DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Folketeatret: Hunden er rask

Pia Rosenbaum leverer en følsom og nærværende præstation i fortællingen om Sovjets undertrykkelsespolitik. Foto/plakat: Gudmund Thai

Jerntæppe-teater

31-08-2014
'Hunden er rask' er en både grum, humoristisk og sanselig fortælling om at være underlagt et individundertrykkende Sovjet, hvor KGB konstant overvågede og forsøgte at disciplinere folk til nationalpatriotisk lydighed.
FAKTA
Folketeatret: Hunden er rask -

Manuskript: Sonja Vesterholt og Pia Rosenbaum (bearbejdelse af den bog med samme navn, som Vesterholt i 2011 skrev i samarbejde med Britte Sørensen). Instruktion: Kamilla Wargo Brekling. Medvirkende: Pia Rosenbaum. Aldersgruppe: fra 15 og opefter. Varighed: 95 min. Turneforestilling. Set på Aprilfestival 2014 i Holstebro. Kan opleves på Horsens Teaterfestival 19.-21. september 2014 - og spiller stationært på Hippodromen, Folketeatret 8.-22. januar 2015. www.folketeatret.dk

De unge kan umuligt have været der selv i Sovjet i 'jerntæppetiden' og de første tiår herefter. Derfor er 'Hunden er rask' en god forestilling i og med, at den er et stykke teateriscenesat samfunds- og kulturhistorie, som på en sanselig måde gør målgruppen forstandsmæssig mere vise på livsvilkårene på et ganske bestemt historisk tidspunkt et helt bestemt sted.

Vi, som har oplevet den tid – og måske (som jeg) har rejst meget på den kommunistiske side af jerntæppet – bliver berigede med en skildring, som det er umuligt ikke at kunne nikke genkendende til. Vi får tillige, ligesom de unge publikummer, tilbageblikket i en teaterversion, som med humor, smerte og masser konkrete detaljer gør fortiden levende samtidig med at nutiden bliver sat i perspektiv. Og det alt sammen bliver forstærket af, at fortællingen er knyttet til en specifik person – til Sonja Vesterholt, som blev født og voksede op i KGB-regimets Sovjet.

'Hunden er rask', som er Sonja Vesterholts og Pia Rosenbaums bearbejdelse af den bog ved samme navn som Vesterholt i 2011 skrev i samarbejde med Britte Sørensen, varer hele 95 nonstop-minutter. Det er lang tid. Modigt lang tid. Men efter min bedste overbevisning sætter forestillingen – som tillige er en monolog – publikum på en positiv udholdenhedsprøve. En lytteudfordring, som takket være Pia Rosenbaums sensibilitetsfyldte og nærværende skuespillerpræstation bliver en opgave, man helt uvægerligt tager til sig.

Begejstringsforbud

I et rum broderet med plakattegninger, der afbilder heroisk kæmpende kommunistkvinder og mænd, høj faneføring, hammer- og sejlsymboler og andre Sovjet-ikoniske plakatstreger, suger Pia Rosenbaum os tilbage til det, som har sat sig spor i Sonja Vesterholts erindring.

Med sin stemmes changerende kraft og med en foranderlighedsfyldt mimik skaber Rosenbaum billeder på vores nethinde af, hvordan Sonjas moster, hvis barn er død af kulde, ælter et ikke eksisterende rugbrød. Vi ser gåsehudsgysende Sonjas kamæleon-lærerinde gøre en 11-årig Sonja til en forræder ved at presse hende (med trusler om at tavshed vil kunne være dødbringende for hendes mor) til at angive sine skolekammerater. Efter regimets udsagn et lærestykke i hvornår man ellers vil være en dårlig kammerat, et eksempel på en patriotisk forpligtelse!

Vi hører hårrejsende historier om hvordan regimet ikke tillod folk at ytre sig selvstændigt og spontant i flok – ikke engang af begejstring! Hvordan private initiativer – fx selv at skabe tørklæder med røde roser – var bandlyst og blev kriminaliserede. Hvordan jøder blev forfulgt og – med 'forkert varebetegnelse' – blev udpeget som jøder, selvom de hele livet både talte og tænkte russisk. Hvordan familier med mange medlemmer blev stuves sammen i små lejligheder og efter et nøje udregnet system fik tildelt kvadratmeter. Hvordan påvirkninger fra Vesten, fx musik og litteratur og argentinske film, skabte åndehuller i folks bevidsthed og vakte landets stumme stemme. Hvordan det at forfatte på eget initiativ kunne give syv år i spjældet. Hvordan kun statsanerkendte job var tilladt – andre var en forbrydelse. Hvordan man kunne blive nægtet indrejsevisum, når man skulle besøge sin syge mor. Hvordan systemet hjerteløst beder Sonja som 21-årig mor om at glemme sin hjertefejldøde søn. Hvordan systemet nægtede Sonja indrejse til hendes egen fars begravelse.

Humor og romancer

Eksemplerne på Sovjet-systemets undertrykkelse af folket er mange i forestillingen, som ikke af den grund er tung, takket været fremstillingsmåden, som også byder på meget humor, indlagte vittigheder og små kærlighedsromancefortællinger.

'Hunden er rask' spiller i Folketeatrets regi – ligesom 'Goebbels' Time'. Det er svært ikke at komme til at sammenligne de to forestillinger. De skildrer begge et regime; henholdsvis Sovjetkommunismen/KGB og nazismen/Goebbels Hitler-jugend, og de bliver begge fremført af en kvindelige skuespiller – som oven i købet er søstre; henholdsvis Pia Rosenbaum og Ina-Miriam Rosenbaum.

'Goebbels' Time' tegner med en raffineret publikumsinddragelse et foruroligende billede af manipulationens mekanik. 'Hunden er rask', som ikke er helt så interessant og særpræget iscenesat, tager til gengæld sit publikum med på en rejse tilbage til et system som ikke er så eksponeret og kendt bland de yngste i målgruppen som nazismen og Anden Verdenskrig. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Hunden er rask
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

Flere anmeldelser