamel, fårehyrde, kromutter, toldopkræver og flere andre roller. De samme gener for at lave spillopper har Allan Helge Jensen, når han spiller æsel, fårehyrde, vismand med mere. 

Og op af en lille fordybning i scenens midte titter undervejs de to livligt musicerende musikere Jacob Venndt og Tom Lindby. 

Hen over scenografien står der med guldbogstaver 'Gloria in excelsis Deo'. Selve forestillingen er imidlertid ikke så præget af 'Ære være Gud i det høje'-englelovsang, som af sange og optrin, som med morskab for både børn og voksne i front fletter datiden sammen med vor moderne tid. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.