27. februar 2018

Jørgen Melskens er død

Jørgen Melskens døde 16. februar efter lang tid sygdom – en genopblusset kræft – 74 år gammel, men nyheden er først nu nået Teateravisen.

Jørgen Lind Melskens (født 14. november 1943) blev bisat lørdag 24. februar – naturligvis fra Arbejdermuseet, for han var livet igennem rød såvel i sind og aktivisme som i det viltre krøllede hår på hans hoved.

Han var autodidakt skuespiller, ganske som de fleste andre i 1970'ernes og 80'ernes gruppeteatre, hvor han selv var med i Skifteholdet. I 1971 var han blevet Danmarks yngste teaterleder – af Debatteatret.

Også organisatorisk satte han sig spor – fra 1977-79 var han forretningsfører for Samarbejdsudvalget for Turneteater og Danmarks Teaterforeninger og fra 1979-81 alene for Samarbejdsudvalget, der siden blev til Teatercentrum. Således var han også med til at arrangere de store festivaler i april, der i hans 'regeringstid' gik fra weekend- til heluges-arrangementer.

Siden fortsatte han karrieren som skuespiller, medvirkede i flere film og TV og i Dragør-Revyen m.v. og var en meget brugt speaker til reklamefilm, lydbøger m.v.

Politisk var han placeret godt til venstre. Først i DKP, siden i Enhedslisten – og han var en ivrig Nordkorea-sympatisør, der besøgte det isolerede land flere gange.

Med bopæl på Amager var han lokalpolitisk bl.a. aktiv i Sundby Lokalråd – og medlem af Ældrerådet i Københavns Kommune, da alderen var til det – og medstifter af og i flere år formand for

Sundby Lokalhistoriske Forening. Dertil kom en flerårig tjans som kulturanmelder på dagbladet Arbejderen og et radioprogram med kultur og politik på Christianshavnerkanalen.

Det er et superaktivt og tillige meget muntert menneske, der ikke er mere.

(Billedet: Jørgen Melskens gik ikke af vejen for utraditionel reklame for børneteatrets sag – som her på Storm P.-agtig cykel gennem Albertslund omkring 1980 – fotograf ukendt – det lille mere nutidige foto er fra hans Facebook-side)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne